NEW DEALS øger og optimerer private og offentlige virksomheders samarbejde med medier og politikere. +45 7020 4543 info@newdeals.dk
3 stjerner – Bjørn Nørgaard, Re-modelling the world. Statens Museum for Kunst, 2010
Tak for den kronologiske gennemgang af Nørgaards værker i en i øvrigt smukt opsat udstilling. Alt står nu lysende klart.
Det begyndte med en kvik, intellektuelt tynget og internationalt orienteret venstresnoet kunstner, og er endt med en forudsigelig småstatsmentalitetsudpenslende, konservativ, masseproducerende, leflende bedsteborger.
3 stjerner – Nuancer af Sort, Ordrupgaard, 2010
I Thomas Kluges Profeten ser man den samme mand fire gange. Hver gang skærer han i et løg med en stor kniv. Først ser han spørgende mod himlen. Så koncentrerer han sig om løget. Så ser han afventende mod himlen igen, og til sidst ser han direkte mod beskueren. Han sveder og ser ud til at have kæmpet indædt for en guddommelig forbindelse, imens han symbolsk har skåret i evigheden, som om han har taget den som gidsel for at få opmærksomhed fra noget højere, som om kunstneren er kunstverdenen overlegen, men leger forgæves. Institutionen kaster ikke sin frelsende skær den vej, den ser ikke, hvordan han skærer gennem tiden, og fortvivlet ser han mod beskueren, der naturligvis er fuld af harme over denne uretfærdighed.
3 stjerner – ‘I know what everybody did last summer’ på Henningsen Contemporary, 2010
De vælter over os, præsentationerne af mindre værker fra galleriernes faste kunstnere, der både skal sikre sommerferien for galleristen, undgå at spilde sløje sommermåneder på hårdt opsparede separatudstillinger og sidst men ikke mindst vise galleriets linje. Henningsen Contemporarys er en af slagsen, der viser en svaghed for den mere sterile og renskurede kunst, hvor brækket hvid er et gennemgående tema.
3 stjerner – Kick Off 1 – 0 til samtidskunsten, i Kunsthallen Nikolaj
Den mexicanske kunstner Miguel Calderon blev nationalhelt, da han lavede videoen 17 – 0. Han havde taget de 17 mål, Mexico gennem tiden havde scoret mod arvefjenden Brasilien, klippet dem sammen til at vare 90 minutter, colourgraded dragterne så det lignede den samme kamp og fået en kendt sportskommentator til at lægge et nyt speak henover. Første gang, han viste kampen, var på en pub i Brasilien, hvor han med skjult kamera filmede de intetanende gæster, imens de blev ydmyget. Hjemme i Mexico går folk stadig amok, når de ser den. Undertegnede har set voksne mexicanere græde på en kunstmesse efter blot at have set et enkelt mål.
3 stjerner – Bank & Rau, Hesselholdt & Mejlvang, Randi & Katrine og Ingen Frygt, ‘Party and lost’ på Den Frie, 2010
Indledningsvis bør jeg fortælle, at jeg havde en treårig med, der blev fuldstændig forført.
De små øer af overvåget affald gjorde ham helt ekset, fotografiet af kvinderne i en rundkreds, der så hinanden i røven, fik ham til at fnise, grotten af indpakkede gaver fik ham til at hyperventilere, han løb og løb efter hesten med de ni piger og nægtede at tage med hjem selv efter en time.
Hans far derimod havde en mere moderat oplevelse. Det er en god idé at sætte fire grupper sammen. Det er i hvert fald bedre end en gruppeudstilling. Men hvad man som gæst skal med en undersøgelse af, hvordan kunstnerkollektiv foregår som kunstnerkollektivkollektiv, er begrænset.
Et fælles udtryk er man ikke kommet frem til. Bank & Rau, Hesselholdt &Mejlvang, Randi & Katrine og Ingen Frygt har fået sat hvert deres aftryk. Fra stilige sorte master, der vender på hovedet, til ‘grimme’ fotografier. Og selv for dem, der ikke kender de pågældende grupper godt, vil det være tydeligt, at det er forskellige kræfter, der har trukket læsset i de forskellige rum. Til gengæld virker det til, at de har haft det sjovt, og det gør samværet med værkerne mere behageligt, om end de er overfyldte med al det pseudopjat, som Afgang 2010 var befriet for.
