Archive for the ‘2 stjerner’ Category

Hvor er frøerne henne

onsdag, juni 30th, 2010

Mala-lene La-Landgreen undersøger noget af det kedeligste der findes, nemlig vægmaleriet

2 stjerner – Malene Landgreen, Color State på Kunsthal Charlottenborg, 2009 – 2010

Fra billetbordet får man en total glad-i-låget følelse, når man ser i retning af Malene Landgreens fløj. Det begynder allerede med et stribeorgie på ydersiden af væggen, hvor døråbningen sidder, der er røde og blå og lyse grønne farver, og det ender så i en sort, der efterfølges af en serie gråtoner, der bliver lysere og lysere og ender i resten af den hvide væg.

Igennem døråbningen får vi et kig ind til en stor sal, der er malet fra gulv til loft med elipseformer i klare farver. Og op ad den ene væg står et ur, der ligner noget, der er taget ud af et kubistisk maleri for at minde os om, at der også er en anden virkelighed i værkerne, et metafysisk la-la land som Ma-la-lene La-Landgreen vil invitere os med over i.

Men hvordan kan hun det, når det bare er en masse farver, ville de fleste så sige. Det handler jo ikke om noget.

Da jeg var til klimademonstration for nylig, ville jeg købe kaffe af en mand, der kom cyklende på en mobil kaffebar. Kaffen var gratis. Nå, sagde jeg, og så fortalte han, at han selv havde været til en demonstration for nylig, hvor han havde fået gratis kaffe, og det var så smukt, syntes han.

Landgreens vægmalerier er politiske af samme grund, som kaffen var det, den kan ikke forklares i den nuværende magtdiskurs. Der må stikke noget under, vil enhver magthaver straks tænke. Color State indeholder samme diskursfravigelse. For hvorfor fa’en maler man seks store rum, det er vel, fordi man har et budskab, fordi man har noget, man gerne vil fortælle? Nej, og derfor er Landgreens malerier en fuckfinger til etablissementet. Det handler kun om frihed og overskud.

Men det er jo så det dumme ved at give stjerner i sine anmeldelser. Nu kan det nemlig ikke komme bag på de fleste, at festen slutter her. Man kan ikke overraske i teksten, når man placerer to lysende stjerner over den første linje, men man kan da i det mindste forklare, hvorfor det er gået så galt.

Tarvelig teknik

Har I set Magnolia, den helt igennem fantastiske film, hvor en række historier vikler sig ind i hinanden, og det ender med at regne med frøer? Det er en film med så meget frihed og overskud, at man simpelthen mister pusten efter få minutter og bare lader sig rive med og fortæller sig selv, at man må vente med at tænke til bagefter. Det lægger Landgreen op til. Man tror, at man skal forføres. Man går virkelig ind i det første rum med et lille grin, men jeg skal love for, at det stivner, når man ser den sorte rose i rum nummer to. Og på den modsatte væg er den hvid, uh … Positiv negativ. Der er også papir for vinduet, det er sikkert en malermester, der har gjort det for ikke at strinte på vinduerne, men da han skulle til at pille det af, har en af kuratorerne sagt på rigsdansk: »Nej, nej, nej, min gode mand, det er en undersøgelse af lyset«.

Der er ingen tvivl om, at Landgreen helt sikkert ‘undersøger’ vægmaleriet og tillykke til de ti danskere, der dyrker det som disciplin. Men der er nødt til at være noget mere i det, det kan da i det mindste være smukt eller elegant. Eller sprudle. Så kan vi føle os henførte og små, som når vi står foran bjerg.

I et af rummene har hun malet nogle skide firkanter, det er sådan noget kendisser gør, når de skal male et støttemaleri til Haiti. Flotte firkanter i flotte farver. Hej, måske laver vi en regndråbe et sted. Ah … Det har du husket inde ved siden af, hvor man kan ‘være med i maleriet’ ved at kravle op på et tableu. Og ja, jeg har opdaget, at firkanterne har samme form som vinduerne og dørene. Det har de jo, sådan nogle firkanter.

