Kehnet Nielsen ser indad i en række nye malerier. Han har malet sit atelier igen og igen, på store og små lærreder, hvor noget er figurativt og andet er ren abstraktion, og på andre hvor det hele abstraherer. Et par lærreder, der står lænet op af arbejdsbordet går igen som motiv, og farverne er lyse, naturlige og romantiske malet i mange lag og både spartlet, klattet og skrabet.

Det virker, som om Kehnet Nielsen med sin besættelse af atelieret, som må være udgangspunktet for hans kunstneriske virke, prøver at genfinde en uskyldighed. I stedet for at bruge hele verden koncentrerer han sig om at finde poesien i sit absolutte nulpunkt, som en person, der byder kynismen trods, som om han i de tidligere malerier i virkeligheden har tvivlet, som om han ved at lukke alt andet ude kan kondensere udtrykket til noget mere essentielt, som om han vil se den dug, hans varme tilstedeværelse alene kan frembringe.

Spørgsmålet er så, om det lykkes at byde kynismen trods, eller om Kehnet Nielsens onde jeg fik ret da det påstod, at der kun er krumspring og Kirkeby light? Både og. Kehnet Nielsen har fundet frem til det, han er allerbedst til: stoflige kompositioner af pastose farver med tekster a la Les Atelier de Soulages. Men det åbner desværre ikke op for andre betydninger end de dekorative.

Motives II hos Galleri Susanne Ottesen, Gothersgade 49, København til den 9. oktober

2 stjerner

Krista Rosenkildes skulpturelle malerier tager rigtignok livtag på det flade, firkantede maleri i en gammeldags leg med former, som ellers efterhånden sjældent finder vej til de yngre generationer, da formen allerede er brudt tusinde gange, og endnu flere nye virkemidler har budt sig til. Det virker næsten, som om Rosenkilde mimer Mads Øvlisen, der tidligere på ugen sagde til P1, at kunsten er den frække lillebror til den øvrige kultur, sådan én der kan sparke den over benet og forandre de mennesker, der ser den. Rosenkilde har sågar optiske illusioner med sig, se det er sturt sturt trylleri, der vender op og ned på beskuernes virkelighedsopfattelse. Rosenkildes værker består af kantede kasser beklædt med bemalet lærred ophængt på væggen. Et af dem ligner en pøl af kviksølv lige før det smelter, hvor kantede dråber spreder sig over væggen, og man kan høre hende for sig på det lille atelier: Kan kunsten komme ud af lærredet, hvorfor ser lærredet sådan ud, hvem er jeg, hvorfor har jeg spildt på mine sele … Der mangler blot, at hun maler væggene gule for at pisse på den hvide kube. Der er pletvise smukke detaljer, hun bryder ganske overraskende med ornamentikken hist og her, men det er stadigvæk for meget. Det er ligesom en teenager, der gør oprør ved at drikke sig fuld og sove på gaden – det føles vildt, men hæver sig knap nok over biologien.

Not so square hos Tom Christoffersen, Skindergade 7, København til den 11. september 2010

Udstillingen Bedlam – om normalitet og andre tvangstanker har sat sig for at udforske det at være normal eller gal, og som vi alle ved, er der kun én ting, der er værre end gruppeudstillinger. Og det er temagruppeudstillinger.

Lotte Tauber Lassen har filmet en mand fortælle om sin barndom på et sindssygehospital, hvor hans ven Buller bildte ham ind, at lægerne puttede aviser ind i hovedet på de døde efter at have fjernet deres hjerner. Nina Maria Kleivan har klistret et billede af Hitler på små papirposer, som hun så filmer, imens en stemme siger alle mulige tøsede ting, som at han føler sig afvist, har ondt i hovedet, er bange, taler for meget og er forvirret.

Når man ser udstillingen, der med ovennævnte undtagelse – og en video på toilettet med en OCD-ramt sæbefetichist – er ret kedelig, går det op for én, at det mest unormale ved udstillingen er, at kunstnerne er kunstnere. Vi har med voksne damer at gøre, der helt alvorligt filmer sig selv med sardiner i håret, og når de går rundt i en skov med lukkede øjne. Udstillingen bakker baglæns. Den er ligesom en bil, der prøver at tage en taxi. Eller en færge, der kører over broen. Det mindst unormale på Den Frie for tiden er værkerne.

