Archive for the ‘2 stjerner’ Category

JEG KEDER MIG

tirsdag, juni 29th, 2010

2 stjerner – Per Mølgaard, So much human and so less divine på Galleri Susanne Ottesen, 2009

Små blyantstegnede foroverbøjede personer i et hvidt umalet felt midt i maleriet, omgivet af vilde, men flotte kunstnerstrejf med penslen og en masse træer. En person siddende på en havestol, med ansigtet vendt mod det hvide lys mellem farverne og træerne. Jo tak, man husker sig selv fra sin barndom råbe: ‘Moooaar, jeg keeeeeeeeder mig.’

Og skal man være helt ærlig, hvorfor kigger alle personerne så væk? Hvad er det Per Mølgaard gerne vil fortælle os? At der er svært at tegne ansigter? Eller kigger de ind i ingenting fordi der ingenting er at kigge efter i værkerne?

Stakkels Susanne Ottesen, hele verden lå for hendes fødder, men hun kunne bare ikke finde ud af at forny sig. Og nu har hun fået en maskulin kedelig udgave af nostalgirealisten Lise Blomberg Andersen…

Stol ikke på en kunstner

tirsdag, juni 29th, 2010

Exile er sovset ind i en misforstået kunstnervirkelighed

2 stjerner – Exile, Silkeborg Bad, 2009

En forudsætning for oplevelse af al kunst er, at man æder præmissen. Her er noget, der betyder noget mere og andet end det lærred, ler og maling, det er lavet af. Problemet på Silkeborg Bad for tiden er lige omvendt. Hvis man æder præmissen, bliver man slemt skuffet.

(Når over 30 kunstnere udstiller, vil der dog altid være gode værker imellem, men lad os ikke give Silkeborg Bad æren for undtagelserne, men i stedet koncentrere os om al den elendighed, de byder os.)

De vil gerne sælge os ideen om at ville lære os noget om at være i eksil. Og set med kuratorernes øjne er temaet som sådan ganske genialt, da alt kunst på den ene eller anden måde handler om fremmedgørelse og derfor passer som fod i hose, hvis man gerne vil invitere sine venner og kunne forsvare det intellektuelt, men nu er dette jo ikke politik, hvor befolkningen og medierne æder alt råt, hvis blot det kan begrundes retorisk.

Topmålet af idioti er, når vi skal se på mellemøstlig kunst ene og alene af den grund, at de oftere lever i eksil. Det svarer til at sætte et billede af Gorbatjov på en pakke russisk salat og tro, at den så smager bedre. Dokumentation af en hverdag i eksil fortæller kun en række nøgne data og ikke meget af kunstnerisk værdi.

Endnu værre står det til med Karen Kjær Laursen, der udstiller en række kufferter, et par gamle sæder fra et tog og en lang bane tapet med billeder af kufferter. Kufferter, rejse, eksil… Karen Kjær Laursen må regne os som komplet idioter, der er ingen anden forklaring. Enten er hun retarderet eller også er der nogen, der har bildt hende ind at publikum er. Begge dele må være tilfældet, når man ser næste værk, en video af forskellige personer fra Tibet, der forklarer, hvad navnet betyder for dem. »Tibet er et land, et smukt land, et unikt land, med gode mennesker«. Det er amatør-tv. Det er et mediehøjskolefredagsprojekt. Det er en fornærmelse at vise på et kunstmuseum. Fuck jer, Silkeborg Bad!

Tissekoneregler

Da Line Baun-Danielsen i Go Morgen Danmark kaldte en sort mand i en kano for en abe, sagde hun i det mindste undskyld bagefter. Det gør I ikke engang. Tværtimod har I anbragt en tekst sammen med videoen, hvor der står at værket er »oprigtigt, bevægende, overraskende og udfordrende på uforudsete måder«. Det svarer til, at Line Baun fulgte op med et interview med en dyrepasser fra zoo. Hun havde været færdig i tv-branchen. I burde også frakendes enhver ret til at udstille kunst.

Af de mere absurde indslag er der uden for på græsset parkeret fem norske campingvogne, der er kunstificeret efter alle aftenskolens tissekoneregler, så de nu ligner offentlige toiletter forklædt som sandslotte inklusiv symboler for alt fra middelalder til bryllupper i en grisset indpakning.

