4 stjerner

Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet. Motiverne er hentet fra Afrika, hvilket man bliver mindet om i en plakat, der også bærer titlen på hele udstillingen, nemlig Arise, Shine, Fall. Der er også andre ting og sager til skue – for eksempel falske penge. Og på nogle store stykker karton har han malet de forvredne kroppe og rene abstraktioner. Men det er de rene tegninger på hvidt papir, der er de interessante. Stilen minder pudsigt nok om den afrikanske superstjerne Julie Mehretu, der i sine tegninger også har en foruroligende og kaotisk streg. Og ligesom Mehretu balancerer Milan også imellem vildskaben i Afrika og avanceret ornamentering. Med stor effekt. Hans urolige streg tilfører et stresset element til de vanvittige ulykker og surrealistiske seksuelle referencer, der gør dem til det rene nonsens, hvis man ikke har taget brillerne rigtigt på, hvorimod han evner i motiver, der er mere afslappede, for eksempel en ø, der stiger op af havet foran en ring af skildpadder, at gøre det muligt at se det på afstand. Et konceptuelt greb har stadig taget i ham. Menneskene har kaktusser som hoveder, symbolikken er tyk, men ikke vammel. Måske lidt færre værker næste gang vil sende oplevelsen helt i top.

Arise, Shine, Fall på TTC Gallery, Gl. Kongevej 37, Frederiksberg til den 9. oktober

4 stjerner

Det er tegninger, der ikke prøver at være cool, men i stedet på en god jordnær dadaistisk måde at fortælle noget om de indgroede forestillinger vi har, om politik, økonomi, kærlighed, kunst og ord. Det er faktisk lidt af en drøm at se en væg om den økonomiske krise, hvor der på gulvet nonchalant er placeret et maleri af en hånd, der krydser pege- og langfinger imens teksten i bunden læser: ‘Held og lykke, jeg lyver.’

Claus Ejner er ikke kun jysk og underfundig, men også følsom. I den halvdel af udstillingsrummene, der hedder ‘Lyst’ og handler om at være til, har han skrevet ‘Love will never tear us apart,’ men anbragt et stykke plaster over ordet ‘never’.

I en anden større tegning med et digt, der handler om lotion til tør hud, har han på gavlen af en seng skrevet ‘sidste kapitel i menneskets evolutionshistorie,’ hvor ild, vand, luft og jord er blevet til henholdsvis cheeseburger, Pepsi, gasmaske og gravko. Lagkagediagrammer dublerer som kvindelige kønsorganer og dyne til Mickey og helt i ånd med Claus Ejners jordnære forhold til kunst, har han i en skulptur skåret den klassiske sejrsskammel, så nummer ét er lavest og nummer tre står højest. Det er nemlig bedst at bevare begge ben på jorden. Udstillingen indbyder til lange besøg og kan varmt anbefales.

Vrøvlets polemik i Møstings Hus, Andebakkestien, Frederiksberg til den 5. september 2010

En forførende, men ufarlig installation, gør det næsten til en foruroligende oplevelse at tage metroen

4 stjerner

Når man i denne uge tager metroen fra Kgs. Nytorv oplever man en sjældent vellykket genre, nemlig kunstværket i det offentlige rum der skal forføre forbipasserende. Men det der normalt hensygner uden opmærksomhed eller giver mavekneb af lede, kan på metrostationen ikke undgå at påvirke alle de mange rejsende på en fin og sofistikeret måde.

Værket er ganske enkelt – store videoprojektioner, dæmpet lys i forskellige farver og behagelig musik. Men stationen er virkelig forvandlet. Det er som om man er på vej ind i en natklub der får Ibizas bedste til at blegne, som om man er på vej ind i en helt anden dimension, som om der er rulletrapper bagerst i klædeskabet. Den ellers så simple opsætning fremstår så omfattende, at rulletrapperne virker som om de er lavet til installationen og ikke omvendt, og de andre rejsende virker pludselig langt synligere end nogensinde før, som om de er statister i værket. Men når man stiller sig på platformen midt i det hele og kan se både dem der er på vej op og dem der er på vej ned, og de enorme og meget sanselige balletdansere der fylder begge bagvægge, er det lige omvendt, man er trådt om på en anden side af den væg der adskiller de rejsende fra kunstværket, som om de slet ikke eksisterer, som om der er glas imellem os.