Bedlam – om normalitet og andre tvangstanker, Bodil Brems, Jeanette Land Schou, Karen Gabel Madsen, Lotte Tauber Lassen, Nanna Gro Henningsen, Nina Maria Kleivan, Pernelle Maegaard og Vicky Steptoe på Den Frie, Oslo Plads, København til den 26. september 2010

Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt at vi alle har maver, men ve de ægyptere der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse.

Abdullah Al Saadi maler for eksempel søde kartofler og laver videoer hvor han går omridset af en sød kartoffel fordi han med kunsten kan komme ind i den grøntsag der ellers kun kan komme ind i ham. Og Ebtisam Abdulaziz tager affald og støber det i bronze for at vise hvordan noget der ikke har nogen værdi pludselig kan have værdi og når hun skriver et digt om den økonomiske krise henover et maleri, vender hun det på hovedet.

Karima Al Shoumali har måske lavet de groveste forbrydelser mod samtidskunsten med sine gennemsigtige rør med ikke helt så gennemsigtigt tegninger og påmonterede masker der skal fortælle os noget om hvordan vi mennesker i virkeligheden er. Gennemsigtige og så alligevel ikke. Eller også tager ham der har ladet sin gule bamse fotografere med forskellige mennesker over hele jorden prisen.

Hvis et billigt grin fremmer forståelsen og samarbejdet mellem forskellige folk og kulturer, så er udstillingen vel en succes for museet og sultanen der har udlånt den, men et retfærdigt billede af det Emiraterne har at byde på kunstnerisk er det forhåbentligt ikke.

Sharjah – kunst fra Emiraterne på Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, København til den 31. oktober 2010

Slå en kunsthader ihjel, send ham en tur gennem Henrik B. Andersens ‘Sliding Zones’, næ, han kommer næppe så langt, men dør af åndedrætsbesvær ved indgangen, hvor to af landets klogeste mænd og dårligste formidlere, cand. mag. i fransk og ph.d i litteraturvidenskab, Peter Borum, og ph.d.-studerende ved Institut for Engelsk, Romansk og Germansk ved KU, Ulrik Schmidt, har nedfældet et par citater om rum, krop og bevægelse.

Kunsten i hele foretagendet består af en række omformninger af lokalerne, der er indsat falske vægge, så der opstår lange smalle tanger, og der er installeret hvidt gelænder i en storladen gestik, den snor sig lidt hist og her.

Pressemeddelelsen lover udfordrende forhandlinger med den eksisterende arkitektur, der skal danne spændings-forhold mellem den besøgendes bevægelse og oplevelse. Og der hersker næppe tvivl om, at de lange gange, der er for smalle til, at et voksent menneske kan komme derind, er skabt efter oceaner af teoretiske foreskrifter, men den umiddelbare dødelige oplevelse er lidt mere afmålt. Man aner nogle klassiske mønstre, eller er det konturerne af en ninjastjerne, og man ser en moderne understregning.

Men man skal være meget åben, inden man træder indenfor.

Nolde. Det er noget, folk kan lide. For det kan de forstå. Men hvad er det, de forstår?

Er det ekspressionismen, de elsker? Forrige århundredeskiftes hidsige palette? Er det de kitschede eventyrmotiver eller de kedelige blomsterdekorationer?

Indledningsvis skal det siges, at Ordrupgaards udstilling er grænsende til det sølle, det er ikke Tysklands største ekspressionist, de viser os, det er ikke den Nolde, der er større end Kirchner, det er tværtimod en gang healermesseparanoia blandet med alskens feel good fra haven.

Hvis vi tilmed lader Politikens anmelder om en udførlig beskrivelse af den helt sikkert ophidsende biografi og i stedet koncentrerer os om værkerne og det faktum, at kunstneren var nazist, så er der ikke meget tilbage.

