Bjørn Nørgaard har uden tvivl fortjent at få så mange tilbud som muligt. Hans værker i 60’erne var sublime. Derfor kan det kun skyldes misundelse, når han kritiseres for sit store engagement i dronningen. Her tænkes ikke kun på hans indædte forsvar for hendes kunstneriske begavelse, Herregud, de er vel venner, men også på de bestilte gobeliner. Manden skal jo leve. Men der, hvor hårene hopper af penslen, er, når Køge Skitsesamling vælger i næsten et helt år at udstille SKITSERNE til gobelinerne, altså de store stykker karton, som blev brugt som forlæg til væverne. Historieskrivning er ganske vist subjektiv, men hvad har det med kunst at gøre!? Gobelinerne kan til nød afføde diskussioner om kunstnerens intentioner med de forskellige personager, han har udvalgt til bordurerne. Som dronningegok passer det måske meget godt til et museum, der har et parcelhus som arkitektonisk forbillede, men hvis man vil vise kunst, kan man ligeså godt vise skitserne til de nye Gajolpakker.

David Risley syntes sikkert selv at han fik en god idé, da han udvalgte en dansk maler til en udstilling om danske malere. Med sin engelske baggrund og dermed en påstået uvidenhed om dansk maleri som undskyldning bad han vedkommende pege på en anden dansk maler. Vedkommende fik herefter et brev, hvori der stod, at vedkommende var valgt af en anonym kunstner, og at vedkommende i fuld anonymitet skulle vælge endnu en dansk maler og så videre, indtil en kunstner var blevet valgt to gange eller til en kunstner sagde nej. Herefter ville David Risley opsøge de forskellige kunstnere og udvælge malerier til en udstilling om dansk maleri.

Det er ikke malerierne, der er det interessante på udstillingen. Det eneste, der kan forsvare udstillingen, er, at det afdækker et netværk. De ni malere, Jessica Breitholtz Björk, Claus Carstensen, Peter Land, Marie Søndergaard Lolk, Søren Martinsen, Anna Odell, Astrid Svangren, Camilla Thorup og Mette Winckelmann er forbundet gennem en række af venskaber. Men det er næppe andre end de ni selv, der finder det morsomt. Men denne vedkommende er ubekendt med kunstnere. En kunstner vil altid vælge en ven. Og da anonymiteten vil stå i vejen for en gengældelse af tjenesten, vil den aldrig kunne opretholdes.

1 stjerne – Maria Wæhrens, Road to heaven på Backyard Gallery, 2010

I Maria Wæhrens værk Dream ser man en hjemløs sove på en madras malet i tidens populære skødesløse healerstil. I Dance ser man to personer danse og gæt selv, hvad der sker i værkerne Sing og Fuck.

Grundregel nummer et, når man skal lave poesi, er, at den skal handle om noget, der ikke kan benævnes direkte, men kun kan hentydes til. Og når man så ovenikøbet skal prøve at male poesien, bliver det ekstra svært.

I udstillingen Road to Heaven har vi ingen chance for at vide, hvad det er kunstneren Maria Wæhrens vil. Der er simpelthen intet, man kan kaste sin nysgerrighed over, så vi er kun efterladt med én mulighed: at tage værkerne for pålydende. Og det er desværre ikke særlig interessant kunstnerisk.

Cathrine Raben Davidsen har malet og tegnet en masse kvinder med udtryksløse hvide ansigter. Gestikken er vild, baggrunden er monokrom, og det ligner småpatetiske modeillustrationer af en skoleelev, der er sluppet nogenlunde heldigt afsted med at øve sig i at male mennesker i Magasin.

I værket Remote Control ser vi for eksempel en ældre kvinde, der kigger på fire lidt yngre kvinder, hvoraf den ene holder i et håndtag. Kvinderne smelter sammen med den blå baggrund, man kan kun se deres tøj, den ene kvindes gule støvler og et par stregtegnede ansigter smidt ind midt i det hele.

Man venter kun på, at galleristen bryder sammen af grin og fortæller, at det hele bare er for sjov, hvorefter han vender billederne om, så man kan se de rigtige værker.

Men nu er der gået nogle år, så man må jo nok hellere begynde at vænne sig til, at det ikke kun er moden til mænd, der er fesen.