Værket hedder Urban Forest og er ment til at give et åndehul i hverdagen. Kunstnerne bag, Patrick Coard og Cecilie Waagner Falkenstrøm der sammen kalder sig The Reframing Initiative, har skrevet at de med værket gerne vil fjerne de rejsendes stress og jag og i stedet fylde dem med ro og varme.

I virkeligheden er værkets styrke næsten det modsatte, de prikker til roen og varmen og kan potentielt gøre os stressede og tvivlende. De får nemlig rejsen til at fremstå absurd, noget så almindeligt som rejsen der altid har handlet om at bevæge sig fra punkt a til b virker ikke længere som en serie af events, men kun en enkelt. Man opdager kort sagt hvor konform en togrejse er, man er en del af en enhed. Idet man træder ind på stationen, plugger man sig ind i præcis den samme event som man træder ud af når man er fremme, én stor flydende masse af toge og døre og mennesker. Der er ikke nogen a’er, b’er og c’er i rejser, der er kun ét stort bogstav med mange udgange. Èt stort A hvor tiden står stille, som om tiden bliver til et punkt der kun slår én gang, dok, og så træder man ned fra stationen, ud af eventen og de andre rejsende, og er videre.

En herlig sidegevinst ved værket er at det viser offentlig kunsts styrke. I en by hvor torve og pladser bliver voldtaget af politikernes og organisationernes dårlige smag og uvidenhed er det vigtigt blot en gang imellem at kunne se noget der ikke er fremstillet i provinsen og monteret på en spånplade der er skruet ned i en betonpille og anbragt sammen med 50 lignede monstrumer og udførlige vejledninger i præcis hvilke omvæltninger i ens liv et kig på de landskabelige fotografier vil medføre og hvilke budskaber skilderierne er sat i verden for at illustrere. Der ER desværre også en beskrivelse af hvad Urban Forest kan, men den står ikke i vejen for værket og den er også underspillet i den forstand at den ikke partout skal markere og understrege at det altså er KUNST vi har med at gøre. Tværtimod kalder kunstnerne det for et ‘stemningsværk’ hvilket er sympatisk.

Værket understreger dog et typisk problem hvad angår offentlig kunst, for når man ser den endeløse liste af samarbejdspartnere kan man ikke andet end at blive mindet om værkets ufarlighed. Balletdansere på en væg… Det virker lidt ligesom partypromotere der vil have dværge som bartendere eller forfattere der indleder deres første bog med at hovedpersonen vågner et sted og ikke kan huske hvordan han er kommet derhen. Balletdansere er så håbløs en banal idé, det er ligesom den første universelle idé der falder ned i hatten på mennesket når det skal tænke på noget der kunne være sjovt at vise på en stor væg i en metro, og selvom de danser smukt og det er koreograferet vidunderligt og filmet fra alle sider med en linse der fanger huden appetitligt, så kan værket så meget i forhold til rejsen at man ærgrer sig over at potentialet ikke er bedre udnyttet.

Værket forstyrrer virkelig noget velkendt. Men det gør ikke noget ved det. Kunstnerne har sat alarmen, og på vej ned af trappen realiserer man at det er muligt at stå op, men når man trykker på snooze og træder ind toget sker der ikke mere. De kunne have smidt en kold spand vand i hovedet på passagererne. De kunne have plantet en alvorlig tvivl på om man prioriterer sit liv rigtigt, de kunne have gjort det ferier kan, hvor det går op familiefaderen, at han skal bruge mere eller mindre tid på sin familie, men det gør de ikke. Og det er her det typiske problem bliver berørt, for det kunne de heller aldrig have fået lov til. Modet er fraværende på scenen for offentlig kunst. Og det eneste der vil kunne indgyde det er et stort og anerkendt navn. Og det har Urban Forest ikke. Men måske kunne de komme igen til næste år, med noget lidt mindre forudsigeligt og endnu bedre.