Højreorienteret sind

Og dog danner der sig i tågerne en sær kongenialitet. For Nolde var så pokkers glad for sit Tyskland, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme af med jøderne. Det i konservativt højborgs beliggende Ordrupgaard er så pokkers glad for Danmark, at de skal ødelægge en ellers fremragende kunstnerisk mulighed ved at insistere på at dyrke Noldes danske forbindelse. Og sidst men ikke mindst, så er der kun én kunstner i Danmark, der også har Noldes sære stil med sine fantasiverdener og hidsige farver – og det er Kurt Westergaard. Er vi ligefrem i stand til at skabe forbindelse mellem det højreorienterede sind og det kulørte maleri?

Lad os begynde med definitionerne. Den kunstneriske elite er defineret som venstreorienteret af mange grunde, hvoraf de vigtigste tre er, at de virker til at være kritiske over for samfundet, de ønsker fremskridt for enhver pris, for endnu engang at citere Bertolt Brecht så er dårligt nyt bedre end godt gammelt, og de giver ofte udseende af at være følsomme over for udsatte grupper.

Det er omvendt

Der findes ikke nogen kunst, der defineres som højreorienteret, hvorfor dem, der fremstår som sådan, har fået æren, fordi de af en eller anden grund er i opposition til eliten. Det kan for eksempel være ikke-elitær kunst, der ofte forbindes med noget reaktionært, fordi kunstneren ikke har føling med moderniteten. Eller det kan være kunstnere, der ikke udstråler en overvældende blødhed over for minoriteter som for eksempel Kurt Westergaard, der tegner Muhammed, Uwe Max Jensen, der er aktiv i Trykkefrihedsselskabet, eller Kristian von Hornsleth, der har købt afrikanske identiteter for dyr.

Man kan så indvende, at den venstreorienterede kunst i virkeligheden er ultraliberal, den eksisterer i hvert fald kun på, i og af markedet, hvorimod den højreorienterede kunst har en meget mere solidarisk indgangsvinkel til sig selv og samfundet, her handler det mere om at lave sit eget lille marked hos de nærmeste omgivelser. Men den slags analyser må man ikke kaste ned over politiske emner, alt ville jo gå i stykker. Dem, der vil det røde, skal stemme på de blå og omvendt. Nyrup privatiserede mere end Fogh, og Fogh fik den offentlige sektor til at vokse mest.

Indre spøgelser

Man må ikke diskutere indhold, når man diskuterer politik. Kun form og figur. Så lad os se på motiverne.

Nolde er vild med at male trolde og underlige væsener – et motiv, der heller ikke er fremmed for højrefløjen i dag. Og ikke kun den yderste højrefløj ser spøgelser og hekse overalt. Også den moderate højrefløj baserer deres politik på frygt og barnlige fantasier. Tag blot hele burkadebatten, der udelukkende handlede om et grumt mareridt. Hvad nu hvis min søn skal undervises af et monster, hvilken frygtelig tanke, jeg må hellere reagere nu. Den nuværende højrefløjs indre spøgelser fremstår altså om end endnu virkeligere, end Noldes gjorde dengang.

Groteske trolde

Nolde var også ædlere, selv om han som en klassisk højreorienteret altid indtager rollen som offer. Men han ynker dog ikke sig selv i værkerne, men kæmper mod de rigtige meninger, den rigtige måde at male på, sin religiøse opvækst og sikkert også sig selv. Han viser et formidabelt mod, fordi han tør udfordre de gældende paradigmer.

Det kan man ikke sige om nogen af de nuværende fløje. De hænger stadig fast i en illusion om det vanskelige ved at få kritiske røster om muslimer i aviserne, og selv i sin mest ulidelige form vil alle stadig sige, at det er en vigtig og rigtig svær debat at få rejst. Selv om den reelt set er lettere at få i avisen, end hvis en landsholdspiller stiller sig åbent frem og kritiserer Morten Olsen.

Der er også et par gode billeder med på Ordrupgaard. For eksempel Bjergkæmper, hvor man ser nogle store, groteske, grinende trolde om et bord, malet i foruroligende orange farver. Og akvarellerne har også sine kvaliteter, især fordi de er lavet i hemmelighed, efter at han, selv om han var Goebbels yndlingsmaler, fik forbud af Hitler mod at male, hvilket må have været frygteligt for den gode mand. Tænk sig at ville samfundet det bedste og så se toget køre uden at være med.

