Nu afdøde Nedergaard var fascineret af islamisk ornamentik, som han med kul kalkerede over på papir, hvorefter han tegnede det op med oliekridt og akrylmaling. Først gjorde han det med vinduer, og siden med alt, der var mønstret, døre, lofter etc.

Anna Sørensens værker er stadig sjove at se på, også tæt på hvor man kan ane, hvor meget hun elsker at male. Malte Fisker er så ung, så ham venter vi ved at kritisere.

Anna Sørensen. Malte Fisker og Niels Nedergaard hos Tom Christoffersen, Skindergade 5, København til den 23. april.

3 stjerner

Jeg hørte engang en historie om Miles Davis. Hver gang han havde fundet på en ny melodi, havde han brug for en trommerytme, der kunne få den op at flyve.

Engang sad han med en ung trommeslager, der ikke kunne finde ud af det. Uanset hvad han prøvede, syntes Miles Davis ikke, at det duede.

Efter to dage, hvor de var lige ved at give op, sagde Miles Davis til trommeslageren, at han skulle prøve at spille noget virkelig dumt.

»Ok,« sagde trommeslageren og spillede noget rent nonsens.

»Perfekt,« sagde Miles Davis.

»Prøv så at spil det modsatte.«

Så smed trommeslageren stikkerne, nu gad han ikke længere.

Så sagde Miles Davis: »Har du overhovedet nogen idé om, hvor jeg vil hen?«

»Nej.«

»Det har jeg heller ikke. Men vi ved det, når vi har det.«

Mærk dig hans ord. ‘Vi ved det, når vi har det’. Det er i det grænseland,Forårsudstillingen 2011 burde ligge. Det burde være en institution, hvor man kunne se det, man ikke vidste fandtes. Det burde være et sted, hvor man kunne sende det kunst hen, man simpelthen ikke anede om holdt eller ikke holdt. Så kunne juryen vælge dét ud, vi aldrig havde set før. Og så kunne vi spadsere rundt i en heksekeddel af lort, hvor der pludselig en dag ville ligge en diamant af det pureste fremtid. Og vi ville
kunne omfavne den, og vi ville vide, at nu var den her. Der fandtes noget derude, vi ikke havde set før.

Små sten

Måske man skulle lave en anonym forårsudstilling. Så er vi også ude over denne mærkværdige idé med, at unge kunstnere bare skal have chancen, så slår de igennem. Eller at det nye absolut SKAL komme fra nogen, vi ikke kender. Eller at alt, hvad man foretager sig i kunstbranchen, tæller.

En forfatter kan skrive ti elendige bøger og blive et verdenshit, hvis der kommer én god. Lars H.U.G elsker vi stadig. Ingen prøver at tage Nattevagten fra Ole Bornedal. Men sådan er det ikke i kunstverdenen. Der er en karriere noget, man bygger op af små sten, der hedder udstillinger, og større sten, der hedder institutioner og gallerier, og en gang imellem kommer man en lille bitte smule fuge imellem med et venskab og en tekst, der giver mening.

Forårsudstillingen 2011 burde være et sted, hvor man kunne prøve værker af over for offentligheden. Det burde være et sted, hvor man turde tage chancer, fejle eklatant og engang imellem være så heldig at opleve, at den bare er der.

Brice Marden gjorde det umulige. Han havde et hit med ensfarvede billeder. Et gigakæmpehit. Han var stjerne og tjente formuer og var en af verdens mest anerkendte kunstnere. Til sidst kunne han ikke mere. Så begyndte han at lave krusseduller. Hans gallerist i New York var forfærdet. Hun måtte begynde helt forfra med priser og samlere. Men det gik, og han blev en stjerne igen. Mon han er den eneste verdensstjerne, der er blevet lidt træt af sig selv?

Hvorfor så trætte?

Forårsudstillingen 2011 er i stedet for at være et sted, hvor man tager chancer, blevet til en mailboks i en kunstverden, hvor man – ligesom i det danske arbejdsløshedssystem – er tvunget til at sende to ansøgninger ud om ugen. Og sikken mailboks.

Her er bidrag fra hele verden. Afgangsprojekter og gode, gennemsnitlige kunstværker, der ikke bringer meget nyt på bordet, men heller ikke falder lige så langt ved siden af, som værkerne på forårsudstillingerne ellers har haft tradition for.

Men hvor Brice Marden i det mindste var et hit, før han blev træt, forstår man ikke, hvor alle de unge kunstneres træthed kommer fra.

For hvorfor skulle de ellers begrave deres værker i referencer og dét, der er oppe i tiden? Hvordan kan nogen brænde for at hænge tæpper fra Damaskus på væggen? Eller male flere nuttede malerier? Eller bygge flere skulpturer i køkkenmaterialer? Eller fotografere folk med tøj på under bruseren?

Det er ikke, fordi det ikke er ok. Her er en Marie Boye Thomsen, der kan gå direkte ud og få en formidabel Københavner-karriere.

30 bjerge og landskaber indhyllet i regnbuer og geometriske former. 5 x 3 meter, Det er ren rock’n’roll-æstetik, der forfiner det, som V1 og Anika Lori-folket elsker. Det er kun et spørgsmål om dage, før den første bar skal have dekoreret vinduerne af Marie Boye Thomsen. Og det sted, hvor den bar ligger, bliver den nye kødby.