Og indenfor har man ladet en reklamefotograf lege kunstner, det sker hvert år et eller andet sted i landet, og det er lige komisk hver gang. Kim Wendt har taget sine reklamefoto og smækket dem på fladskærm i en spejl trekant med Bukowski-citater på siden og høretelefoner med TV2-jingles. Men det er ikke amatørismen, der er det komiske, men mere det at Kim Wendt tror, der skal så meget til for at snyde kunstverdenen. Kim, de var allerede hoppet på den, da de hørte, du havde fotograferet en tom plads i København!

De gode ved selv, hvem de er, men til de andre må vi hellere sætte navne på: Jeanette Land Schous video Turn, hvor hun filmer en fremmed bil er fremragende, Bent Hedeby Sørensens fotografier af sig selv med kvindekunstnere projiceret ovenpå er dejlig småperverse, og Nermin Durakovics upersonificering af noget så upersonligt som en flygtningeankomstlejr og hans ditto personalisering af den med rigtige møbler er pissegode.

Men lad os nu dvæle en sidste gang ved stinkerne: Problemet er, at kunstnerne er udvalgt af kunstnere, der lider af den misforståelse, at de tror, at alt, hvad der kommer fra en kunstner, er genialt og fortjener udbredelse. Dette er ikke tilfældet. Alle er kunstnere, men det er kun ganske få, der mestrer den svære disciplin at formidle en medfødt kortslutning på en måde, så alle kan relatere til deres følelse af at være fremmed uden måske nødvendigvis at kunne forklare hvordan. Men de fleste der besøger Louisiana kommer også kun for bygningerne og kaffen, så op med humøret Silkeborg Bad og bedre held næste gang.

En pibe med crack

mandag, juni 28th, 2010

Jakob Boeskov passer bedre til The Voice end til Statens Museum for Kunst

2 stjerner – Jakob Boeskov i Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst, 2009

Han har skrevet ‘Cocaine’ med bogstaver, der løber som snot ud af Mick Jaggers næse. Han har tegnet sig selv med forskellige masker. Han har tegnet Satan med hans hippierevisor. Han har tegnet en dame på et kommunekontor, der er blevet skudt. Og han har tegnet et skib med en mand, der solbader på dækket omgivet af våben og et par lig og en fange i et bur.

Hans streg er meget smuk. Hvis Politikens I Byen-sektion var en streg, ville den være Boeskovs. Den er blød, tjekket, velkendt og ufarlig.

Problemet med Boeskov er ret generelt for autodidakte kunstnere. Deres greb er overskridelse, og symbolsproget er overdrevet af frygt for, at noget af betydning går tabt. Lidt fisse, en stiv pik, nazi, jihad, masser af våben, narko, Mærsk, tju bang chokoladesovs (af kakao selvfølgelig, lort er alligevel for ulækkert) hvor det går. Boeskov ser sig selv som den modige revser, der har gennemskuet samfundet, og som tør italesætte ubehagelighederne. Og hvis nogen synes, det minder om et klassisk ungdomsoprør, er det ikke helt ved siden af. Boeskov er for Statens Museum for Kunst, hvad de autonome er for Hyskenstræde i København. Han har i hvert fald spiddet kapitalismen nogenlunde lige så elegant, og at give ham en udstilling i Kobberstiksamlingen virker ligeså absurd som at give de unge et hus. Det er ungdomsoprør for fanden, man hopper da heller ikke ud af vinduet, når ens teenagepige siger, gå af helvede til far. Eller putter en kam op i røven, når teenagesønnen beder én om det. De unge prøver grænser. De har behov for en klippe, de kan spille op ad. Og hvis bolden ikke kommer tilbage, når de sparker, så finder de bare et andet sted at skyde næste gang.

Ringe emnevalg

Om Statens Museum for Kunst skal være en klippe eller en blød bølgende mark, må være op til dem selv, men de har i hvert fald hyret Jakob Boeskov, fordi de har en idé om, at et museum også skal være kontroversielt og ungdommeligt. Det er altså noget med at skabe debat, udfordre de gængse holdninger og prøve grænser af.