Cathrine Raben Davidsen har simpelthen skabt sig en plads på kunstscenen som den ’hvide’ Thomas Kluge. Det forestiller noget, det ligner kunst, og inspirationen er hentet for et par århundreder siden. Ifølge pressemeddelelsen er det ganske vist en »sammenstilling af kendte værker fra kunst- og litteraturhistorien, der i en visuelt dragende og klar dialog og med forfatteren Virginia Woolf som en central figur, undersøger den måde, vi agerer på i dag«.

Det er ligeså rigtigt som at sige, at de er en parafrase over Bjarne Lisbys gamle bukser, der var rare at have på, men nu er alt for små.

Eller at nærværende anmeldelse fungerer som indstik til næste udgave af Bib len. Og det var egentlig ikke et forsøg på at være sjov, selv om der godt må grines, for vi er faktisk fremme ved et af billedkunstens helt store krisepotentialer.

Lad mig komme med et eksempel: Tænk, om jeg nu havde lanceret denne kunstside som opfølgeren på Åbenbaringens Bog. Jo, kære læser, De havde nok spærret øjnene op, og mon ikke De relativt hurtigt allerede efter første anmeldelse havde kasseret mig som værende total idiot.

Hvor ordinært

Måske ville de give mig en chance til ugen efter og min farfar ville måske blive ved en hel måned endnu, men selv min allernærmeste familie ville aldrig, aldrig tro, at det, de læste, var fortsættelsen af Det Nye Testamente. Og med det in mente, så tænk nu på, at der engang har været en person, der har bestemt, at Cathrine Raben Davidsen bygger bro mellem den klassiske kunst og sam tiden på en ny og original måde, uden at der er nogen, der har sagt vedkommende imod. Ja, man kan gå så langt som til at formode, at kunstneren selv tror på, at der er en forbindelse med den mytologisk-filosofiske snik snak og hendes værker! Stakkels kvinde. Hvor er janteloven, når man har brug for den!? Når folk sammenligner kunstscenen med Kejserens Nye Klæder, er de nemlig venlige, for virkeligheden er meget værre.

Ikke nok med at Raben Davidsen ikke ved, at hun er nøgen, hun sælger også de klæder, hun ikke har på!

Men det bliver endnu værre! Som de ville have sagt i Kontant, troede vi ikke, at svineriet kunne fortsætte, men det kan det!
For kunstscenen har den grumme indretning, at Ca thrine Raben Davidsen og hendes følge nu vil kunne tage disse sætninger og sige (med fremmedord naturligvis), at det er det, det hele handler om. At hun udstiller kunstverdenen, så vi kan se, hvor hul den er.

Man forstår pludselig, hvorfor det er så umuligt kun at elske kunstverdenen.

Nu ville de fleste nok sige, at billedkunst jo er en svær størrelse, og at smag er ligeså forskellig som behag.

Ok, fair nok. Hvis en fyr ser godt ud, kan det vel også være ligegyldigt, om han har baseret sit liv på en løgn. Men hvis man mener, at kunst har andre formål end de dekorative, hvad giver

Remote Control os så? Fem kvinder fra en mode-redaktrices sketchblok, der med lidt god vilje godt kunne ligne noget, der var malet engang for længe siden. Men på en moderne måde.

Hov, var det ikke det, Manet gjorde, Monet og Picasso og … er det for helvede ikke næsten det, alle kunstnere gør!!?! Men de har i det mindste et eller andet interessant eller et nyt greb.

Cathrine Raben Davidsen har intet. Hendes værker fortæller, at mødet med de nye tider splitter mennesket, måske ikke i atomer, men så i streger. Hvor ordinært. En kritik af modernismen? Skal vi kalde det postmoder­nisme? Og så holde op med at male?

Statens Museum for Klimakunst har lavet fem tegnefilm, der forestiller en tv-vært der har to gæster i et Deadline-lignende studie, hvor de i et ekstremt højt og overvelformuleret tempo gennemgår Udnyttelsen af naturen, Mennesket og naturen, Naturen som system, Landskabetog Dommedag gennem forskellige kunstværker, som så også hænger i de rum, filmene vises i.

Filmene er begyndt som lange manuskripter, der så er blevet kortet ned, skåret til, barberet ind til benene og til sidst fremstår som opslidende reklamesmarte lyngennemgange af kunsthistorien ud fra devisen: en sætning pr. værk og én vejrtrækning pr. film. Mix gerne med så mange filosoffer som muligt.