Her er også udmærkede videoer. Vinderen af Juryens Pris, iranske Mani Ghodratnama, har fundet en fortællestil, der minder meget om virkeligheden, i en række videoer, hvor vi veksler mellem foretagsomhed og flygtige associationer. Det er helt Løgstrupsk i sin metafysik.

Her er også en glimrende video af den portugisiske duo Marisa Baptista og Nuno Barreiras, hvor de leger med de ord, der former vores virkelighed.

»Verden er, hvad den er, og jeg er, hvad jeg er«, repeterer stemmen i en sky af kendte udsagn fra stemmer som Barack Obama og George W. Bush.

Men man undrer sig lidt alligevel. Måske er æstetikken twistet en procent, eller også er handlingen ikke 100 procent lavet sådan før … Der er for eksempel næppe nogen, der ligesom i Shahar Marcus’ video har ladet en mand hoppe ud af et vindue for så at stoppe ham halvvejs i springet. Og det er også første gang, seks sorte balustre placeres på et bræt, ligesom i den funky skulptur af Anne Guro Larsmons.

Men … den er der ikke.

Det eneste, vi får, er endnu et par nye navne, der glider lydløst ind.

Gylden mulighed

Så endnu mere hurra for algeriskfødte Joanna Lombard, der med en aldrig før før-film fik undertegnede til at stå fikseret i samtlige 28 minutter og en god bid mere.

Vi følger en twistet familie med venner i fire scener på to store projektioner på væggen. Vi begynder med et roterende kamera i et værelse, der langsomt fyldes med børn og voksne og maling, hvorefter det hele seksualiseres, og kroppene bliver til pensler, og alt fedtes ind. Vi ryger videre til et spabad, hvor børnene først hygger, hvorefter de voksne tager over med noget heavy petting, inden de helt store barrierer skal overskrides i slåskampe og nøgenleg i en række perverterede ritualer, imens børnene er overladt til sig selv på billedet ved siden af.

Videoen ORBITAL RE-ENACTMENT er et dyk helt ind i Lombards personlige minder og en gylden mulighed for os andre til at gøre os nogle erfaringer, vi ellers aldrig ville være kommet i nærheden af. I hvert fald ikke uden selskab med de sociale myndigheder.

Gid der var mere brug for dem på udstillinger som denne.

Forårsudstillingen 2011 på Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, København. Til den 25. april

3 stjerner

Sophie Calle er desperat. Hun er kvik nok til at gennemskue livets uretfærdighed, men ikke kvik nok til at se ud over sig selv. Så hun gør som resten af klodens kvinder og satser på, at der er mere mellem himmel og jord.

Where and when? Lourdes er den selvstændige fortsættelse af
Where and when? Berck, som Galleri Christina Wilson viste for to år siden. Kort fortalt beder Calle igen den clairvoyante Maud Kristen om at forudsige fremtiden med sine tarotkort, så Calle kan gå ud og møde den. Det er der, præcis ligesom i den første omgang, kommet en tarvelig historie ud af, der handler om at finde mening, hvor der måske ikke er nogen. Det handler om, at det er tilfældigheder, der bliver til mening – om det så virkelig giver mening, eller om det bare er noget, vi tror, det gør. For er det mening, blot når det betyder noget, når der er et sammenfald? Hvad nu hvis min mor læser en bog, der handler om en svensk kriminaldetektiv, hvorefter jeg får en mail, hvor jeg bliver inviteret til en fernisering, der bærer det samme navn? Er det mening? Hvad nu hvis jeg tager toget i dag, selv om jeg plejer at cykle, og møder en pige på perronen, som er sød og single, imens jeg også er sød og single? Er det en tilfældighed, eller er det mening? Hvad nu hvis hun bliver gravid, og barnet vokser op og får en uddannelse og får børn, der besøger mig, når jeg er allermest trist?

Hvad nu hvis jeg havde cyklet den dag? Var jeg så aldrig blevet glad igen som gammel?

Eller som Calle siger det, da clairvoyanten har sendt hende mod Jomfru Maria i pilgrimsbyen Lourdes, og hun skifter togvogn for at slippe for at sidde sammen med børn: ‘Hvis jeg havde beholdt mit sæde, havde mit liv så forandret sig?’

Halvvejs på turen går hun tilbage til sin gamle plads og ser, om der sker noget. Men nej: »Der er ikke noget at rapportere,« skriver hun.

Noget værre gejl

Og inden da har hun fået et typisk hint – hendes mor lider af brystkræft. Men på kirkegården i Lourdes, hvor 67 sygdomme, der er blevet kureret mirakuløst i en hellig grottes muddervand, er skrevet i neon, er brystkræft ikke blandt de heldige.

Man får det lidt som med korttrick, hvor man beder publikum pege på et kort, som man så enten siger skal ud eller ind – alt efter hvad der passer en bedst. Det er noget værre gejl.

Calle er i øvrigt heller ikke uden humor. På et tidspunkt, hvor hun er trist til mode, får hun et tegn fra oven, da hun pludselig ser en butik, der hedder det samme som hende, Sophie. Men så viser det sig at være en butik til børn, og hun bryder sig ikke om børn, og i det samme kommer et par med en klapvogn gående imod hende, og hun er ved at brække sig men bemærker, at det er der ingen grund til, da hun allerede har fået det bedre.