3 stjerner – ‘Meaning of Void’ på Galleri Christoffer Egelund, 2010
Christoffer Egelund er mere og mere ved at være et interessant sted at orientere sig i forhold til kunstscenen. Profilen er bred og fuld af overraskelser, som for eksempel på den nuværende udstilling hvor svenske Michael Johansson har skilt hverdagsobjekter som en cykel og et el-piskeris ad og sat dem sammen igen i ‘rammer’, som var det helstøbt plastiklegetøj, der kun venter på at blive ‘trykket ud’ og samlet.
Det ligner en kikset forbrugerkritik af vores brug-og-smid-væk-kultur, men i et overraskende format. Hvor tit ser man det!?
Pind, som alle elsker, er også mærkelig. Han har fundet eller skåret tre stykker sort gummi ud, så det næsten ligner et flag. Det i nederste venstre hjørne hedder ‘Dostojevskij’. Anna Fro Vodder har lavet en lille bog, hvor der er standset en lille firkant ud. På firkanten er der et billede af et billede. Det er meget pige-ømt.
Thomas Fleron Jørgensen har fundet en række tegninger signeret ‘Jivian Mukti 1977 – 2010’. På den første er der tegnet en bøf, der ligger i noget gult. Under den står der: »Bøffen skal bade i bearnaise.«
Ulrik Heltoft er også med!
3 stjerner – INDIAN HIGHWAY på HEART, 2010
Herning kom først! Museet Heart vandt kapløbet om at vise den første store udstilling herhjemme med indisk kunst. Og hurra for det, betalingen er allerede faldet i form af dejlig medieeksponering og dermed øget opmærksomhed fra magthavere, kommunale pampere og andet skidt.
Helt kort fortalt er udstillingen, som er en vandrende udstilling, der før har været vist i London og Oslo og bagefter skal til Indien, blevet til, fordi de indiske kunstpriser er steget voldsomt. I 1995 solgte Christies for fire millioner kroner indisk kunst. I 2008 var vi oppe på 250 millioner, og samme år blev Indian Highway født.
Det skyldes naturligvis ikke, at kunsten i Indien er blevet bedre, men at Indien er et land i økonomisk vækst. Og hvad skal alle de nye indiske millionærer have? De skal da have værker af kendte indiske kunstnere, hvorfor vestlige og kinesiske spekulanter opkøber dem i stor stil.
Det ser de vestlige og kinesiske gallerister, og især i krisetider må man udvikle butikken, hvorfor de tåbelige kinesiske kunstnere over natten er udskiftet med ligeså ligegyldige indiske kunstnere.
Og når først gallerierne er på, så ved vi hvem, der kommer logrende … Museerne.
Men ligesom en rig kvinde uden forstand på tøj, der får at vide, at Versace er moderne, hurtigt kan komme til at se lidt sjov ud, når hun iklæder sig det fra top til tå, så er der også masser af guf på udstillingen ‘Indian Highway’ til ham eller hende, der stadig drømmer sig tilbage til rejsen til Goa i ‘95, for højskolen, der har Indientema eller Steiner-børnehaven, der mangler inspiration til det sidste affald.
Værkerne i ‘Indian Highway’ er kort sagt kurateret, så størstedelen af værkerne kræver en indgående interesse for Indien. For ikke at sige medlidenhed.
For eksempel har Bose Krishnamachari sat et stillads op med 108 blikdåser med små skærme i og hovedtelefoner, der skal give et indblik i hverdagen i millionbyen Mumbai. Det kunne en guidebog have klaret bedre. Hvis det da ikke havde været for den rørende ledsagende tekst, der pædagogisk fortæller, at blikdåserne er såkaldte ‘tiffins’, som er de beholdere, damerne pakker deres mænds mad i, inden de sender dem afsted på arbejde. Og så ved man det, imens man leder efter en valutakurs og en liste over trestjernede hoteller.