Og hvilke tabuer er det så lige, at Boeskov udfordrer? Dem, som gør ondt? Hustruvold? Slår han sin kæreste? Incest? Knepper han sin søster? Pædofili? Leger han jordbærlege med børn? Blander han sig i rigtig politik? Tør han mene noget som helst om noget som helst af betydning? Nej, men det er ikke engang det ringe emnevalg, der er værst. Det er det lave abstraktionsniveau. Det hele er lige på og hårdt. Boeskov som poetisk rebel med tamme digte, spaltet personlighed og billeder af våben, stoffer, kranier, død. Med små latterlige, meningsløse afstikkere såsom en tegning af en knap, hvor der står ‘NYC ORGONE BOX’, hvoraf det midterste ord er lånt fra Freud, som så danner en rød tråd til Boeskovs alter ego ‘Siggimund’, uh ha uh ha hvor er det dybt … Det er så dybt, så selv en myre ville kunne kigge over kanten, når den ligger på ryggen.

Er det snobberi, når man beder om lidt finesse? Måske. Og det kan også være svært at forstå. Det er ligesom, hvis man forestiller sig, at man skulle forklare et barn, at Magnolia eller Reconstruction eller noget med Lars von Trier er bedre end en video fra The Voice.

“Men hvad med Arnold Boecklins berømte maleri Dødens Ø, som Boeskov har tegnet med graffiti på,” ville børnene råbe i kor.

Ja, okay, det er total sms. Skarpt, modigt og sublimt. Et af verdens mest kendte motiver og så med graffiti på. Må man foreslå en bro med en landmine? Eller en pibe med crack i? Dødens Ø i Boeskovs version er godmodig, pæn og hyggelig, men god kunst er det ikke. Det fortæller intet, rummer intet, gør intet. Men det betyder ikke, at Boeskov ikke kan. Slet ikke. På youtube (søgeord: ‘Teori & praksis’) ligger en helt eventyrlig fantastisk video med Boeskov, hvor han langer en pige en lussing, fordi hun kalder ham bøsse. Det burde have hængt i Kobberstikssamlingen. Det er i hvert fald både grænseoverskridende, kontroversielt, debatskabende og stadig æstetisk håndterbart.

Svært at være provo

mandag, juni 28th, 2010

2 stjerner – Smike Käszner, ‘Das absolut abstraktes ist das totales halal’ hos Gallery Poulsen, 2009

Hvis man krydser Mallorca-trash-fotografen Martin Parr med Kurt Westergaard får man Smike Käszner. Samfundskritisk og satirisk med en sans for æstetik og religiøse følelser, der svarer til en skildpaddes sans for luftakrobatik.

De fire fotografier af mad er bedst. Man ser en isdessert med chokoladesovs, en makrelmad med majonæse, en gang pasta med skinke og ketchup og en spegepølsemad med remoulade. Og når man ser nærmere, er der noget bekendt over den måde, remouladen er sprøjtet ud over spegepølsen på… Ah… Det er arabisk, og handler om hvordan vores kultur, uden vi opdager det, er ved at blive invaderet af noget abstrakt og uforståeligt. Smike har en pointe om, at det er små tilfældigheder eller abstraktioner, der pludselig viser sig at indeholde det store forkromede budskab, og medmindre man tror på skæbnen, kan man vel næppe være uenig.

Smikes malerier er lidt i samme dur. Obama malet sammen med Goebbels-familien. De kunne ikke lide sorte, nu er det en sort, der er verdenshersker – tag den. En gris med selvmordsbomber om livet på vej mod en flok muslimske kvinder med maling, der drypper fra deres tissekoner og ned i en korncirkel. (!!!)

Eller hvad med et verdenskort med Danmark som Paradis, Indien som Homoland, fordi der bliver født flere drenge end piger, Iran som Perversia, Irak som ‘Out of order’ og Ukraine som ‘Republic of mail order bride’. Kan det friste et lille træt ‘Groft sagt’-smil ud af Dem, kære læser? Er det dansk kunsts svar på Anne-Mette Fogh Rasmussen vi har med at gøre. Underlige intentioner. Endnu mærkeligere udførelse.

Det er muligvis tanker om abstraktioner, der muterer sig til nye løjerlige former, der driver værket hos Käszner, men hvor Uwe Max Jensen, der er lidt i samme båd, for eksempel er både elegant, underspillet og humoristisk, virker Smike direkte tosset og får sågar en kunstner som Kristian von Hornsleth til at fremstå diskret.