I en af filmene går vi på få sekunder fra Foucault til Aristoteles til Hoffnagel tilbage til Aristoteles og over Holstein til Descartes. Det er ren professormasturbation, uegnet for andre end den, der selv fører hånden. Og så står man dér med et Jorn og en Braque, en Mario Mertz, en Kirsten Justesen og en Mike Kelley og fire foto af Olafur Eliasson, og hvad de ellers har skullet bruge som baggrund for at have en undskyldning for at kunne få et sted at stille skærmene. Man er udblokket for mulighed for at tænke selv. Man føler sig, som om man er inviteret til middag med publikum fra X-Factor, fordi man stemte på den sang, der gik videre. Det giver ingen mening. Denne gang har de ikke blot spændt kunsten for en vogn, næh, de har presset den op i røven på en gammel høne, der hedder klima til fornavn og hjernedød til efternavn. Endelig anerkender I jeres ledelsesmæssige ophav.

Men hvorfor ikke gå hele vejen og lave en regeringsudstilling med værker, der matcher de værdier, VKO har? Jo, hold nu op, man kan da snildt få alle værker til at handle om uangribelighed, dygtighed, ansvarlighed, skattestop og rettidig omhu. Og præsentere dem i Excelark med skattemæssige fremskrivninger og nytteetiske effekter under hvert billede. Kom nu, vær lidt friske, I har allerede taget den i prutten, så hvorfor stoppe her?

Bjørn Nørgaard har smidt en kopi af Venus fra Milo i en stor grøn skraldespand mærket ‘Recycling art’. Det er catchy. Det er let at se med på, faktisk så let at man ikke skal se i mange sekunder, før det går op for én, at æstetikken er kvalm, og etikken er for børn. For er det kunsthistorien, Nørgaard vil genbruge? Eller hellenismen? Skal vi grundlægge verden forfra? Skal vi tænke gamle tanker på en ny måde? Hvor mange gange kan vi give gamle mænd en sidste chance i kunstsystemet, inden vi endegyldigt sier dem fra? Og er det Bjørn Nørgaard, der har lavet Axe-reklamen, som hærger landet med et billede af en roligan med det danske flag i hovedet og et svensk på munden.

Selv de svenske fans vil kysse, hvis blot man bruger Axe. Selv de danske kunstinstitutioner vil angiveligt lege, hvis blot man skærer det ud i pap.

Nu er ingen af delene just tilfældet med Frederiksberg Kommune, der heller ikke skal klandres for at blande kunst og bæredygtighed sammen. Det kan sagtens lade sig gøre, men hvis man vil bruge kunsten i pædagogisk øjemed, er der én grundregel, man aldrig må glemme: Kunsten kan ikke spændes for en vogn, men man kan sagtens spænde en vogn efter kunsten.

Så hvis man er kurator med grønne briller, skal man altså lede efter værker, der afspejler tidens klima-nervøsitet frem for at bede kunstnere lave et værk over samme.

Så galt kan det gå

Nu er udgangspunktet for udstillingen allerede ret klumpedumpet, hvorfor det heller ikke er helt malplaceret selv at trække i de tunge støvler og (jævnfør Sangild) bruge et par linjer på kunstens autonomi, der helt grundlæggende betyder at kunsten er selv-lovgivende. Kunsten bestemmer selv, hvilke regler den vil følge. Kunsten tjener ikke et formål. Kunsten nyder den ultimative frihed hævet over alle hverdagens begrænsninger.

Hvis man skal trække det endnu længere ned på jorden, er en sammenligning med de autonome effektiv. De eksisterer kun i deres lovløshed i det øjeblik, de følger reglerne og gør, som politiet siger, er de ikke længere autonome. Men ligesom med de autonome lever kunsten også et dobbeltliv, hvor den på den ene side er fuldstændig fri, og på den anden side er underlagt en lang række sociale koder. De autonome er i opposition til alt, men har alligevel også stramme regler for alt fra påklædning, til hvad de spiser.

Udstillingen på Frederiksberg er et glimrende eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke respekterer kunstens autonomi, men hyrer den til et kulturpædagogisk formål. Frederiksberg har ikke fået kunst, men kunstnere, der laver pædagogik.

Peter Carlsens pædagogiske indslag er Bæredygtige Villy, der med en Superbrugsen-pose i favnen har købt Coca-Cola, Cult og Kildevæld, hvilket må siges at være en fuckfinger til kuratorerne, der bad om god kunst om bæredygtighed, og i stedet fik et billede af en mand, der er dygtig til at bære.