Det er ikke engang appetitligt malet. Det er bare smurt på med rulle. Tynd maling på almindelig mur. Teknikken er teenageværelse, og motivet er Ikea. Hvordan kan man forsvare det?! Og ja, det er politisk, men al kunst er politisk, fordi kunst som disciplin er i opposition til samfundet, men når det så er sagt, for nu at bruge en politikerjargon, så er det også vigtigt at sige, at hvis man ikke dykker et lag længere ned, så bliver man ligeså uudholdelig at høre på som folk, der altid siger, at vi gør alt for at få fisse eller for at få stemmer. De har muligvis ret, men vejen dertil er heldigvis mere nuanceret. Og ja, nu har vi helt glemt det stakkels ur, der står der og inviterer uden at have nogen fest at sende folk hen til.

Falsk lille prut

onsdag, juni 30th, 2010

2 stjerner – ‘People painting people’ på Galleri Rebecca Kormind, 2010

Der findes rigtige gallerier og forkerte gallerier. De rigtige er dem, der har forstået, hvad kunst går ud på. De rigtige gallerier kan sagtens have dårlig kunst, men de har forstået systemet. Hvorimod de forkerte gallerier tror, at det kun gælder om at finde nogen, der maler flot og spændende, og så kan de ellers ikke forstå, hvorfor der ikke sker mere. Rebecca Kormind ligger et sted i midten.

I den aktuelle udstilling vil hun gerne undersøge samspillet mellem kroppen, den måde, den gengives på i kunsten, og de fortolkninger og situationer, den er anbragt i. Så selv om det er alt for højpandet, har hun altså forstået, at der er mere på spil. Men det er bestemt ikke noget, man kan se på udvælgelsen af værkerne, der tydeligvis bare er udvalgt, fordi de har en krop som en del af motivet, og så kan det, der ellers er på spil i værkerne, sejle i hver deres tilfældige sø.

Iskolde klicheer

onsdag, juni 30th, 2010

2 stjerner – Zed Nelson: ‘Love Me’ i Øksnehallen, 2010

En solbrændt kvinde i bikini ved siden af en lille tyk mand med armene fulde af guldkæder og to små hvide hunde på armen og en tekst der fortæller, at han er plastikkirurg.

Eller hvad med et billede af en person, der er ved at få forlænget sine ben? Eller et af Miss Atom 2007, der er den kønneste på et russisk atomkraftværk.

Den britiske fotograf Zed Nelsons udstilling Love Me vil gerne åbne vores øjne for, at vi er gået over gevind i vores kamp for skønheden, men nej, billederne får os ikke til at tænke over, om vi har tænkt over størrelsen på vores eller andres skamlæber, når vi ser et billede af et par afklippede af slagsen, vi tænker højst over, at vi måske vil huske billedet, næste gang vi skal have Brændende Kærlighed. Og de mange unge skønhedsdronninger, som viser, at der er langt mellem snapsene i Storbritannien, er taget uden kærlighed. De er kun med, fordi de ser åndssvage ud. Det er et kig ind i en tosse-autencitet, som skal få os til at spærre øjnene op, men Zed Nelson har desværre mere til fælles med X Factor end med Kåre Sand, portrætterne er lavet uden omsorg og elegance. Det er bare iskold og hård udnyttelse af en flok stakler i modsætning til for eksempel De unge mødre,hvor tosserne behandles med respekt.

Udstillingen er meget typisk for det årti, vi lige har sagt farvel til. Kunstneren og alle hans venner er kede af ikke at være unikke, hvorfor de gennem deres kunst, tøj, stil eller boligindretning søger en original autentisk æstetisk oplevelse, og så er det lige meget, hvor den kommer fra. En bodybuilderkonkurrence i Amerika eller et ungdomsdiskotek i London er lige fedt. Bare det stammer fra nogen, der tror på noget. Og det gør de, der hænger i Øksnehallen, men dybere end det evner Zed Nelson ikke at komme.

