Mala-lene La-Landgreen undersøger noget af det kedeligste der findes, nemlig vægmaleriet
2 stjerner – Malene Landgreen, Color State på Kunsthal Charlottenborg, 2009 – 2010
Fra billetbordet får man en total glad-i-låget følelse, når man ser i retning af Malene Landgreens fløj. Det begynder allerede med et stribeorgie på ydersiden af væggen, hvor døråbningen sidder, der er røde og blå og lyse grønne farver, og det ender så i en sort, der efterfølges af en serie gråtoner, der bliver lysere og lysere og ender i resten af den hvide væg.
Igennem døråbningen får vi et kig ind til en stor sal, der er malet fra gulv til loft med elipseformer i klare farver. Og op ad den ene væg står et ur, der ligner noget, der er taget ud af et kubistisk maleri for at minde os om, at der også er en anden virkelighed i værkerne, et metafysisk la-la land som Ma-la-lene La-Landgreen vil invitere os med over i.
Men hvordan kan hun det, når det bare er en masse farver, ville de fleste så sige. Det handler jo ikke om noget.
Da jeg var til klimademonstration for nylig, ville jeg købe kaffe af en mand, der kom cyklende på en mobil kaffebar. Kaffen var gratis. Nå, sagde jeg, og så fortalte han, at han selv havde været til en demonstration for nylig, hvor han havde fået gratis kaffe, og det var så smukt, syntes han.
Landgreens vægmalerier er politiske af samme grund, som kaffen var det, den kan ikke forklares i den nuværende magtdiskurs. Der må stikke noget under, vil enhver magthaver straks tænke. Color State indeholder samme diskursfravigelse. For hvorfor fa’en maler man seks store rum, det er vel, fordi man har et budskab, fordi man har noget, man gerne vil fortælle? Nej, og derfor er Landgreens malerier en fuckfinger til etablissementet. Det handler kun om frihed og overskud.
Men det er jo så det dumme ved at give stjerner i sine anmeldelser. Nu kan det nemlig ikke komme bag på de fleste, at festen slutter her. Man kan ikke overraske i teksten, når man placerer to lysende stjerner over den første linje, men man kan da i det mindste forklare, hvorfor det er gået så galt.
Tarvelig teknik
Har I set Magnolia, den helt igennem fantastiske film, hvor en række historier vikler sig ind i hinanden, og det ender med at regne med frøer? Det er en film med så meget frihed og overskud, at man simpelthen mister pusten efter få minutter og bare lader sig rive med og fortæller sig selv, at man må vente med at tænke til bagefter. Det lægger Landgreen op til. Man tror, at man skal forføres. Man går virkelig ind i det første rum med et lille grin, men jeg skal love for, at det stivner, når man ser den sorte rose i rum nummer to. Og på den modsatte væg er den hvid, uh … Positiv negativ. Der er også papir for vinduet, det er sikkert en malermester, der har gjort det for ikke at strinte på vinduerne, men da han skulle til at pille det af, har en af kuratorerne sagt på rigsdansk: »Nej, nej, nej, min gode mand, det er en undersøgelse af lyset«.
Der er ingen tvivl om, at Landgreen helt sikkert ‘undersøger’ vægmaleriet og tillykke til de ti danskere, der dyrker det som disciplin. Men der er nødt til at være noget mere i det, det kan da i det mindste være smukt eller elegant. Eller sprudle. Så kan vi føle os henførte og små, som når vi står foran bjerg.
I et af rummene har hun malet nogle skide firkanter, det er sådan noget kendisser gør, når de skal male et støttemaleri til Haiti. Flotte firkanter i flotte farver. Hej, måske laver vi en regndråbe et sted. Ah … Det har du husket inde ved siden af, hvor man kan ‘være med i maleriet’ ved at kravle op på et tableu. Og ja, jeg har opdaget, at firkanterne har samme form som vinduerne og dørene. Det har de jo, sådan nogle firkanter.
Det er ikke engang appetitligt malet. Det er bare smurt på med rulle. Tynd maling på almindelig mur. Teknikken er teenageværelse, og motivet er Ikea. Hvordan kan man forsvare det?! Og ja, det er politisk, men al kunst er politisk, fordi kunst som disciplin er i opposition til samfundet, men når det så er sagt, for nu at bruge en politikerjargon, så er det også vigtigt at sige, at hvis man ikke dykker et lag længere ned, så bliver man ligeså uudholdelig at høre på som folk, der altid siger, at vi gør alt for at få fisse eller for at få stemmer. De har muligvis ret, men vejen dertil er heldigvis mere nuanceret. Og ja, nu har vi helt glemt det stakkels ur, der står der og inviterer uden at have nogen fest at sende folk hen til.