Where and When? Lourdeser et fint billede på, hvor svært det er at finde mening i en meningsløs verden, og hvor dejligt det ville være, hvis man kunne få en hjælpende hånd fra oven. Men det er så åbenlyst for enhver, at det, der i virkeligheden står vejen for hendes lykke, er hendes selvoptagethed.

Hun siger selv i begyndelsen i første ramme med tekst, at det ikke handler om, at hun vil afsløre clairvoyanten som svindler eller det modsatte – bevise at hun har evnerne. Hun siger, at det handler om, at hun gerne vil lade sig manipulere og kontrollere, hun vil gerne give op og tage imod den fremtid, som kortene byder hende. Men hun giver aldrig op, hele værket igennem, alle 15 tekststykker, bevarer hun en spydig distance til noget andet end det, hun kender til. Det virker næsten dansk, vi griner også hånligt af alt, der er fremmed, imens vi render til den ene bogstavshealer og talgøgler efter den anden.

Calle møder til sidst den lokale biskop Pére Doze, der giver hende en højstemt og poetisk intro til det åndelige, som hun simpelthen afbryder med ordene: »Men hvad med mig, hvad laver jeg her?«

Engagere sig lidt

Og da hun sidder i grotten med en lille interviewguide, hun har fjollet sig frem til med sine venner og venter på Jomfru Maria eller Den Ubesmittede Undfangelse, som hun kaldte sig, da hun viste sig for en lille pige for 150 år siden, når Calle ikke længere end til at tænde lyset (til 5,50 euro) og erkende, at hun nok burde blive der lidt længere, hvis hun vil have kureret sin mors brystkræft, før hun går igen med ordene: »men restauranten lukker klokken ni …«

Fotografierne, der ledsager teksterne, er smukke. Titelværket, hvor hun selv poserer som Jomfru Maria, imens ‘Lourdes’ står bøjet i neon hen over hendes bryst, er kraftfuldt, og endevæggen, hvor sygdommene som er blevet kureret, står indgraveret i marmor, er virkelig stærkt. Det samme er indlevelsen og nærheden i teksterne. Men det bliver lidt overfladisk, det bliver lidt ligesom at gå på sexmesse med én, der er bornert eller på dyrskue med en kunsthistoriker, glem det. Måske hun skulle prøve at engagere sig lidt, man kan i hvert fald ikke undgå at tænke, at hun burde være blevet hjemme.

WHERE AND WHEN? LOURDES, Galleri Christina Wilson, oktober 2010

3 stjerner – Bjørn Nørgaard, Re-modelling the world. Statens Museum for Kunst, 2010

Tak for den kronologiske gennemgang af Nørgaards værker i en i øvrigt smukt opsat udstilling. Alt står nu lysende klart.

Det begyndte med en kvik, intellektuelt tynget og internationalt orienteret venstresnoet kunstner, og er endt med en forudsigelig småstatsmentalitetsudpenslende, konservativ, masseproducerende, leflende bedsteborger.

Nørgaard begyndte i det helt rigtige selskab, blev misforstået af de forkerte og troede pludselig selv på, at det universelle verdensbillede, han i begyndelsen ikke mente eksisterede, var hans eget.

I værker som for eksempel 3 Podninger og Sammenhobning fra 1967 er der ingen tvivl om udgangspunktet. I 3 Podninger ser vi tre tykke træstubbe, der hver især er bundet sammen med tre pinde ved hjælp af henholdsvis ståltråd, stof og gips. Og i Sammenhobning ser vi en syl i en colaflaske i en tepotte.

Rigtigt eller forkert

Her har vi med en mand at gøre, der har svært ved at forstå sig selv i en kompliceret verden. Den meningsløshed, han oplever, udtrykker han bedst i lige så meningsløse værker. Samtidig lader han os forstå, at vi aldrig kommer til at forstå ham, om han så forstod sig selv.

Han håner os ligefrem, ligesom to objekter, der sammenstilles, aldrig lader sig indfange af faste begreber, men altid vil være genstand for individuelle og kulturelt betingede måder at forstå på, er der heller ingen mulighed for, at vi nogensinde kommer til at se resten af verden med ‘sandfærdige’ øjne.

Nørgaard følte at der, i vores bestræbelser på at forstå og se alting i en sammenhæng, ikke er nogle rigtige eller forkerte svar. Hans verden er ikke vores verden. Der er kort sagt ikke nogen verden at remodellere, da den kun eksisterer for den enkelte. En pointe, han understregede ved ligefrem at opkalde flere værker efter Wittgensteins ord for de kendsgerninger, der udgør verden, nemlig de mange ‘Sagforhold’ også fra 1967.

Hesteofringen i 1970 var et godt værk, der gik galt. ‘Tulle’ blev ofret for sit situationistiske potentiale; når vi ikke kan få kunsten til folket, må vi få folket til kunsten, og hvorfor ikke gøre det med et levende og velkendt objekt? Kniven for struben og livet på museum i glas. Med Ekstra Bladet som partner, så hele befolkningen kan følge med.