Tag en lur, Mikael

mandag, juni 28th, 2010

2 stjerner – ‘MEGA’ på Galleri Mikael Andersen, 2009

Er man løbet tør, når man laver en udstilling med værker, der skal fylde meget, fordi man mener, at finanskrisen ellers får én til at gemme sig?MEGA er en af dem, Mikael Andersen kunne ende med at fortryde. Eller også brillerer han til efteråret med en udstilling med alle de værker fra lageret, der er grønne, i anledning af at træerne går ud. Må man i mellemtiden foreslå en udstilling med små tegninger, fordi større tanker tydeligvis tænkes andetsteds?

Kathrine Ærtebjerg har skåret sine fantasipiger uda la kæmpe sprællemænd i krydsfiner. Det er tæt på at være det mindst elegante, der er sket i København siden filmen med Rudy Frederiksen, der flirter. Jesper Christiansen hyggeplanlægger stadig sit hjem/liv/maleri. En stjerne til ham. En svensker har fremstillet en standerlampe med mennesker i lampeskærmen. Lars Thygesen har fundet sin helt egen Richter-stil med bedstefarfarver og utydelige spøgelser. Eller er det ved synet af Kristian Devantiers hjælpeløst udfyldte malehæfte, at søvnen endelig indtræffer …


DEN FORSTENEDE

søndag, juni 27th, 2010

2 stjerner – Den Permanente på Irma Mørch Gallery, 2009

I et forsøg på at slå et slag for kunstens tilgængelighed har kunstgruppen Irma Mørch kreeret udstillingen Den Permanente i et butiksvindue på Christianshavn. Vi er ude i galleri-møder-offentlig udsmykning, men det der umiddelbart virker som en god idé, hvorfor bede Bent Melchior komme til synagogen når man kan anbringe synagogen der hvor folk er, virker ikke. For det første er der ikke særlig mange passerende mennesker hvor værket er placeret og for det andet ligner installationen mere en forladt jordemoderpraksis end et sted der lirker nysgerrige blikke ud af folk.

Og postulatet hos Irma Mørch om kunsten som noget insisterende, noget der kan spænde ben for de forbipasserende og tvinge dem til at bruge tid og fordybe sig og tage stilling, holder heller ikke. Kunstværket som så stærkt et medie at det kan agere på egen hånd findes måske når det tager form som den æstetiske evangelisme som for eksempel Kristian von Hornsleth benyttede sig af i Afrika, men bestemt ikke når det drejer sig om små kedelige konceptuelle værker i et lille beskidt vindue.

OK, der står en rulle tapet af Anja Franke, som måske er et fundet stykke tapet som måske er kunst som måske er noget der skal hænge i et hus på en væg som begge dele, kunst OG tapet… Fint tænkt, men måske skulle tanken bare være blevet på galleriet. Måske fordrer den slags intellektuel fnidder en anden tilstand end den man befinder sig i som fodgænger på et tilfældigt fortov. Måske ligner Den Permanente mest bare at ham der har lokalet har lånt tilfældige kunstværker som tilfældige kunstnere har haft tilovers og dem har han så tilfældigvis valgt at opbevare i sin vindueskarm.

Nye piger på bordellet

søndag, juni 27th, 2010

Aros er færdig, hvem kommer og tørrer

2 stjerner – ‘Enter Action – digital art now’ på Aros, 2009

Sæt dig ved den gammeldags skrivemaskine og oplev, at ordene bliver til insekter, og tøver du med næste linjeskift, spiser insekterne sågar det, du skriver.

Du kan også se, hvordan folk i modkørende biler ser ud, når du passerer dem på motorvejen. Eller opleve to kørestole med indbyggede sensorer reagere, når du nærmer dig.

Men hvad er det så for en detalje, der adskiller Enter Action-udstillingen på Aros fra en teknikmesse? Standene på Aros er kunstificerede, det er de ikke i Bella Centeret. Så når de små insekter kravler op ad det digitale papir, bevæger de sig i dna-mønstre. Når filmen med de modkørende, der er blevet filmet med et kamera, der optager med 1.200 frames i sekundet, bliver afspillet, så foregår det baglæns. Og rullestolene kører rundt på en bund af små sedler med budskaber som ‘We’ve got company’ og ‘Come closer to me’ (Det er bare så dybt).

Enter Action er lidt ligesom at være i Fona med en hund i løbetid. Det er unødvendigt. Fjernsynene er ligeså fine, selvom der ikke er nogen hund, der gnubber sig op ad dem. Men det er der åbenbart nogle andre, der ikke er. Og her er vi endnu engang nødt til at dykke ned i den almenmenneskelige natur og finde tempelfeberen frem, den vidunderlige følelse i mellemgulvet, der opstår, når man kan sætte sit eget lille jeg i forbindelse med den store skjønne kunst.