Så let tager den nuværende højrefløj det næppe, den dag det går op for dem, at de er sakket håbløst bagud. Og hvad gør Ordrupgaard, når de ikke kan holde flere udstillinger over temaet: ‘Kendt fremmed, er Danmark ikke fed?’

Vi må håbe, at publikum også kan forstå det, den dag de skal se på kunst for kunstens skyld.

10 ski i lodret position dyppet i selvlysende grøn maling og holdt sammen af et toiletbrædt. Eller hvad med en lilla jolle, der ligger med bunden i vejret, spiddet af et spyd? Man tror det er en joke. Eller måske en ironisk pastiche over neosværvægteren Anselm Reyle, hvilket kun bekræftes af, at Hillig bruger samme signatur – nemlig en sjat henkastet maling, der skal minde os alle sammen om, at nok er det overfladisk, men der har faktisk stået et rigtigt menneske og arbejdet med det i lang tid.

Men hvor Reyle er cool og alvorlig i sine skulpturer med hverdagsobjekter, en tradition der begyndte i 50’erne, virker Hillig forkrampet og pinlig. Værket med skiene hedder for eksempel ‘For sidste gang til Brøndby Strand’ og man skal da ikke afvise, at Hillig har følt det sådan, men både skiene og titlen er svær at forholde sig til med andet end et skuldertræk – både som udsagn og som form. Det giver absolut ingen mening og er kun med til at understrege, at det magiske spring fra fjol til kunst er meget svært.

Man kunne få det indtryk, at det er for let at være kunstner. Hilligs skulpturer er desværre meningsløse på den ligegyldige måde.

2 stjerner – Frederik 8.s Palæ, Amalienborg, 2010

Når man kan få alt, får man intet. De kongelige kunne have peget og fået hvad som helst fra kunstens stjernehimmel, men er endt med et tarveligt katalog over nullernes Bredgade.

De ydre omstændigheder er naturligvis umulige ikke at forholde sig til, men skal man alligevel prøve at se på værkerne som selvstændige kunstværker, så får vi et billede af samtidskunst som noget, der er mere ufarligt og godmodigt end en af de nye Far til fire-film.

Jesper Christiansen er en af dem der må skamme sig mest, det ligner selvfedme fra en brandert til en julefrokost, noget, der virker, imens man skal imponere dullen, men som vil være grænseoverskridende pinligt, hvis man skulle se det på video dagen efter. Christiansen har malet hele verden i det modtagelsesrum, hvor hele verden kommer for at møde Frederik og Mary. Men Amerika vender på hovedet! Fnis. Eller er det i virkeligheden os, der vender på hovedet!?! Dobbeltfnis. Nå nej, det er sådan, verdenskortet ser ud fra Tasmanien … Christiansen har også fået plads til tulipaner, der er opkaldt efter Mary og en masse julehjerter, fordi Mary er protektor for Hjerteforeningen og har et stort hjerte, og en masse heavy metal-pladecovers, fordi Frederik er en rigtig mand … (pudsigt i øvrigt, at de så gerne vil bevise, at de er almindelige, det virker snarere til at være det omvendte, der er problemet). Og hen over det hele har Christiansen lagt et grid med et kort over Amalienborg … Det nære og det fjerne … Uh … Men han har også været fræk, for det er kunsten jo, han har nemlig malet et cd-cover med en indspilning af Bach af ham, der vandt kronprinsparrets kulturpris sidste år, selv om han slet ikke har indspillet en!!! (Jamen, hvorfor har han så malet det?). Nåååååååå, det er noget, de håber, han gør!!!! Guuuud, hvor er de der kunstnere bare sjove. (Smiler frækt).

Scientology

Olafur Eliasson har dog lavet det absolut mest latterlige værk, han har badet en trappe i ask i gulligt lys fra halvkugleformede lamper, der sidder på et rundt spejl, så det ser ud, som om de er hele kugler. Eller bobler. For de er placeret hele vejen op langs trappen, 29 stk, og øverst sidder en aluminiumsplade, der ligner havbunden set nedefra. Blop blop… Man kan forstå det med vandet, Frederik er jo dykker, men hvorfor skal det ligne en trappeopgang i Scientology? Det er gyseligt. Vi er længere væk fra solen på Tate, end Naser Khader er fra at være Danmarks mest populære politiker. Eller Søren Fauli er fra De Skrigende Halse.