Men ingen gad tale om indholdet, alle ville hellere diskutere, om det var kunst eller ej, så uheldigvis kickstartede Hesteofringen det mareridt, kunsten har lidt under lige siden. Skal den diskuteres, er det altid på de yderste rammers præmisser.

Vi så det senest, da en svensk kvinde ville stille spørgsmål ved systemets behandling af det syge individ, ved at videofilme optrækket til et selvmordsforsøg. Ingen talte om indholdet, men alle havde en mening om, om det var kunst.

Det betyder dog ikke, atHesteofringen ikke var et godt værk, bestemt ikke, hvorfor der også bagefter kunne knyttes en række hensigter til det, såsom at det var en kommentar til Vietnamkrigen. Se her usle hyklere, I kan ikke acceptere en halvdød krikke, der bløder, men krigen i Vietnam har I ingen problemer med, fyfy skamme.

Kan de leve med det?

Berømmelsen var dog ikke til at tage fejl af, og værkerne blev både større og mere lumre. Thorvaldsens portrætbuster/Wasserspiegel fra 1976 er stadig en leg med objekter, nu er de blot blevet indhyllet i tunge og letgenkendelige kunsthistoriske referencer, så alle kan være med. Syv buster med grisehoveder i et Thorvaldsen-univers, spejlet i et vandbassin med alt godt fra skulptørens hemmelige værksted og påklistret messingskilte med navnene på en masse banditter.

Reduktionen af kunstneren som formidler af noget bestemt er reduceret til næsten ingenting, det Wittgensteinske univers forlader han endegyldigt, og herefter går det tilsyneladende støt ned ad bakke. Den mand, der få år før fik en flig af superstjernernes Tyskland og herhjemme lavede en række enestående film med sin kone, vil nu have folk til at stå foran et firkantet havebassin og tage stilling til, om de kan leve med den verden, der omgiver dem.

Konservatisme

Samtidig er han begyndt at sætte sig på kommunekasserne. Som en anden Disneyfilm har han taget en sample af sig selv og masseproduceret den til ukendelighed. Klassiske former og værker i forskellige materialer er blevet hans brand.

Det smitter også af på de værker, der ikke er offentlige udsmykninger. Den intellektuelle dybde bliver udskiftet med hyggelige pointer og små, søde ‘stik’ til den borgerlige selvforståelse. I Christian III’s Gravmæle er han rigtig uartig, når han udskifter englen med en gråspurv og kongen med en kop kaffe, og i øvrigt bruger alle mulige materialer lige fra beton til træ og marmor for at sætte en tyk streg under alle de muligheder, man har nu om dage. Ja, sønnike har også så svært ved at finde ud af, hvad han skal være, når han bliver stor, og ja, jeg bliver jo heller ikke yngre, og nej, det var meget lettere dengang i de gode gamle dage, da man kun havde jern, guld eller bronze …

Konservatismen er nu også slået endegyldigt igennem hos den tidligere venstresnoede Nørgaard, der før netop ikke hyldede håndværkstraditionen, men snarere gjorde det modsatte, hans værker var altid udført sløset og tilfældigt uden de store færdigheder.

Oprørsk outsider

Han var muligvis en kopi, da han var god, men han var en god kopi. Han gjorde de internationale tendenser til sine egne. De værker, han producerer i dag, er kun originale, fordi et helt land har udråbt dem som ypperste symbol på kunsten, selv om de har nogenlunde samme kritiske potentiale som brochurerne fra Wonderful Copenhagen.

En beundringsværdig egenskab, om ikke andet så på det strategiske plan, er hans tilsyneladende rolle som oprørsk outsider, selv om han siden han var 20 år gammel har tilhørt parnasset. Men det er en gåde, hvorfor han forlod det intellektuelle til fordel for det økonomiske.

Nørgaard er blevet for kunsten, hvad Nikolaj Lie Kaas er for filmen, et sikkert kort over for de intetanende masser i en småstat hvor man ikke har kunst for at se på det, men for at kunne sige, det er der.

3 stjerner – Nuancer af Sort, Ordrupgaard, 2010

I Thomas Kluges Profeten ser man den samme mand fire gange. Hver gang skærer han i et løg med en stor kniv. Først ser han spørgende mod himlen. Så koncentrerer han sig om løget. Så ser han afventende mod himlen igen, og til sidst ser han direkte mod beskueren. Han sveder og ser ud til at have kæmpet indædt for en guddommelig forbindelse, imens han symbolsk har skåret i evigheden, som om han har taget den som gidsel for at få opmærksomhed fra noget højere, som om kunstneren er kunstverdenen overlegen, men leger forgæves. Institutionen kaster ikke sin frelsende skær den vej, den ser ikke, hvordan han skærer gennem tiden, og fortvivlet ser han mod beskueren, der naturligvis er fuld af harme over denne uretfærdighed.

Kunstnernes kunstner

Kluge er ikke den eneste, der har hængt sit virke op på et martyrium, det har kvinden bag udstillingen Nuancer af Sort også. Merete Sanderhoff, der for et par år siden skrev bogenSorte Billeder, har forvirret alt og alle ved at knytte en præmis om oversethed på de otte udvalgte, uden at uddybe, at de forlængst er genopståe; Kluge er kommet så langt, som hans metier tillader, Bigum har stor succes og anerkendelse, både kommercielt og blandt så sarte beskuere som de tyske kritikere, Kvium er et musealt hit herhjemme og på den livsvarige ydelse, Peter Martensen forefindes i en lang række samlinger, Balder Olrik stoppede selv på toppen af karrieren, Odd Ner-drum er et undergrundshit, Ulrik Møller er kuratorguf med Københavns hotteste galleri, og Preben Fjederholt var noget så eksklusivt som kunstnernes kunstner.