Helt håbløst

Klaus Thejll Jakobsen, der ellers er så pokkers dygtig, har lavet en skraldespand i pap fyldt til randen med emballage fra mærkevarer og betitlet Østerbro skraldespand efter valget 2001. Man savner helt den Axe-reklame for sin elegance. Og endnu værre er Mette Hannemanns håbløse maleri af tre mennesker, der ikke taler med hinanden på en strand fuld af affald. Det handler om, at man ikke skal være ligeglad.

Bente Christensen-Ernst har malet en glødepære og kaldt maleriet forSkyldig. Villy Grønborg har malet en masse vand og kaldt detOversvømmelse. Og Håkan Nyström har i værket Rebirth malet noget, der er halvt affald og halvt menneske, som ligger et forladt og forarmet sted og ser på et fjernsyn, hvor der er et program om naturen før katastrofen … Av av av …

Faktisk er Nørgaard den eneste, der hæver sig over det banale, selv om det dog næppe er intenderet. For selvfølgelig har vi en række ressourcer, som vi bør udnytte bedre og flere gange, men faktisk er der dog en grænse for,hvor mange gange man kan genbruge, inden materialet bliver slapt.

Bomuld har for eksempel kun to liv, hvorefter det skal bruges til isolering eller papir for eksempel.

Nørgaard fungerer stadig, men det oprindelige vitale materiale er der ikke meget tilbage af.

Kunstnergruppen Surrend har gjort det igen, ramt fuldstændig ved siden af med to plakater, der forener banal politisk satire med ringe kunstnerisk indsigt. Denne gang har Pia Bertelsen og Jan Egesborg portrætteret kronprinseparret med ord om familieliv såsom havregryn, ingen søvn og ingen sex på én plakat, og kronprinsen alene på en anden plakat, med ord om den internationale olympiske komité som diktatur, tortur, Putin og gamle mænd. Og her kommer pointen, på plakaten med IOC er Frederiks tissemand længere end på plakaten med ordenen om familieliv. Han får altså en halvfed på af dikatur, tortur, Putin med videre, hvorimod hans familie ikke giver ham samme ryk i piben.

Surrend er her så gumpetunge i deres udtryk, at det svarer til, at en musikgruppe lagde instrumenterne fra sig og i stedet valgte at fortælle, at beatet var 4/4, og at der om lidt ville komme et medrivende omkvæd. Vi er helt nede i stakken med satire, der er for fladt til at kunne komme i Svikmøllen, og muligvis har Kunstrådets formand og Folketingets Kulturudvalg Surrend i baghovedet når de fantaserer offentligt om kunst, der kan provokere, men det absolut eneste provokerende ved værkerne, er, at gruppen kalder dem kunst. Hvis kronprinseplakaterne er kunst, så skal Berlingskes ledere straks op at hænge på Louisiana. Sammen med Monrad og Rislunds samlede værker.

Balloner er normalt skrøbelige, nu har finske Jiri Geller støbt dem i et hårdt polyestermateriale, så de ikke så let går i stykker. Dødningehoveder er mennesker, der er gået i stykker, dem har han foreviget med billak i tre forskellige farver, der løber ned af piedestalen. Værket Do not touch the artwork er endnu mere plat og åndet. Her ligger en piedestal på gulvet med Mickey Mouse-arme og ben stikkende ud til begge sider. Holy shit.Tænk sig, at han sådan både tør omgås døden og gøre nar af populærindustrien. Og samtidig være følsom med fem is i et materiale, der ikke smelter. Jeg skal ikke afvise, at Jiri får meget fisse hjemme i Finland, men det er næppe i kunstinteresserede kredse.

Anette er dygtig til at male, så det ligner. Men hun har aldrig rigtig vidst, hvad hun skulle male. Så læste hun en artikel i Det Fri Aktuelt om formalisterne, der lavede kunst for kunstens skyld. Det lød godt, syntes hun, og malede et tomt rum med vægge og skakternet gulv. Men hun syntes ikke, det lignede stor kunst. Så fandt hun artiklen frem igen og kiggede på billederne. Det var mærkeligt, formalisternes billeder forestillede slet ikke noget. Måske folk også ville synes om hendes billeder, hvis de ikke forestillede noget. Men så var der jo ingen, der kunne se, hvor dygtig en maler hun var, så Anette besluttede sig for at gøre begge dele.

Og sådan gik det til at Anette Harboe Flensburg endte med at få en af Danmarks mest særprægede signaturer: Værelser med abstrakte vægge og fedtede gulve.