Urban Forest på metrostationen på Kgs. Nytorv til og med den 22. august 2010

4 stjerner

Christian Foghmar har selv stablet sin første udstilling på benene i et lånt lokale i Dronningens Tværgade. Værkerne er pudsige observationer, sigende repetitioner og morsomme fundne avisartikler og de svinger fra det rene zen til noget billigt pjat. Titelværket Finansfrisen er Foghmars private bankkontoudskrift fra den dag Lehmann Brothers krak og afslører at Foghmar har været på Byens Kro to dage i træk og at han spiller onlinelotto. Scanninger af slikpapir fra Maoam viser sig at være forbudt for børn og en parafrase over et værk af Stig Brøgger, hvor Foghmar har fotograferet lysninger der opstår gennem rækkerne af træer i de danske skove, gør sig morsom over begrebet kultivering og 60 meter.

Her er også gadebilleder fra Paris og København hvor skilte viser at vejen man støder op til er ensrettet i hver sin retning, billeder af skraldeposer der ligner kondomer eller spøgelser, og en sjov gammel avisartikel hvor Ole Schwalbe bliver interviewet under overskrifterne: ‘Er det en pænere form for fup at male firkanter’ og ‘Kan han leve af det.’

Det er lidt en rodet omgang og det er noget pjat at begynde med en retrospektiv, men Foghmars helt egen sit-down poesi skinner alligevel tydeligt igennem de fleste steder og får en til at ønske at han kunne få sig et rigtigt galleri og nogen sjove venner at sparre med.

Finansfrisen og andre arbejder 2005 – 2010, Dronningens Tværgade 28, 1. sal, København. Åbent hver lørdag til den 28. august 2010 fra kl 12-15 eller efter aftale på cfoghmar@hotmail.com.

Malene Landgreen har følt sig frem til nogle grundregler for sit maleri, en række Richard Mortensenske former i smukke boligindrettede farver, som hun så forstyrrer eller leger videre med, til hun opnår et resultat, hun ikke havde regnet med, men som hun synes skaber det helt rigtige værk.

Landgreen arbejder primært med trekanter og firkanter, der skaber rum i rum. På museet har hun i salen i kælderen taget udgangspunkt i to søjler midt i rummet, som hun har beklædt med spejle, og hvorfra hun i lige linjer har malet gulvet og væggene i forskellige farver, så der er opstået en række rum i en form for kontrolleret farveeksplosion. I disse rum har hun så hængt forskellige nye malerier, hvor hun har eksperimenteret med en streg, der ligner lingeri, som hun har ladet følge kanternes kanter.

Det er svært ikke at lade sig fascinere af rummet, der sågar kan give et par optiske effekter, hvis man opholder sig der længe nok. Og spejlsøjlerne indeholder også en mulighed for omgrupperinger af rummene, ligesom mange af de ellers noget pussenusset farvede malerier fremstår usædvanligt stærke og afklarede.

Der er ikke nogen Anselm Reyle gemt i Landgreen, og hendes tilgang til maleriet virker også fjernt fra Mortensens, Landgreens projekt er kun hendes eget, men hun har til gengæld fundet et udtryk, der for alvor forener arkitektur, udsmykning og kunst, hvilket er ganske unikt.

4 stjerner – TAL R hos Contemporary Fine Arts, Berlin

Blind date forestiller to mænd, der står over for hinanden. Den ene, iført en slå- brok, holder en pistol, den anden, i militærkostume, vrænger munden og ser bange ud. Imellem dem er der et vindue ud mod noget grønt og blåt, og under det opløses alting i firkanter og trekanter. Der er sågar også to hvide figurer, der er malet med det bare lærred, og det måske allermest klassiske Tal-trick, en bort i bunden, er som altid signeret T.R. i midten.