Tal R er ok, han har malet et billede af Nyhavn, og Erik A. Frandsen har koncentreret sig om teknik og materialer og har lavet et par karakteristiske blomster i en spejlsal og en buket blomster på et bord i et marmorlignende materiale i Marys arbejdsværelse, ligesom Bonnen også kommer til sin ret, hans maleri ligner med halvt sammenklemte øjne næsten en marmorering.

Men nu til det mere interessante. Kan en kunstner være luder? Ja, det kan han selvfølgelig godt. Genibegrebet er for længst lagt i graven, en kunstner kan være pædagog om dagen, bartender om aftenen og kunstner om natten. Der er alligevel ikke nogen længere, der tror på en guddommelig forbindelse, hvorfor der heller ikke er noget rent og helligt, der kan besmittes, hvorfor der ikke er noget grimt i at arbejde på bestilling.

Spørgsmålet er altså snarere af strategisk karakter. Hvor meget af denne her slags arbejde kan en kunstner lave, før det begynder at påvirke hans øvrige virke? Ved hvilken reklame gik det galt for Fauli? Hvor meget røv kan Olafur tillade sig at slikke, før man begynder at se hans bedre værker i et andet lys?

Nærmer sig afgrunden

Der findes ikke nogen procentsats for, hvornår man mister den i befolkningens øjne, men overordnet set skal en kunstner altid sætte sine basale behov, altså jagten på mad, kærlighed og status nederst, hvorimod de etiske og æstetiske overvejelser skal være øverst. Så snart der opstår forvirring om, hvad der er øverst i behovspyramiden, mister kunstneren grebet om parnasset. Tag blot et eksempel som Kristian von Hornsleth. Hans værker berettiger så rigeligt til elitær succes, men mange nærer tvivl om motiverne. Og hvis man i forvejen nærmer sig den afgrund, så vejer en royal skalp altså rigtig tungt.

Danaiden ligger midt i det første rum, en foroverbøjet nøgen kvindekrop, lille, spændstig og hvid og sendt i dødsriget for at fylde en kop uden bund. Men ikke færdig udhugget, hun sidder ligesom fast i marmoret, som om teknikken kommer Satan til hjælp, det er et mageløst værk skabt af en Rodin med en indre kraft så stor, at han ikke selv havde nogen anelse om det. Han var outsideren, der uden at vide det, skrev sig ind i samtlige kapitler i al kunsthistorie. På væggene omkring Daniaden hænger fem fotografier. Alle af en foroverbøjet kvindekrop, hvor hovedet er skjult, monokrome, fremkaldt i henholdsvis lilla, grøn, sort og blå.

Fotografierne får rummet til at ligne lobbyen på et smart boutiquehotel, det er cool, det er selvbevidst, marketingsfrækt og tager ingen chancer, det er en pastiche over et mesterværk, hvor der er skruet helt op for kontrastknappen på fjernbetjeningen, så kvinden på billederne nærmest fremstår gennemsigtig. Vi mangler kun en elefantfod som skammel i hjørnet for at kunne tage 2000 kroner per overnatning.

Men helt intetsigende er det alligevel ikke, der ER noget, der hvisker til en midt i banaliteten.

Næste rum er ligesom med alle de fem hovedværker, Steffensen har udvalgt, også en slags re-enactment, hvor datiden er iscenesat i nutiden. Her er det et af Manets hovedværker, Absinthdrikkeren, et topkontroversielt maleri, der kickstartede Manets karriere og kunst, som vi kender det i dag. Absinthdrikkeren var en tilfældig bums, men malet i en skala som normalt ville være forbeholdt det bedre borgerskab eller overklasse, det var så provokerende, at det ikke kunne vises. Det er tilmed skitseagtigt malet og foden ser helt forkert ud i forhold til kroppen, det var altså et socialpolitisk statement.

