Exile er sovset ind i en misforstået kunstnervirkelighed
2 stjerner – Exile, Silkeborg Bad, 2009
En forudsætning for oplevelse af al kunst er, at man æder præmissen. Her er noget, der betyder noget mere og andet end det lærred, ler og maling, det er lavet af. Problemet på Silkeborg Bad for tiden er lige omvendt. Hvis man æder præmissen, bliver man slemt skuffet.
(Når over 30 kunstnere udstiller, vil der dog altid være gode værker imellem, men lad os ikke give Silkeborg Bad æren for undtagelserne, men i stedet koncentrere os om al den elendighed, de byder os.)
De vil gerne sælge os ideen om at ville lære os noget om at være i eksil. Og set med kuratorernes øjne er temaet som sådan ganske genialt, da alt kunst på den ene eller anden måde handler om fremmedgørelse og derfor passer som fod i hose, hvis man gerne vil invitere sine venner og kunne forsvare det intellektuelt, men nu er dette jo ikke politik, hvor befolkningen og medierne æder alt råt, hvis blot det kan begrundes retorisk.
Topmålet af idioti er, når vi skal se på mellemøstlig kunst ene og alene af den grund, at de oftere lever i eksil. Det svarer til at sætte et billede af Gorbatjov på en pakke russisk salat og tro, at den så smager bedre. Dokumentation af en hverdag i eksil fortæller kun en række nøgne data og ikke meget af kunstnerisk værdi.
Endnu værre står det til med Karen Kjær Laursen, der udstiller en række kufferter, et par gamle sæder fra et tog og en lang bane tapet med billeder af kufferter. Kufferter, rejse, eksil… Karen Kjær Laursen må regne os som komplet idioter, der er ingen anden forklaring. Enten er hun retarderet eller også er der nogen, der har bildt hende ind at publikum er. Begge dele må være tilfældet, når man ser næste værk, en video af forskellige personer fra Tibet, der forklarer, hvad navnet betyder for dem. »Tibet er et land, et smukt land, et unikt land, med gode mennesker«. Det er amatør-tv. Det er et mediehøjskolefredagsprojekt. Det er en fornærmelse at vise på et kunstmuseum. Fuck jer, Silkeborg Bad!
Tissekoneregler
Da Line Baun-Danielsen i Go Morgen Danmark kaldte en sort mand i en kano for en abe, sagde hun i det mindste undskyld bagefter. Det gør I ikke engang. Tværtimod har I anbragt en tekst sammen med videoen, hvor der står at værket er »oprigtigt, bevægende, overraskende og udfordrende på uforudsete måder«. Det svarer til, at Line Baun fulgte op med et interview med en dyrepasser fra zoo. Hun havde været færdig i tv-branchen. I burde også frakendes enhver ret til at udstille kunst.
Af de mere absurde indslag er der uden for på græsset parkeret fem norske campingvogne, der er kunstificeret efter alle aftenskolens tissekoneregler, så de nu ligner offentlige toiletter forklædt som sandslotte inklusiv symboler for alt fra middelalder til bryllupper i en grisset indpakning.
Og indenfor har man ladet en reklamefotograf lege kunstner, det sker hvert år et eller andet sted i landet, og det er lige komisk hver gang. Kim Wendt har taget sine reklamefoto og smækket dem på fladskærm i en spejl trekant med Bukowski-citater på siden og høretelefoner med TV2-jingles. Men det er ikke amatørismen, der er det komiske, men mere det at Kim Wendt tror, der skal så meget til for at snyde kunstverdenen. Kim, de var allerede hoppet på den, da de hørte, du havde fotograferet en tom plads i København!
De gode ved selv, hvem de er, men til de andre må vi hellere sætte navne på: Jeanette Land Schous video Turn, hvor hun filmer en fremmed bil er fremragende, Bent Hedeby Sørensens fotografier af sig selv med kvindekunstnere projiceret ovenpå er dejlig småperverse, og Nermin Durakovics upersonificering af noget så upersonligt som en flygtningeankomstlejr og hans ditto personalisering af den med rigtige møbler er pissegode.
Men lad os nu dvæle en sidste gang ved stinkerne: Problemet er, at kunstnerne er udvalgt af kunstnere, der lider af den misforståelse, at de tror, at alt, hvad der kommer fra en kunstner, er genialt og fortjener udbredelse. Dette er ikke tilfældet. Alle er kunstnere, men det er kun ganske få, der mestrer den svære disciplin at formidle en medfødt kortslutning på en måde, så alle kan relatere til deres følelse af at være fremmed uden måske nødvendigvis at kunne forklare hvordan. Men de fleste der besøger Louisiana kommer også kun for bygningerne og kaffen, så op med humøret Silkeborg Bad og bedre held næste gang.