Men denne påståede eksklusion fra en finere kunstscene er naturligvis heller ikke Sanderhoffs ærinde, snarere tværtimod, selv om det er en spændende diskussion, for er der overhovedet nogen, der oplever sig selv som inkluderede? Er kunstscenen ikke snarere kendetegnet ved at have agurkens struktur frem for løgets, er etablissementet ikke snarere sideordnet, så alle er inde og alle er ude, er det ikke netop kunstens natur ikke at kunne lade sig favne af noget system, og kan det ikke netop forklare, hvordan en kunstner som Bjørn Nørgaard kan lave kunst, som om han står udenfor etablissementet, selv om han er etablissementet?

Hån og latterliggørelse

Kunstnerne fremstiller objekter og oplevelser af uforklarlig værdi, hvilket anbringer dem i en uforklarlig situation, der straffer ved aldrig at lade dem opfyldes af fornuftens svalende frugt. De bevæger sig kort sagt i så høje luftlag, at de aldrig kan undgå fra tid til anden at blive ramt af fortvivlelsens ubarmhjertige nedslag. Og måske er succes langt mere ubarmhjertig end som så, da det slet ikke afhænger af værkerne, men af konteksten, som igen styres af faktorer, ingen kan gennemskue.

Kunstens egen Regnar

Billy Childish er et glimrende eksempel på, hvordan alt kan være avantgarde, selv det der ellers virkelig ikke er det. Efter 30 års hån og latterliggørelse opnår den kendte musiker pludselig stor, stor succes, der kulminerer med et enormt salg på den netop overståede messe i Basel.

Næ, Sanderhoffs pointe er snarere, at kunsten i sin for-ivrede jagt efter nye og glattere overflader har aflejret små fordybninger af alvorlig ogaltmodisch menneskeindsigt og intellektuel og fysisk mørke, som hun nu giver en tiltrængt plads i kunsthistorien som passionisterne. Hun er kunstverdenens Regnar Grasten, der kæmper indædt for de kunstnere, som dvæler ved deres værker og ligeså indædt imod de andre, som hun føler overser hendes små genier. Hun er for kunsten, hvad CinemaZone er for filmen altid klar med en hjælpende hånd til dem, der ellers ikke får så pæne ord med på vejen.

Men hvor meget dygtigere er de egentlig til at tale et alment menneskeligt sprog på tværs af tid og rum?

Kvium er virkelig en dvæler. Han tager livets skyggesider og maler det grimme med samme effekt, som T-shirts med heavy metal motiver er uhyggelige.

Vi har brug for ånd

Det dystopiske Re-Kreation Landskab, som forestiller en vulkan, der spyr lava og noget, der spyr jord, som er lagt ovenpå det flade maleri og giver en tredimensionel effekt, er kitschet og lattervækkende frem for foruroligende. Er det virkelig en diskvalifikation fra passionisterne med en smule intelligens i værkerne, eller er der mon ikke andre måder at fortælle om menneskenes grundvilkår på end ved at male grundvilkårene? Er kryds og tværser så også passionerede? Hvorfor al denne tunge, tunge symbolisme, som om passionisterne er bange for, at vi ikke forstår pointerne?

Det intellektuelle mørke er til gengæld indiskutabelt hos Kluge. Her er der virkelig blevet slukket et lys i hovedet. Ja, han maler godt, og advokater er dygtige til at formulere sig på skrift, men er det dem, Gyldendal hyrer til at skrive den næste store samtidsroman? At det overhovedet kan diskuteres længere er uforståeligt, murermestervillaerne står som skamstøtter over det gode håndværk over hele landet for at minde os om, at det ikke er nok at kunne mestre det tekniske. Vi har brug for ånd!

I Ulrik Møllers værker er der virkelig noget uforklarligt, den åbne mund på færgen og det kolde vand der skyller op på stranden og den mørke horisont. Det er næsten for gådefuldt til at kunne komme med i Sanderhoffs kanon, for er sandheden ikke, at passionisterne i virkeligheden er samlet, fordi det ikke er gået op for dem, at mennesket blev fordrevet fra kunsten for snart 100 år siden? Maler Kvium og Kluge ikke netop kedelige dramaer, der kan lede vores tanker bort fra værkets æstetiske kvaliteter og tilbage til os selv? Men er det ikke netop også det, postmodernismen bød velkommen tilbage til? Er der andet i passionismen end, at det er halvmørkt, delvis figurativt og til tider banalt? Er der overhovedet andet end et par tekniske fællestræk mellem de otte kunstnere? Eller er sandheden ikke den, at passionismen blot dækker over de kunstnere, der blev overset af kunstkritikeren Mikael Wivel og co. i 80erne og starten af 90erne? Hvorfor man undrer sig endnu mere, da Sanderhoff og de fleste af de otte så sandelig har fået sin hævn – Wivel er ude, og de er inde. Helt uden Sorte Billeder og bog og lange tvivlsomme udredninger.