Vi taler ikke om mødet med værket. Ligesom folk heller ikke går i kirke juleaften for at møde Gud. Vi taler om FØLELSEN af kunst, af at være i selskab med noget, der stikker dybere end det sølle forbrugsliv, vi er så afhængige af, følelsen der får os til at købe romaner, vi aldrig læser og spilde dyrebare timer under sjældne ferieture på bedagede museer.

Køb to, betal for én

Den følelse af at være et helt menneske har Aros stukket pengestøvsugeren op i med så stor dygtighed, at de nu kan levere det bedste fra to verdener: Indholdet fra en mega-Fona. Og følelsen af at være et dannet menneske. På én og samme entré. Voila.

Og her kunne man fortsætte med at diskutere præmissen for kunst i Århus, men da nærværende anmelder ikke har lavet andet i de sidste 200 anmeldelser, kommer her i stedet en mindre værkgennemgang.

231 displays på en let buet væg er angiveligt tilsluttet internettet, hvorfra det henter tilfældige sætninger á la ‘I love Hilary Duff’, ‘I love psychology’ og ‘I love sex’.

‘Listening Post’ ligner noget fra Gotham, men hvor superhelten overvågede byen for at redde menneskeliv, handler værket på Aros kun om den følelse, man har, når man ser Hollywood-film. Og ja, den prøver at rejse en diskussion af følelsen af at være med i andres liv, men budskaberne på skærmene er for latterlige og ligegyldige til at det lykkes.

Ligger og tager imod

I ‘Pulseroom’ er 300 pærer anbragt i loftet. Publikum opfordres til at holde om et håndtag i 15 sekunder, hvorefter en af pærerne begynder at blinke i takt med deres puls. Vi må formode, at kunstneren bag havde Olafur Eliasson som pensum i 1.g, men ikke fattede, at værket skal meget længere ud i associationsrækkerne, før det virker. Synteserne er ikke modne. Det er ikke her, man inviterer sin date hen for at få en poetisk oplevelse. Det er snarere den teknikinteresserede fætter, man tager med. I ‘Run Motherfucker Run’ er det publikum, der er hovedpersoner, når de på et gigantisk løbebånd placeret foran en endnu større skærm kan … Ja … De kan … Løbe … Og så bevæger billedet sig …

Det er selvfølgelig dejligt, at Aros ikke er bundet af nogen regler, og at de bare gør, hvad de synes er fedt, sådan har prostitutionskunden det sikkert også, sex er vel sex, ægtemanden betaler vel også indirekte for et knald, men selvom der er fulde huse på Aros, og publikum hygger sig imens, så er det et stort problem, at værkerne ikke siger noget og ikke vil noget og bare ligger på ryggen og tager imod. Det mindste man kan forlange af et kunstmuseum er da en eller anden form for afskygning af metafysik. Ellers er det bare tivoli og hundekunster. Bedømmelse: 2/6

Afløbbet er stoppet

søndag, juni 27th, 2010

2 stjerner – ‘Den Frie Udstilling 09’ på Den Frie, 2009

Det er i forvejen svært at orientere sig på gruppeudstillinger, og det gør det bestemt ikke lettere med en ekstra præmis, hvor hvert medlem har fået et værk af en udenlansk kunstner med, som de er blevet bedt om sætte deres værk i relation til. Idéen er, at desto mere man sætter i spil, desto bedre bliver det. Og så en blind tiltro til, at Den Fries medlemmer besidder en guddommelig kunstnerisk evne, der sætter dem i stand til at forvandle alt til guld.

Sophie Kalkaus billedserie på seks fotos, hvor hun bøjer sig forover, hvorved hun får sin krop til at ligne noget andet, er det eneste, der fortjener at være med. Umiddelbart danner hun motivet af et dødningehoved, men hendes lange hår trækker det lidt mere i retning af en hurtig spøg, blåt hår, overskæg og briller.

Bjørn Nørgaard derimod sender direkte fra plejehjemmet med sit sidste suk af et værk, der består af et plateau med ler, knuste spejle, en plastikguitar og nogle knive og en cirkel med hvide dødningehoveder med hans heltes navne skrevet i panden, som Bjørn så kan nasse lidt på. Der er ingen tvivl om, at Bjørn føler en masse, men det er ikke nok at tisse på gulvet i 2009.