Man skal virkelig have spist meget indisk mad for at kunne lade sig forføre, og desværre smitter det også af på de gode værker, at der hele tiden er et stort land i vejen, når man går rundt med åbent sind og hænderne ned langs siden.
Bharti Khers hvalhjerte An Absence of Assignable Cause, som hun har fremstillet med stor detaljerigdom i glasfiber, er for eksempel et mageløst værk, der er lavet af et menneske til mennesker med et universelt kunstsprog, der samler i stedet for at dunke beskueren i hovedet med 500 kulturelle forskelligheder.
Som hjertet ligger der på størrelse med en bil, ligner det en kvinde i kjole, der ligger på siden og løfter det øverste ben op og ned. Det forestiller noget så simpelt som et liv, der er større end os.
Værket er ikke forceret, kunstneren har tænkt en tanke, hvorefter hun har dekoreret det med det, hun har ved hånden – små bindier, de små runde mærker kvinderne sætter i panden, som i dette tilfælde fremstår eksotisk, men uden en lokalpolitisk vinkel. Måske er der noget med ægteskab og øjne i panden, men det er ikke noget, der står i vejen for mødet med verdens største hjerte – tværtimod har hun blot udnyttet bindiernes dekorative potentiale.
Og så står vi pludselig med et overraskende smukt, formelt og originalt værk, der åbner for en verden af tanker og glæde, hvorimod de mange lumre og forudindtagede værker på udstillingen lukker alt omkring sig.
Der er selvfølgelig også andre værker, der holder sig under kvalmegrænsen, for eksempel et slot af olietønder, man kan kravle ind i, et maleri med en fisk, en opstilling af indisk køkkengrej samt Subodh Guptas installation af et kontor i en regeringsbygning med skriveborde, stole og arkivskabe med originale dokumenter. Sidstnævnte trækker ligeså meget på vores Hollywood-forestillinger af Indien, som det gør nar af museernes rigiditet og søvndyssende forstokkede konservatisme.
Det bedste værk er dog uden tvivl Amar Kanwars efterhånden berømte videoværk The Lightning Testimonies fra 2007, der udspiller sig på otte synkrone videoprojektioner på alle fire vægge i et stort rum. På én skærm fortæller en kvinde om dengang, hun mistede sin datter, på en anden fortælles historien om 39 dræbte og på en tredje sort hvide fotos og så videre. Det hele handler om 75.000 kvinder, der blev bortført og dræbt eller misbrugt i 1947 i forbindelse med delingen af Indien, og gennem sange, digte og fortællinger bliver man hurtigt forvirret, trist og ramt helt ind i hjertet, indtil det hele bliver for meget, og man får den samme ud-af-kroppen-oplevelse, som de overlevende kvinder, der heller ikke burde være i stand til at leve efter det, de har oplevet. Og så kommer den dårlige samvittighed over at være født så privilegeret. Og så lykkes det alligevel for dem at få sneget noget etnohype ind i os!
3 stjerner – Cosmos på Kunstcentret Silkeborg Bad, 2010
Det første, der møder én, er et maleri med fem ord i formskrift. Det øverste er ‘orden’ og det nederste er ‘chaos’. I midten på en grøn matrix står tre ord, der er ulæselige, det er computergenerede stillbilleder af processen hvor ‘orden’ bliver til ‘chaos’, altså hvor ‘o’et bliver til et ‘c”, ‘r’et bliver til et ‘h’ og så videre. Frithioff Johansen har hermed mindet os om en piktografisk eller uvirkelig virkelighed bag de begreber, vi bruger til at forstå livet.
Samme værk er lavet som hologram på en sokkel af patineret messing, hvor ordene skriver sig selv om, alt efter fra hvilken vinkel man betragter skærmen.
Hvis man stoppede anmeldelsen og udstillingen her, ville den fremstå som hypermoderne. Stod soklen og maleriet alene i et stort hvidt rum – minus den lange kedsommelige forklaring på væggen – ville man ligeså godt kunne befinde sig på et hot storbygalleri.