De vælter over os, præsentationerne af mindre værker fra galleriernes faste kunstnere, der både skal sikre sommerferien for galleristen, undgå at spilde sløje sommermåneder på hårdt opsparede separatudstillinger og sidst men ikke mindst vise galleriets linje. Henningsen Contemporarys er en af slagsen, der viser en svaghed for den mere sterile og renskurede kunst, hvor brækket hvid er et gennemgående tema.

Emil Salto har fremkaldt en omgang mere af sine roste sort-hvide rum, denne gang i miniformat, hvilket kun gør dem endnu mere magiske. Og Troels Aagaard har klippeklistret, imens Christoffer Munch Andersen har malet en liter tykmælk. Det unge talent Mikkel Carl er ny i galleriet og har lavet et værk, der er typisk for ham: Et maleri på en væg af en gruppe velkendte skeletter fra vores kulturarv, der danser, imens der på gulvet foran står tre 1.200-watts varmeblæsere, så beskueren kan føle, hvordan det er at være i helvede. Heldigvis er det lige så charmerende, som det er kikset.

Den mexicanske kunstner Miguel Calderon blev nationalhelt, da han lavede videoen 17 – 0. Han havde taget de 17 mål, Mexico gennem tiden havde scoret mod arvefjenden Brasilien, klippet dem sammen til at vare 90 minutter, colourgraded dragterne så det lignede den samme kamp og fået en kendt sportskommentator til at lægge et nyt speak henover. Første gang, han viste kampen, var på en pub i Brasilien, hvor han med skjult kamera filmede de intetanende gæster, imens de blev ydmyget. Hjemme i Mexico går folk stadig amok, når de ser den. Undertegnede har set voksne mexicanere græde på en kunstmesse efter blot at have set et enkelt mål.

17 – 0 er et vidunderligt kunstværk om fodbold, fordi det træder ind i bolden og arbejder derfra.

Superstjerner

Det gør udstillingen ‘Kick Off’ i Nikolaj Kirke ikke.‘Kick Off’ er med få undtagelser lavet af mennesker, der tydeligvis er mere interesserede i fodbold som fænomen, end som fodbold. Og derfor bliver det aldrig rigtig godt.

Amel Ibrahimovic (smukt navn) har for eksempel i værket Gallery Champions League, der består af en række mellemstore tegninger, byttet fodboldspillerne ud med kunstverdenens superstjerner i de så velkendte holdopstillinger på plænen inden kamp. Her låner han et klassisk motiv fra fodboldens verden for at fortælle, at han er træt af den kommercielle kunstverden, hvor man dyrker navne og superstjerner frem for kunst, men det er et dumt værk at vise på en fodboldudstilling, da enhver fodboldfan ved, at ingen stjerne er bedre end sine sidste kampe i modsætning til kunstnerne, der kan leve længe på gode venskaber.

Gaaaab

Et andet næsten uudholdeligt værk er Nikeground af gruppen 0100101110101101.org. Gruppen vil gøre byer til levende reklamesøjler ligesom alle de idioter, der går med mærketøj, hvorfor de i Wien lader som om, at Nikes logo skal rejses som skulptur i en park midt i byen. Og resten af videoen går så med at interviewe lokale om ideen og selv iført grisetryner fortælle, hvorfor værket fortæller en masse om … Zzzz… Forbruge … Zzzz … Masse … Zzzz …

Den ultimative udstilling om fodbold havde måske bare været en stor skærm med fodbold. VM-kampene på storskærm i et musealt rum. Vi elsker nemlig fodbold, fordi det er fodbold, ligesom vi elsker vores mænd og koner, fordi de er vores mænd og koner. Sociologiske og antropologiske og til nøds filosofiske undersøgelser af fodbold er nogenlunde ligeså kedeligt som at skulle sætte ord på, hvorfor man har lyst til at knalde med kæresten – man har bare lyst, fordi man har lyst, og der findes ikke noget mere ligegyldigt end læren om små mikroorganismer i pungen, der sender hormoner mod hjernen, der sender blod sydpå.

Knud Pedersen bruger også fodboldspillet til at kritisere noget andet, men får dog væsentlig mere ud af det end Amel Ibrahimovic. Knud arrangerede i 1973 i Oxford Two Ball Football, der gik ud på at spille med to mål. Senere genopførte han værket på Tate, og for blot 10 år siden fik han Brøndbys oldboys til at spille en kamp i mørke. Smukke og brutale billeder af en kompleks verden, som dog på udstillingen kun repræsenteres ved invitationer til kampene samt et par presseklip.

Den argeste rindalist

Der er værker på ‘Kick Off’, der forholder sig til aspekter af fodbold, for eksempel handler flere videoer om hooligans og som i tilfældet med Frank Altschul Jensen, der har lavet er kartotekskort over resultatet i den første af Liverpools kampe hvert år efter hans fødselsdag, handler det om hans egen uforklarlige kærlighed til engelsk fodbold.

Men ligesom en sand fodboldfan ikke behøver at vide, hvem der spiller for at blive oppe en time længere med sit tv, så er der også noget at komme efter i Nikolaj Kirke. Faktisk er der et værk, der kan få selv den argeste rindalist i tale.

