3 stjerner
Jeg hørte engang en historie om Miles Davis. Hver gang han havde fundet på en ny melodi, havde han brug for en trommerytme, der kunne få den op at flyve.
Engang sad han med en ung trommeslager, der ikke kunne finde ud af det. Uanset hvad han prøvede, syntes Miles Davis ikke, at det duede.
Efter to dage, hvor de var lige ved at give op, sagde Miles Davis til trommeslageren, at han skulle prøve at spille noget virkelig dumt.
»Ok,« sagde trommeslageren og spillede noget rent nonsens.
»Perfekt,« sagde Miles Davis.
»Prøv så at spil det modsatte.«
Så smed trommeslageren stikkerne, nu gad han ikke længere.
Så sagde Miles Davis: »Har du overhovedet nogen idé om, hvor jeg vil hen?«
»Nej.«
»Det har jeg heller ikke. Men vi ved det, når vi har det.«
Mærk dig hans ord. ‘Vi ved det, når vi har det’. Det er i det grænseland,Forårsudstillingen 2011 burde ligge. Det burde være en institution, hvor man kunne se det, man ikke vidste fandtes. Det burde være et sted, hvor man kunne sende det kunst hen, man simpelthen ikke anede om holdt eller ikke holdt. Så kunne juryen vælge dét ud, vi aldrig havde set før. Og så kunne vi spadsere rundt i en heksekeddel af lort, hvor der pludselig en dag ville ligge en diamant af det pureste fremtid. Og vi ville
kunne omfavne den, og vi ville vide, at nu var den her. Der fandtes noget derude, vi ikke havde set før. (mere…)