Det nye ved udstillingen er sentimentaliteten og materialerne. De ni store malerier er alle lavet med lim blandet med pigment, hvilket giver et fladt og tørt look. Men farverne er som vi kender dem, alt godt fra pastellooket fra børneværelset i det svenske kolonihavehus med et twist af Notre Dame. Og motiverne er ligeså, deres umiddelbare interessanthed relaterer kun til det faktum, at det er dem, Tal R har benyttet sig af for at skabe værkerne. Der er ikke nogen skjulte politiske budskaber eller fortællinger gemt i elefanten, baren, professoren eller hestene, det er snarere hjælpemidler, Tal har brugt for at skabe den stemning, der er i værkerne.

Stor følsomhed

Når man ser de nye værker i sammenhæng med hans seneste generation af collageværker, er det svært at komme uden om en vis sentimentalitet. Tal R har udviklet et letgenkendeligt brand, der sætter ham i stand til at finde sig selv over det hele. En lille pilleæske, der er slidt på den helt rigtige måde, kan være Tal R’sk. Et postkort, en kuffert, en gammel bog, et fotografi fra et marked, alt kan være Tal R’sk, hvis blot det bliver fundet, arkiveret og præsenteret.

Men det kræver stor følsomhed at kunne leve sig ind i det mindste strøg, to kanter der skærer ind over hinanden eller som i Blind date, to små, grønne trekanter, der holder alt på plads.

Kluntethed

Den sentimentalitet er måske ikke ny, men den har aldrig før været tydelig i maleriet. Hvor han engang hæmningsløst elskede maleriet og elskede med det i fede konturer og frække lappeløsninger, er han nu trådt et skridt tilbage, og i stedet for at elske maleriet, er det sin egen kærlighed til maleriet han elsker at elske. Man ser det for eksempel i den helt særlige Tal R’ske kluntethed, der var så forførende på Louisianaudstillingen, den fremstår nu kluntet kluntet, på Elefantastic, et billede der forestiller en rund advokattype midt i sit wunderkammer, har han for eksempel været nødt til at overtegne højre side med streger af farvekridt for at få det til at hænge sammen. Hvorimod det stadig er kluntet på den helt rigtige kluntede måde i The Call, der forestiller et vindue med kig til et skib. Her virker kluntetheden naturlig og står ikke i vejen for den stemning, der ikke tåler en usikker tilstedeværelse fra en kunstner, der så pludselig får os til at tænke, og så rører vi ved konceptkunsten og så degraderes kigget til båden gennem vinduet til en kedsommelig rejse op i det metafysiske lag, der omgiver al samtidskunst og som er så frygteligt tåbeligt at bruge malerkunst som et påskud til at gå på opdagelse i.

Handler ikke om smag

Kun én ting er mere ligegyldig, nemlig hvor Tal R har fundet inspirationen.

Som om inspiration kommer ét sted fra. Som om kunst handler om noget. Som om det stiller spørgsmål. Som om det undersøger noget. Som om det handler om dit og mit liv, når Tal R har gjort det til sit varemærke at finde punktet, hvor motivet ornamenterer og bliver til ren form, figur, mønster og farve.

Ingen ved hvorfor, han i det komiske Haute Couture har malet seks heste, der kaster rundt med deres ryttere, ikke engang Tal R selv vil kunne besvare spørgsmålet sandfærdigt, det er sandsynligvis en million forskellige faktorer, der har gjort ham til den, han er.

Frygten er, at det handler om smag. Frygten er at reducere alt det, akademikerne og kritikerne har patent på og stå tilbage med noget, der kun handler om smag.

Men er der noget andet end smag? Er det ikke altid et spørgsmål om smag, for selv litterære mesterværker bryder alle sig ikke om. Er der ikke snarere tale om, at det ubevidste lag i os, den kollektive bevidsthed fra vores semifælles gener og kulturelle opvækst netop er indstillet ens, og at det derfor i tilfælde som Tals netop IKKE er et spørgsmål om smag, men om harmoni og balsam til et indre liv?

Dd

Eller er smag måske blot en port af kontekst, der sorterer det fra, der ikke passer til vores identitet, er smagen så ikke blot en omvendt plov, der baner en vej gennem ishavet?