Harun Farocki har med 12 skærme i et ikke særlig sexet rum (symptomatisk for hele udstillingen i øvrigt) i værket Deep Play manet fanatismen ud i nye hjørner. Værket varer 215 minutter og er finalen fra sidste VM-slutrunde inklusiv forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Skærm nummer ét viser producerens råoptagelser, altså det feed, der er blevet sendt ud til hele verden inklusiv producerens nærmest musikalske kommentarer til kameramændene omslow motion, ind på manden, bag bolden og stop. Og nederst i skærmen kan man se hastigheder og gennemsnitshastigheder på alle spillere.

Rynken på næsen

På skærm nummer to kan man se VM-stadion fra luften. Lyden er politiradioen. På skærm nummer tre kan man se billedet af banen sat ind i en grid, der forestiller hele banen. Skærm fire følger én italiensk spiller ad gangen med vedkommendes fart på en graf henover billedet.

Skærm nummer fem er ren grafik med alle spillere som prikker og de to bagerste på hver banehalvdel med streger, så man præcis kan se, om der er offside. Skærm nummer seks er ligesom skærm nummer fire – blot med de franske spillere. Nummer syv er en computersimulation af kampen. Nummer otte følger trænerne, imens der henover skærmen ligger et grid, der hele tiden viser pasningerne. Nummer ni er en semantisk fortolkning gennem et neuralt netværk og en computerstemme, der læser op, så det lyder, som om det er en GPS, der kommenterer kampen.

Nummer 10 er et rum med analytikere, der laver perspektiver og afbildninger af kampen til pressebrug. Nummer 11 er kampen i fugleperspektiv. Og nummer 12 viser overvågningskameraerne fra stadion.

Deep Play er så godt et værk, at man kunne sælge det til én, der hader kunst. Man kunne opføre det i Fona, og folk ville få en oplevelse. Det er en god rynken på næsen af noget, millioner af mennesker dyrker som højere end livet, uden at behandle det som noget lidt underlødigt. Det er en pudsig side af lidenskaben, der tages under behandling, men om det helt rækker til en udligning af de kedelige værker er tvivlsomt.

3 stjerner – Bank & Rau, Hesselholdt & Mejlvang, Randi & Katrine og Ingen Frygt, ‘Party and lost’ på Den Frie, 2010

Indledningsvis bør jeg fortælle, at jeg havde en treårig med, der blev fuldstændig forført.

De små øer af overvåget affald gjorde ham helt ekset, fotografiet af kvinderne i en rundkreds, der så hinanden i røven, fik ham til at fnise, grotten af indpakkede gaver fik ham til at hyperventilere, han løb og løb efter hesten med de ni piger og nægtede at tage med hjem selv efter en time.

Hans far derimod havde en mere moderat oplevelse. Det er en god idé at sætte fire grupper sammen. Det er i hvert fald bedre end en gruppeudstilling. Men hvad man som gæst skal med en undersøgelse af, hvordan kunstnerkollektiv foregår som kunstnerkollektivkollektiv, er begrænset.

Et fælles udtryk er man ikke kommet frem til. Bank & Rau, Hesselholdt &Mejlvang, Randi & Katrine og Ingen Frygt har fået sat hvert deres aftryk. Fra stilige sorte master, der vender på hovedet, til ‘grimme’ fotografier. Og selv for dem, der ikke kender de pågældende grupper godt, vil det være tydeligt, at det er forskellige kræfter, der har trukket læsset i de forskellige rum. Til gengæld virker det til, at de har haft det sjovt, og det gør samværet med værkerne mere behageligt, om end de er overfyldte med al det pseudopjat, som Afgang 2010 var befriet for.

Christoffer Egelund er mere og mere ved at være et interessant sted at orientere sig i forhold til kunstscenen. Profilen er bred og fuld af overraskelser, som for eksempel på den nuværende udstilling hvor svenske Michael Johansson har skilt hverdagsobjekter som en cykel og et el-piskeris ad og sat dem sammen igen i ‘rammer’, som var det helstøbt plastiklegetøj, der kun venter på at blive ‘trykket ud’ og samlet.

Det ligner en kikset forbrugerkritik af vores brug-og-smid-væk-kultur, men i et overraskende format. Hvor tit ser man det!?

Pind, som alle elsker, er også mærkelig. Han har fundet eller skåret tre stykker sort gummi ud, så det næsten ligner et flag. Det i nederste venstre hjørne hedder ‘Dostojevskij’. Anna Fro Vodder har lavet en lille bog, hvor der er standset en lille firkant ud. På firkanten er der et billede af et billede. Det er meget pige-ømt.

Thomas Fleron Jørgensen har fundet en række tegninger signeret ‘Jivian Mukti 1977 – 2010’. På den første er der tegnet en bøf, der ligger i noget gult. Under den står der: »Bøffen skal bade i bearnaise.«

Ulrik Heltoft er også med!

3 stjerner – INDIAN HIGHWAY på HEART, 2010

Herning kom først! Museet Heart vandt kapløbet om at vise den første store udstilling herhjemme med indisk kunst. Og hurra for det, betalingen er allerede faldet i form af dejlig medieeksponering og dermed øget opmærksomhed fra magthavere, kommunale pampere og andet skidt.