Mesterens aura

På væggene omkring Absinthdrikkeren hænger 11 fotografier af skuespilleren Nicolas Broe, der har fået den samme hat på som Absinthdrikkeren. På nogle af billederne poserer han ved en trappe – i en serie på syv billeder, hvor Broe er fotograferet nedefra, er den eneste forskel at Steffensen har fremkaldt dem i forskellige farver. Så vi er altså ude af boutiquehotellet og står snarere i indgangen til Vesterkopi.

Hvor appropriationskunsten typisk parafraserer for at kritisere, gør Steffensen det omvendte; i stedet for at pille glansen af kunstnermyten om det store geni, så forsøger han i stedet at lade mesterens aura omfatte sig selv. Absinthdrikkeren er endog en skuespiller, hvilket kunne være en pointe, men i så fald er den ligegyldig. Steffensen prøver at rekonstruere Absinthdrikkeren, at give ham liv, uden at give os nogen svar, men det virker ordinært, det virker som noget, der kunne være udtænkt under klimatopmødet. Det er praktisk poesi a la de hundredvis af smeltende isskulpturer, der skulle åbne verdens øjne for den store lidende Moder Jord og lade de frelste ngo’ere sige high five til den store skaber i en selvbekræftende lukket cirkel. Og nu vi er ved titlen, kan den næsten heller ikke blive værre: lette, smarte dobbeltbetydninger, der kan forsvares hos selv den mest fladpandede chef, hører reklameverdenen til, ikke kunsten.

Det er kort sagt for jævnt. Og tilmed sat op imod geniale mesterværker, der var lavet ud fra en indre nødvendighed. Steffensens fotografier ligner noget, der er lavet ud fra en ydre nødvendighed, en trang til at lave noget, der ligner kunst. Det holder rent teknisk som fotonørderi, som godt håndværk, som om nødvendigheden har været stor, hvorimod poesien er håbløs og overfladisk. Det er også i det tekniske, Steffensen kommer til sin ret. Når han i sit øvrige virke rammer plet, låner han fra klassiske værker og trækker tonaliteten ud til det ekstreme, ja næsten perverse, ligesom i hans lilla og sorte landskabsbilleder fra årtusindeskiftet. Det er også i de små tekniske detaljer, at lyspunkterne i nærværende udstilling skal findes, f.eks. når fremkaldelsen af billederne, der akkompagnerer Daniaden, får hende til at ligne marmor.

Det er ikke meget at tilbyde en forventet dialog mellem gammel og nyt, men det er dog bedre end den totale tavshed.

Adapt er et stort rumvæsen med øjne og mund. Det er gennemsigtigt, så man kan se mekanikken, og det ligner lidt, at man har kørt Matt Groenings tegnefilm Futurama gennem Wordle og fået en fuldstændig meningsløs ordsky uden andre ord end ’Adapt’ i midten.
I Hand to Mouth er vi ude i to spejlvendte og slanke aliens med store gebisser og tæer, der kan trykke på knapper.

Erik Parkers værker var engang hiphop på lærred, det var en voldsom akkumulation af farver og ord fra temaer, der spandt lige fra dem, Bush havde dømt til døden i Texas, til det, de siger på dårlige radiostationer. Nu er han blevet voksen og har fjernet næsten alle ordene, kun et enkelt står tilbage på hvert lærred.
Den venlige betragter vil nok se det som et tegn på, at Parker fokuserer på et metafysisk plan, hvor alting hænger sammen og styres af bagvedliggende processer. Og det kan sagtens tænkes, at han gerne vil have os til at tænke det, men hvis man vil kommentere noget, er det ikke nok blot at gøre opmærksom på dets eksistens, man er nødt til også at have mere holdning til det end ved at male det, så det ligner et par Daisy-bukser.

Værkerne er reduceret til at være doodles. Det ligner stadig noget, der er lavet på et syretrip, men det er ikke et cool trip længere, der er mere Professor Olsens Spilleland sponseret af Hummel.

Det er ikke engang vild fantasi længere, det er gak-gak laissez faire-kunst, hvor en lille streg bliver omfattet af en, der er tykkere, som så får selskab af en lidt federe ring på den anden led i en ny farve og så videre, til lærredet er fyldt. Man kunne godt få den tanke, at Parker har mistet den. Man skal i hvert fald have meget lave forventninger til kunst og elske lilla og blå for at finde det tilfredsstillende.