Syrligt, men sjusket

onsdag, juni 30th, 2010

2 stjerner – ‘Love Parade’ på Galleri Bjerggaard, 2009

Daniel Richter har malet en sød serie på papir. De viser en række Taleban-soldater, der marcherer gennem bjergene. De er holdt i røde, blå, grå og sorte farver og virker umiddelbart lidt kedelige, indtil man opdager, at det er guitarer, de har i hænderne og ikke geværer. Det ligner idéen til et albumcover fra sidste årtusinde, men set i lyset af de krige, både Danmark og Tyskland deltager i, er det befriende med en kunstner, der tør beskæftige sig med så storpolitisk et emne. Richter hentyder med guitarerne til den kultur, vi forsøger at proppe ned over hovedet på dem, og ved at fremstille det så åbenlyst absurd, formulerer han en klar kritik af det verdenssyn, der praktiseres i vores del af verden. Hvilket kun bliver endnu mere syrligt med titlen Love Parade, der både henviser til vores patetiske bortforklaringer med kærlighed til lokale af-ghanere og til de syge fester, der satte Berlin på den anden ende i 90’erne.

Temaet går igen i udstillingens store maleri på 140 x 210 cm, der forestiller et talebansk rockorkester holdt i syge gule og orange farver på en blå bjergbaggrund. Og i et mindre maleri af to soldater med langt taleban-skæg, der med guitarer i hænderne kigger ned i jorden.

Så langt så godt, nu til det grimme. Værkerne er sjuskede og helt uden den detalje, der har gjort Richter til en stjerne. Der er et lille maleri med to hunde, der er oppe at slås, som har lidt af magien, han er så kendt for, men ellers ligner det sekunda-billeder, og hvis manden ikke var blandt Tysklands 10 bedste nulevende malere, ville det næppe være blevet hængt op på et respekteret galleri. Det virker, som om Bjerggaard har fået resterne fra de rige tyskeres bord, det som det tyske galleri sorterede fra på sommerens Oh la la udstilling over samme guitar- tema. Endnu værre bliver det i en omgang virkelig klatmaleri af nogle piger, der kigger gennem et buskads og ligner noget, der er malet med Walasse Tings halvdøde venstre-hånd. Men det er en ægte Richter! Og han stepper hele vejen ned til banken…

EN FINGER TIL SELVHØJTIDELIGHEDEN

onsdag, juni 30th, 2010

2 stjerner – Henrik Saxgren: Unintended Sculptures på Det Nationale Fotomuseum i Den Sorte Diamant, 2009

Udstillingen hedder Unintended sculptures og er en række fotografier af menneskeskabte indgreb eller efterladenskaber i naturen, som Henrik Saxgren synes ligner kunst.

For eksempel viser han i værket Plane et halvt fly på en sort strand. I værket Chimney ser vi resterne af en brændeovn foran et imponerende islandsk bjerglandskab. Og i værket Bandage ser vi et træ, hvor dele af stammen er viklet ind i stof.
Billederne er smukke. Ingen tvivl om det. Saxgren er en dygtig fotograf. Men er det kunst?
På en tekst på væggen umiddelbart indenfor på museet henviser Saxgren til Duchamps berømte tissekumme og mener dermed, at han skriver sig ind i en
readymade-tradition. Duchamp fandt en tissekumme, jeg har fundet noget der ligner kunst, synes ræsonnementet at være. Meeeeen, kan det nu også være rigtigt?