Helt kort fortalt er udstillingen, som er en vandrende udstilling, der før har været vist i London og Oslo og bagefter skal til Indien, blevet til, fordi de indiske kunstpriser er steget voldsomt. I 1995 solgte Christies for fire millioner kroner indisk kunst. I 2008 var vi oppe på 250 millioner, og samme år blev Indian Highway født.

Et voldsomt hype

Det skyldes naturligvis ikke, at kunsten i Indien er blevet bedre, men at Indien er et land i økonomisk vækst. Og hvad skal alle de nye indiske millionærer have? De skal da have værker af kendte indiske kunstnere, hvorfor vestlige og kinesiske spekulanter opkøber dem i stor stil.

Det ser de vestlige og kinesiske gallerister, og især i krisetider må man udvikle butikken, hvorfor de tåbelige kinesiske kunstnere over natten er udskiftet med ligeså ligegyldige indiske kunstnere.

Og når først gallerierne er på, så ved vi hvem, der kommer logrende … Museerne.

Men ligesom en rig kvinde uden forstand på tøj, der får at vide, at Versace er moderne, hurtigt kan komme til at se lidt sjov ud, når hun iklæder sig det fra top til tå, så er der også masser af guf på udstillingen ‘Indian Highway’ til ham eller hende, der stadig drømmer sig tilbage til rejsen til Goa i ‘95, for højskolen, der har Indientema eller Steiner-børnehaven, der mangler inspiration til det sidste affald.

Værkerne i ‘Indian Highway’ er kort sagt kurateret, så størstedelen af værkerne kræver en indgående interesse for Indien. For ikke at sige medlidenhed.

For eksempel har Bose Krishnamachari sat et stillads op med 108 blikdåser med små skærme i og hovedtelefoner, der skal give et indblik i hverdagen i millionbyen Mumbai. Det kunne en guidebog have klaret bedre. Hvis det da ikke havde været for den rørende ledsagende tekst, der pædagogisk fortæller, at blikdåserne er såkaldte ‘tiffins’, som er de beholdere, damerne pakker deres mænds mad i, inden de sender dem afsted på arbejde. Og så ved man det, imens man leder efter en valutakurs og en liste over trestjernede hoteller.

Større end os

Man skal virkelig have spist meget indisk mad for at kunne lade sig forføre, og desværre smitter det også af på de gode værker, at der hele tiden er et stort land i vejen, når man går rundt med åbent sind og hænderne ned langs siden.

Bharti Khers hvalhjerte An Absence of Assignable Cause, som hun har fremstillet med stor detaljerigdom i glasfiber, er for eksempel et mageløst værk, der er lavet af et menneske til mennesker med et universelt kunstsprog, der samler i stedet for at dunke beskueren i hovedet med 500 kulturelle forskelligheder.

Som hjertet ligger der på størrelse med en bil, ligner det en kvinde i kjole, der ligger på siden og løfter det øverste ben op og ned. Det forestiller noget så simpelt som et liv, der er større end os.

Overraskende smukt

Værket er ikke forceret, kunstneren har tænkt en tanke, hvorefter hun har dekoreret det med det, hun har ved hånden – små bindier, de små runde mærker kvinderne sætter i panden, som i dette tilfælde fremstår eksotisk, men uden en lokalpolitisk vinkel. Måske er der noget med ægteskab og øjne i panden, men det er ikke noget, der står i vejen for mødet med verdens største hjerte – tværtimod har hun blot udnyttet bindiernes dekorative potentiale.

Og så står vi pludselig med et overraskende smukt, formelt og originalt værk, der åbner for en verden af tanker og glæde, hvorimod de mange lumre og forudindtagede værker på udstillingen lukker alt omkring sig.

Ud-af-kroppen-oplevelse

Der er selvfølgelig også andre værker, der holder sig under kvalmegrænsen, for eksempel et slot af olietønder, man kan kravle ind i, et maleri med en fisk, en opstilling af indisk køkkengrej samt Subodh Guptas installation af et kontor i en regeringsbygning med skriveborde, stole og arkivskabe med originale dokumenter. Sidstnævnte trækker ligeså meget på vores Hollywood-forestillinger af Indien, som det gør nar af museernes rigiditet og søvndyssende forstokkede konservatisme.

Det bedste værk er dog uden tvivl Amar Kanwars efterhånden berømte videoværk The Lightning Testimonies fra 2007, der udspiller sig på otte synkrone videoprojektioner på alle fire vægge i et stort rum. På én skærm fortæller en kvinde om dengang, hun mistede sin datter, på en anden fortælles historien om 39 dræbte og på en tredje sort hvide fotos og så videre. Det hele handler om 75.000 kvinder, der blev bortført og dræbt eller misbrugt i 1947 i forbindelse med delingen af Indien, og gennem sange, digte og fortællinger bliver man hurtigt forvirret, trist og ramt helt ind i hjertet, indtil det hele bliver for meget, og man får den samme ud-af-kroppen-oplevelse, som de overlevende kvinder, der heller ikke burde være i stand til at leve efter det, de har oplevet. Og så kommer den dårlige samvittighed over at være født så privilegeret. Og så lykkes det alligevel for dem at få sneget noget etnohype ind i os!