Det gør vi som bekendt ikke. Og Frithioff Johansen kan i øvrigt alligevel ikke styre sig og må absolut gentage kunststykket direkte ned i kunstkræmmermarkedet med ‘sandt’ og ‘falsk’ og ‘black’ og ‘white’.
Cosmos er en af de udstillinger, der er interessant og spændende, tager lang tid, ligner stor kunst, kan forsvares som kunst, men som alligevel ikke helt er der. Der er ingen tvivl om, at mængden af kvaliteter er stor, men det, der slår én hårdest i hovedet, er alligevel fraværet af blod fra de tunge vener. Vi befinder os kort sagt i en begyndende kunstnerisk udposning, en gevækst der muligvis lever af det samme som hjertet og hovedet, men som alligevel med lethed kunne skæres væk og kasseres.
Ulla Enevoldsen har for eksempel lavet en videoinstallation med forskellige personer, der vises på en stor iskrystal med en akkompagnerende tekst om, at vand er grundlag for alt liv på jorden. Og Bente Sommerfeldt-Colberg har fyldt et rum med en åndende klode – en stor jordklode, der langsomt bliver pustet helt op, hvorefter halvdelen af luften bliver lukket ud igen.
Der er også værker, der balancerer på grænsen, for eksempel har Frode Gundorf Nielsen lavet et næsten helt igennem vellykket kunstværk efter alle hypermoderne æstetisk-poetiske forskrifter. Hans lydskulptur Alien Tapdance er en 15 minutters semi-interaktiv koncert opført af tre vandglas med slanger og luft, en edderkop af stive tråde, der slår mod bordet den står på, og metalplader på væggen. Det hele styres af trykluft og lyder dragende og inciterende og lever fuldt op til titlen.
Den eneste anke, som trækker i retning af det føromtalte kræmmermarked eller kunstneriske tidslomme, er æstetikken. Værket er udført i trækasser, der ligner noget, B&O kunne have lavet i et håbløst forsøg på at tækkes Bo Bedre-segmentet. Det er kikset og snedkeragtigt, langt fra den sterilitet, der ville have løftet værket op på øverste etage. En etage hvor naboværket, Kaarina Kaikkonens Mit Omrids, der består af lange strimler toiletpapir, som danner en enorm rund Anish Kapoor-lignende form i salen ud mod Ørnsø, sandsynligvis befinder sig. Og hvor også Kim Grønborgs totalinstallation med spejle og kontormøbler, Ugo Rondinones drømmeagtige tryk af stjernehimlen og Astrid Kroghs Circle Light i aluminium og LED-lys hører hjemme.
Men kan det virkelig passe, at forskellen på succes og fiasko er så hårfin, er kunsten virkelig så ondskabsfuld? Er den ligeså modbydelig som moden, der kan dømme et bukseben ude, hvis folden er en millimeter forkert?
Ja. Der er sket et skred i kunsten, den har flyttet sig fra at være undersøgelser, der spejler virkeligheden, til højst at være overvejelser, der spejler spejlingerne. Kunsten fjerner sig hele tiden længere og længere fra virkeligheden. Og her efterlades en lang række kunstnere i ingenmandsland.
Men har det nogen betydning for Silkeborg, kan de ikke leve fint med at fremstå som et kunstkræmmermarked anno 2000? Er det ikke kun hos dem, der befinder sig foran dem, at de fremstår sådan? Er det ikke kun i deres øjne, at det, de laver, ikke længere er god kunst?
Desværre er den kunstneriske virkelighed nådesløs. Følg med eller dø.
Lad os tage eksemplet med den åndende klode: Sommerfeldt-Colberg undersøger en idé om, at jordkloden er en levende organisme. Det viser hun os ved at puste en stor jordklode først helt op, så lukke luften halvt ud af den, og så op igen. Måske en stor kunstnerisk bedrift for få år siden. I dag højst en veludført metafor eller illustration for en banal og ordinær tanke. Havde hun skulle bruge tanken, skulle hun have spejlet ideen endnu engang og blot ladet en lille rød ballon puste op og ud.