Konteksten afgørende

Med sin tissekumme sagde Duchamp, at det ikke var objektet i sig selv, der gør det til kunst, men konteksten hvori den udstilles. En masse mennesker har i øvrigt påstået, at Duchamp med readymade’n ville bane vejen for alt muligt, lige fra kunstens opløsning til det modsatte. Det er ikke korrekt. Readymade’n var ikke målet, men blot det, indrømmet, usædvanligt originale middel, hvormed Duchamp gav en fuckfinger til kunstens selvhøjtidelighed og påpegede, at kunstverdenen er lige så klam som et pissoir, besmittet med utallige sociale og økonomiske hensyn, der forlængst har trængt det, som det egentlig burde handle om, nemlig værket, i baggrunden.

Så er det kunst, når Saxgren fotograferer noget, der ligner kunst? Eller ville Duchamp have taget sig til hovedet, om han havde set de postkortskønne fotos, der egner sig perfekt til en sommermåned på aluminiumsstandere bag aftørringsvenligt plexiglas på Kongens Nytorv?

Ét spørgsmål trænger sig på: Hvornår handler noget om noget? Når Saxgren fotograferer et forladt diskotek
i en spansk ødemark, kan man selvfølgelig tænke, at nå, der er nok nogen, der har danset engang, men så kom der ikke nok gæster, og nu er der graffiti over det hele og sikken en synd og skam for de flotte bygninger. Eller når man ser en plastikmur, der er halvt blæst omkuld mellem nogle træer, kan man tænke: Ih, hvad lavede den mon der, sikke noget.

Blæst i stykker

Når man ser nogle kaktusser, der er groet gennem en gammel stribet afskærmning og hænger med ’hovederne’, kan man også gå et skridt videre og måske glæde sig over noget melankoli og trøstesløshed i forfaldsæstetikken, eller man kan læse noget energi og storladenhed ind i den prægtige natur i billederne. Eller man kan gå hele vejen og sige, at enkelte af værkerne handler om fotografen selv, der har mødt naturens kraft og er blevet blæst i stykker som et skrøbeligt lille forgængeligt stykke genbrugspap.

Men er kunsten virkelig sådan en tag-selv-biks af meninger? Vil det ikke være lidt ligesom at antage Da Vinci Mysteriet for at være en religionskritik, fordi Jesus er nævnt på siderne? For så snart man vender blikket fra billederne af forfald, ser man en klippe i vandet, der hedder Fallos, eller en tilmuret port. Eller en mark dækket af plastik. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet, nemlig at Saxgren tager billeder af ting, der ligner kunst, og ligesom man heller ikke kan danse og synge ligesom Michael Jackson, bare fordi man vejer 30 kilo, er Saxgrens billeder heller ikke kunst, fordi de svagt ligner en Christo, Anselm Kiefer eller Brancusi.

De er flottere end de billeder, folk tager, når de er på kunstmuseum og står over for en ægte Kiefer, men kunstnerisk set langt mere uinteressante. Og kan man næsten forestille sig noget fjernere fra alt det, Duchamp stod for? Kan man forestille sig noget mere ufarligt, tænk sig at lave noget, der ligner kunst, i stedet for at lave kunst? Det eneste lighedstegn mellem de to er fingeren til selvhøjtideligheden – de giver den bare på to vidt forskellige måder.

Sludder for en sladder

onsdag, juni 30th, 2010

2 stjerner – KE09 på Gl. Holtegaard, 2009

Man skal være sindssygt interesseret i kunst for at tage på Gl. Holtegaard i disse dage og se Kunstnernes Efterårsudstilling, ja, man skal slet ikke kunne få nok af kunst og bare ville have mere, mere, mere.

På KE09 er der nemlig ingen kontekst. Andre steder tror man, at man ser det sidste nye, eller det nordiske, eller det yngste eller skøreste eller vildeste eller noget, der er særligt udvalgt. Her ved man bare, at nogle hundrede tilfældige fra en eller anden pudsig mellemgruppe af unge kunstnere, man ellers sjældent hører fra, har sendt nogle værker, som et censorpanel så har udvalgt 30 værker iblandt. Og så går man rundt og kigger på dem..