Tal R har længe nærmet sig det perfekte maleri og har haft stor succes med det, fordi han har mindet os alle sammen om, hvor vigtigt maleriet er, ren tilstedeværelse gennem et par tuber maling og noget lærred. Maleriet er dødt, ligesom overfrakken er det. Eller sukker. Som om det gode vejr varer evigt, eller der ikke kommer flere mad-modeflip. Som om de mirakler, maleriet tilsyneladende ikke længere kan lave, nogensinde har fundet sted.

Vi ved af gode grunde ikke, hvor Tal R’s nye eksperimenter ender, det er blevet fladere, det er blevet mere alvorligt, farvestylingen fremstår sentimental, og motiverne står lidt i vejen for udtrykket, som om de er for tætte på forlægget. Mesteren i at undgå vores tanker og i stedet få direkte jackpot har, selvom han har gjort det umådeligt svært for sig selv med limfarven, fundet en balance, hvor ornamenteringen virker, men hvor kluntetheden virker lidt påtaget. Men når man er på vej mod så vigtigt et mål, som Tal R er, så er det okay at slå lejr engang imellem på velkendt jord, selv Columbus sov angiveligt et par nætter i Europa.

4 stjerner – Anders Bonnesen, ‘Still is still moving’ på Skulpturi.dk, 2010

Er man lidt ked af alle de følelser, der hele tiden prøver at snige sig ind, kan forvrængerkunsten være et godt bud på et afbræk.

Anders Bonnesen tager kunst, gamle dage og symboler under (k)/(u)ærlig behandling, men der er ingen ubehagelige overraskelser hos Bonnesen. Når han tager et stopskilt og med hvid tape gentager ordet på alle leder og kanter, ved han præcis, hvor forvirrende og dog nydeligt et stykke kunst, man efterlades med.

I skulpturen La Pratica della Perspettivahar han genskabt en gammel hat fra 1500-tallet, en mazzochio, der blev brugt flittigt under udviklingen af centralperspektivet. Bonnesen har lavet den i mdf, malet den rød og hvid og påmonteret et stykke blåt reb, så den pludselig ligner en redningskrans. I værket Laokoon, et halstørklæde, der ved hjælp af ståltråd er rejst som en slange, fremstår det mere tydeligt, at det hele ikke kun handler om fjol, men også om skulptur. Titlen henviser til præsten ved samme navn, der blev dræbt af en slange af guderne, fordi han advarede byen Troja mod at tage den trojanske hest inden for murene.

Det halstørklæde er så tilpas langt fra den historie, at den på fornem vis sælger skulpturen, samtidig med at den er smuk som objekt. I udstillingen føler man sig lidt hensat til skolebænken, for her lærer man, hvad skulptur kan, og hvordan skulptøren ser på verden og hvilke former, der optager branchen. Selv om man ikke fanger halvdelen af referencerne, så er der alligevel rigeligt til at anbefale et besøg.

I en verden, hvor det ellers kun er børnene, der er større end os selv, burde det virke behageligt med en blotlægning af disse samlende evigtlevende instanser.

Ikke efter Hotel Proforma og Kirsten Dehlholms orkestrering af Det Kgl. Biblioteks materiale. For første gang nogensinde forlader biblioteket de trygge rammer og fremstår som et så forstyrrende element, at tanken om at forsvinde virker befriende. Undercover er rå, nørdet og langt ude.

Det er ikke kun gamle bøger, man ser gennem moderne MR-scanninger, eller Dallevalle-kataloger, det er også tung, tung viden om cellulosenitrat og overvågning og en teaterpoetisk fremstilling af biblioteket som en lille celle i en stor forvirrende krop, ingen ved, hvordan ser ud. Det er mere bibliotek end det er kunst, men mere kunst end det er kedeligt.

4 stjerner – Marianne Grøndahl, Retrospektivt på Fotografisk Center, 2010

Marianne Grøndahl er bedst når man kan mærke at hendes åbenbart tillidsvækkende væsen har haft tid til at folde sig ud.

Når hun besøger kulminearbejderne under en strejke og ender med at lave mad til dem og lære dem at kende, når hendes fotografier højder af ømhed der ikke umiddelbart kender sin lige herhjemme. Til gengæld er det svært at se sig rigtig varm på de mange portrætter, fortrinsvis af komponister.