Et andet eksempel på, hvordan det ikke er muligt at stige på andre dele af idékaravanen end den forreste vogn, er den totale diskvalifikation af kulturminister Per Stig Møller, da han røbede, at han ikke mente, at Manzonis lort på dåse var kunst. Han kunne have ment, at det var dårlig kunst, men i og med, at han dømmer hele ideen om moderne kunst ude og i stedet åbenbart prøver at tænke sig 100 år tilbage til dengang, hvor kunsten var et vindue til virkeligheden, gør han sig skyldig i en forbrydelse, der er ligeså alvorlig som at tro, at man kan vælge at tro, at jorden ikke er rund.
Den nye kunst spejler spejlingerne af virkeligheden i æstetisk-poetiske statements. Selvfølgelig tager den fejl. Selvfølgelig kommer der nye erkendelser, metoder og teknikker, men kunsten bliver aldrig rullet baglæns: Uanset hvor velgennemtænkte de mange værker på Cosmos så end må være.
3 stjerner – Hjemlige Billeder, Fotografisk Center, 2010
Man skal helst ikke være alt for træt, når man besøger Fotografisk Center for tiden.
Laura Stamers ’Hjemlige Billeder’ er smukt komponerede med sammensatte billeder, der ikke ser sammensatte ud, forskellige rum og forskellige detaljer – alt sammen fotograferet i Den Gamle By i Århus og lignende museer i Europa.
Og det griber da fat i noget bag hjernebarken, den gamle æstetik er smuk og poetisk, og detaljer, som er lavet for at pifte en husmors tarvelige liv op, kan pludselig bruges til noget så dekadent som kunst.
Hvis man stadig er vågen, tænker man over det at have et hjem, og hvordan man arrangerer sig, og man tænker måske sågar på, hvordan det havde været at leve der dengang.
Man tænker, at man er glad for at leve i dag, fordi man så har frihed til at gøre, hvad man vil. Og man spørger sig selv, om man nu også er så fri, som man går og tror.
Men kunst kan også få for stort et skvæt teknisk fotografi og kunsthåndværk over sig, og vi nærmer os kanten. De detaljer, Laura Stamer hviler kameralinsen ved, er så små, underspillede og grænsende til det kedelige, at man tænker sig om en ekstra gang, før man gør det samme ved billederne.
3 stjerner – Things that matter a lot. Galleri Christoffer Egelund, 2010
Områder er efterladt umalede og hvide og ser tilfældige ud, selv om det selvfølgelig ikke er det, og man skal ikke have læst meget tekst-tv de sidste par år for relativt hurtigt at fatte, at det har de fem kunstnere også.
Det handler om at være forvirret i en forvirret tid. John Kørners er repræsenteret ved et soldatermaleri, der, i modsætning til de andre soldatermalerier han har lavet, er blevet tilført et stænk alvorlig poppluralisme med en silketrykt række kloge hoveder i luften omkring den døde soldat.
Benny Dröscher arbejder stadig uden horisonter, som om man ligger på den og ser op igennem træerne, og der er blevet plettet af et atomangreb mod naturen.
Det er kompositorisk i orden, men stadigvæk feminint og kedeligt. Trine Boesen er blevet bedre med årene, men hun har det stadig skidt med rovdriften på naturen, og Theis Wendt har set sig lun på noget overvågning i et par store og flotte tegninger af mennesker, der lyser på hinanden, og en stor bygning, der lyser på en skov.
Nina Saunders har den dårlige samvittighed til fælles med de fire andre. Hun blander møbler og dyr og forsøger på den måde at fortælle os om, hvordan vi ikke er hævet over naturen, som vi tror, men er dybt afhængig og meget påvirkelige.
En fugl flyver ud af puden på en lænestol og strækker den ud, så den simpelthen bliver for smal til at kunne sidde i, åh nej, naturen forvrænger alt det, et menneske har mest kært. Nu kommer regneormene og overtager vores huse. Godt, vi fik så meget frost.