Og det er ikke for at sige, at det er særlig slemt, det der er på KE09, man skal bare være virkelig interesseret i at se et udsnit af præcis føromtalte mellemgruppe. Det er i hvert fald heller ikke her, man ser strømningerne i kunsten eller opdager det nye stjerneskud. Her er et par okay fotografier og en sjov installation foran bygningen, hvor Mogens Ulderup har ‘camoufleret’ indgangen med billeder fra indgangen på Brorsons Kirke. I modsætning til de øvrige værker har det jo ligefrem kant! Tænk på de stakkels Gl. Holte-borgere! Fra Tattersall ridebutik er der udsigt til Brorsons Kirke, ha ha ha. Og man undrer sig over, hvad Ulderup dog laver på en censureret udstilling, der hører sidste århundrede til.

Der er også en Julie Bartholdy der har lavet to okay organiske skulpturer i keramik, hvoraf den ene hænger på væggen og er ved at falde ned. Rawlpluggen er simpelthen røget ud, men personalet insisterer på, at det er en del af værket. Og selv om det måske kommer fra den forkerte kant, er man i sandhed forundret og forvirret.

Også over, hvad man dog skal stille op med censurerede udstillinger. Er det ikke bare minimodeller på den rigtige kunstverden, så en masse kunstnere kan få en fornemmelse af, hvad det hele er for en størrelse? Er publikum så i virkeligheden ikke bare statister? Og holder det nogensinde op med at regne?

God idé

onsdag, juni 30th, 2010

2 stjerner – Nephew, filmene kan ses på videovideo.nephew.dk, Aros, 2009

Ideen er fantastisk. På tre minutter kan man nå at vise meget mere end på et helt museum og så endog akkompagneret af hård popmusik, der skaber en fibernetforbindelse af ren følelse direkte i hjertet. Kunst som musikvideo er en glimrende måde at bryde kunstdøren ned og for en gang skyld kunne være sikker på at få publikum til også at FØLE en masse.

Men sikken en skidt eksekvering af de udvalgte kunstnere, der har lavet videoerne til Nephews seneste album. Allan Otte, (eller Otto, som Aros kalder ham) har for eksempel valgt blot at filme nogle af sine malerier af landbrugsmaskiner. Og Ricky John Molloy har zoomet ind og ud af nogle fotografier af mennesker. Alt (idé)forladt, men det er måske ikke den mest optimale udnyttelse af musikvideoen som medie.

Det bliver ikke meget bedre hos dem der så rent faktisk har valgt at lave videoen som et selvstændigt kunstværk. Søren Behnke bruger trekvart video på at filme the making af de sidste 20 sekunder, hvor han meget primitivt og utrolig ligegyldigt animerer et, i sort plastik, tegnet ansigt på en gavl, så det mimer det, Simon Kvamm synger.

Hjortefar og sangen »Gong Gong« nærmer sig rigtig fede billeder i et par sekunder af gangen, når man ser to meget alvorlige Beate Bille og Simon Kvamm køre bil meget hurtigt. Men så går der børnetime i den med kærtegn og død. Og Lærke Lauta lader en pige svæve i en søgt historie om drøm og virkelighed, der flyder sammen. Imens Sidse Carstens tenderer en god gammeldags kunstvideo med seksuelle undertoner med en mand, der får lyserøde kaninører på og til sidst bliver kørt over af en bil i ren Radiohead-stil. Men i forhold til kunstvideoen som disciplin er der ikke nogen af bidragene, der kan noget særligt. Det er simpelthen ligemeget at se en flok piger spille fodbold i tre et halvt minut, som vi gør til sangen »Va Fangool«. Kun Snarfs flimrede billeder af soveposer fra Afghanistan der angiveligt bruges til at fragte de døde danske soldater hjem, når de er på missioner, hvor de har glemt ligposerne, er værdige på et kunstmuseum. Og i forhold til musikvideoen som genre falder bidragene også fælt igennem med undtagelse af Michael Noers dokumentar-optagelser af en ung narkoman, der kæmper med coken og hashen. Den er gribende, hvilket næppe er en daglig foreteelse på MTV.