Den Frie tror, vi er interesserede i et indblik i medlemmernes aktuelle produktion. Det er vi ikke. Vi er derimod interesseret i en god oplevelse.


Ta’ til Las Vegas

lørdag, juni 26th, 2010

2 stjerner – Thorbjørn Lausten, ‘Intervaller’ på Fuglsang Kunstmuseum, 2009

Forestil dig et imponerende stort træskelet med 20 kraftige 1.000 watts glødepærer der hænger i zigzag i forskellige niveauer. Pærerne skiftevis tænder og slukker i intervaller, der enten er baseret på 10-talsystemet eller 12-talsystemet.

Selve installationen ligner noget fra provinsen, det er fimset, og pærerne ligner noget fra et salgsvindue i en boligindretningsbutik. Men så går det også for alvor ned ad bakke. For 10-talsystemet refererer til den måde, vi måler rum. Og 12-talsystemet til den måde, vi måler tiden på. Så når pærerne skiftes til at tænde og slukke, snakker de til os om noget, der er så uendelig latterligt, at man som museumsgæst føler sig taget godt og grundigt ved næsen. Thorbjørn Lausten har lavet samme konstruktion før, hvor pærerne morsede ordet ‘lys’ på seks forskellige sprog. Man undrer sig over, hvorfor manden i det hele taget blev kunstner. Han ville være en god elektriker. Eller læserbrevsskribent. Han er i hvert fald hverken professoren fra Tilbage til fremtiden eller Oscar Wilde. Men man har dog en underlig respekt for ham alligevel, fordi man altid hører, at han var Olafur Eliassons læremester.

Et værk med 14 røde lysstofrør er meget smukt og ikke viklet ind i en eller anden kompliceret pseudovidenskabelig ‘halløj på badehotellet’-undersøgelse, men det havde alligevel virket bedre, hvis de bare var kastet ind i et hjørne og havde ligget og lyst, det havde i det mindste været mere ærligt. Og de tre værker udenfor er betagende på grund af omgivelserne, de er placeret i, et gammelt gods og et nyt, moderne museum, men lys er også en taknemmelig størrelse. Man kan ikke sige noget ondt om lys. Men Lausten bliver man hurtig træt af.

Bolia møder Bodum

lørdag, juni 26th, 2010

2 stjerner – Arena i Århus Kunstbygning, 2009

Stem på Malene Landgreen, lad hende komme i kunstens folketing, hun vil være en god leder med sin intellektuelle præcision. Med sit otte-væggede megaværk hvor hun har malet forskellige polygoner i forskellige farver på sort baggrund, her har hun på sædvanlig elegant vis inddraget arkitekturens muligheder, hun har indrammet loftet meget smukt, og skamlebberos skal hun da også have, det hele ligner store flotte kusser.

Milena Bonifacinis malede papmaché ligner på lang afstand Jason Roades’ morfinkager på en reol i L. A. eller Therence Kohs’ malede bæklatter, men tæt på ligner det kun, hvad det er: Kunsthåndværk i højeste gear. Det fører ingen steder hen, det peger ingen steder, det gør intet, det eneste sted det kunne komme til sin ret, er hos en stor engelsk hotelkæde, hvor man bestiller den samme reol til 600 restauranter. Ingen hotelgæst vil være i tvivl om intentionen, og ingen vil blive stødt, medmindre man selvfølgelig går ind i dem i en brandert.

Anita Jørgensen har skrevet ‘Pause i paradis’ i neon, og det er ikke fordi, det ikke er Bruce Nauman, der har skrevet det, at det ikke er godt. Hans iagtagelser har en større intellektuel præcision (ugens udtryk), og han ville have skrevet noget a la Run from fear fun from rear.

Viera Colleras lyskunst tænder ikke pæren over mit hoved. Skal jeg blive bange, fascineret, gådefuld eller måske indigneret, når jeg ser et hjerte gennemboret af neon pile? Ingen anelse. Men hvis jeg associerer frit over udstillingen falder følgende ord mig ind: Ufarligt, glat, orden, mindelighed, gavebutik, parfumeflasker, stramt sort tøj på modne kvinder, Prada-tasker, mere glat, tjekket, Berlingske Tidende og dimser til lobbyen hos NOVO.