Her er Peter

onsdag, juni 30th, 2010

2 stjerner – Dürch für gegen ohne um hos Gallery Poulsen, 2009

Peter Ravn er ny på kunstscenen, så vi skal være søde ved ham. Ravn maler midtvejskrisekunst. Han maler mænd midt i livet med røde ører, og lige så ofte som det ligner kedelig ølbriket-kunst, som for eksempel i Um hvor to mænd ligger på ryggen på jorden med benene i vejret, bliver det vedkommende, når han for eksempel i værket debat maler to mænd, der råber af hinanden. Der er simpelthen så meget energi i ansigterne, man kan næsten mærke Wilhelm Freddies røde kød-malerier i dem, at man tilgiver hans manglende føling med moderniteten. Vi glæder os til lidt mere vanvid og lidt mindre Peter Martensen.

DÅRLIGT, MEN NUTTET

onsdag, juni 30th, 2010

2 stjerner – Jakob Nørregaard, Verdens hidtil største kunstværk på Gallery Poulsen, 2009

Verdens dårligste maler Jakob Nørregard har gjort det igen, en perlerække af kiksede lærreder der postulerer at handle om evigheden, kunsten og dens uendelige gentagelser. Vi har for eksempel et værk der handler om dengang værket blev malet. Nørregaard har simpelthen fotograferet det undervejs, klistret billederne på lærredet, fotograferet og så fremdeles. Det minder lidt om et østeuropæisk tricktyveri hvor man tror man blot veksler en tyver, men i virkeligheden ender ti kroner fattigere. Nørregaard vil også gerne have os til at tro at det handler om noget blot fordi det handler om at handle om noget. Men han tager fejl. En fødselsdagsfest uden fødselar er heller ikke en fødselsdagsfest.

Det var den grimme del af anmeldelsen. Nu kommer den pæne. Nørregaard er nemlig charmerende. Hans værker der helt alvorligt ligner små grimme telefontegninger af pædagogen nede i børnehaven blæst op i stor størrelse, har overskud i motiverne. De er sjove, de er gakkede og naive og bestemt ikke kedelige. I et af dem er der lavet klippe-klippe klistre med Nørregaard og hans venners ansigter i en aftenhimmel på en strand, det er dilletentisk malet og genrejser, ufrivilligt formodes det, spørgsmålet om håndværksmæssig kunnen nu alligevel er så uvæsentligt som postmodernismen har gjort den til, men til gengæld er det sjovt. Det ligner en flyer til teknoaften i hedengangne Ungdomshuset.

Og sandelig om Nørregaard ikke også er gået amok ud i konceptkunstens glæder ved at placere en sten i et skur med ubemalet lærred i en sekskant der peger mod himlen og kalde det verdens største kunstværk. Hvilket det så ikke er længere da nærværende anmelder har en sten i sin indkørsel som er centrum i et værk der altid er 1 kubikmeter større end Nørregaards. Æv bæv.

Tak, Elmer

tirsdag, juni 29th, 2010

2 stjerner – Copenhagen Spirit, Clausens Kunsthandel, 2009

Copenhagen Spirit er en kedelig udstilling i et hyggeligt hus. Velkendte unge og yngre navne er inviteret til at lave små ubetydelige værker om København.

Elmer slipper som altid bedst fra det, denne gang med endnu en portion 2D-origamiværker hvor københavnske detaljer fra busser, pølsevogne med mere er blevet fotograferet, klippet ud og klistret sammen. Elmer hylder hverdagens grafik og geometri på en opfindsom, smuk og autentisk måde.