Anette glemte dog en vigtig detalje. Kunst handler om noget. Også selv om kunstneren påstår det modsatte.

Lad os tage værket Hotel Delfin, der med sine 180 x 500 centimeter fylder Galleri Christina Wilsons endevæg. Her ser vi et hotel- værelse med en seng, der er betrukket med camouflagemønstret stof, og vægge, der afmonterede står i sengen og spejler værelset. Hvad vil hun gerne fortælle os? At der er forskel på virkeligheden og den virkelighed, vi oplever? Men har jeg ikke hørt det før? Nå jo, det var det, ham med broerne i forskellige farver forsøgte at fortælle os for 130 år siden. Måske prøver Anette at fortælle os, at der er forskel på abstraktion og virkelighed. Altså ligesom der er forskel på sort og hvid. Men ville man male et maleri, der var sort og hvidt, for at sige det? Handler Monets broer kun om broer? Nej, der må være noget andet.

Erindring

Nu har jeg det! Det handler om erindring, Anette har ligget i det værelse, og det er sådan, hun husker værelset, og hun har malet det, fordi hun gerne vil fortælle os noget om, hvordan man erindrer. Men hvorfor fortæller hun os så kun, hvordan hun erindrer det? Hvorfor skal jeg have at vide, at Anette var fuld, da hun var på Hotel Delfin? Prøver hun at sige, at kvindelige kunstnere drikker lige så meget som mandlige kunstnere?

Der er masser af vamle postulater i Harboes værker, men hvad nu hvis vi holder os for næsen og blot antager, at det handler om rum. Værsgo, her er et billede af et rum. Til venstre har vi en dør, og til højre har vi et stykke væg, der læner sig op ad væggen, og i midten er der en åbning ind til et andet rum, som vi ser det i værket Untitled (1). Men hov, hvis det bare er rum for rummets skyld, så ligner Anettes billeder til forveksling Per Arnoldis, måske så hun forkert i Det Fri Aktuelt dengang, måske så hun et af Pers værker fra atelieret, hvor han maler hjørnet. For hjørnets skyld. Geometri for geometriens skyld uden at forholde sig til noget som helst. Og er det ikke også præcis den samme plade/væg, de maler? Deler de atelier? Har de en affære, eller er det kun på det åndelige plan, de knalder?

Er vi virkelig ude i, at det slet ikke handler om noget? Kan det lade sig gøre? Hvad nu hvis vi smider al skam over bord og finder vores indre føle-smølf, er Anettes rum så en metafor for mennesket, hvor væggene spejler hinanden, fordi vi spejler os i andre? Er genstandene i værelserne ude af fokus, fordi vi har svært ved at fokusere? Hvis det er tilfældet, så findes der en tommelfinger- regel, man aldrig må glemme: Kunst, der er så kedeligt, at det virkelig ikke handler om noget, eller handler om noget, der er så søgt og banalt, at man får ondt i maven af at skrive det, peger tilbage på den, der har malet det. Og så handler det om dét. Og som selvportrætter er Anettes billeder måske ikke helt ved siden af. Og det kan jo så meget vel være forklaringen på, at der aldrig er nogen hjemme i værelserne.

Hvorfor kan man ikke se den nye Fiat500 i et Formel 1 løb, når den kan køre? Hvorfor er det ikke narkomaner, der står i køkkenet på Noma, når de kan bruge en ske? Hvorfor er det ikke hamstere, der arbejder på en møbelfabrik, når de godt kan lide træ?

Der er mange ting, man skal bryde hovedet med, når man er kurator på Brandts. Men man er også glad, for man har nemlig lige åbnet en udstilling med robot-kunst. Det første værk er rigtig fedt. Det er en robot, der kan læse et tegn og skrive tegnet i lys ved at trykke på nogen knapper. Det er kunst. Kunst er nemlig at tegne. Der er også en robot, der kan skære et mønster ud i bølgepap, og mønster er kunst. Der er også en robot, der er lavet af et billigt træstativ, som kan gå. Billige træstativer er kunst.

Der er nogen mennesker, der hele tiden snakker om erhvervslivet og kunst og penge og kunst og firmaer … Den slags mennesker ville det være en god idé at skyde. For de stopper ikke, når de har kvalt kunstscenen. Aviserne bliver til indstik i indstik i indstikkene. Teaterstykkerne bliver til undervisning. Kulturen bliver til reklame. Vi bliver til dyr. Og en dag spiser vi hinanden.

Brandts tror, man kan skille tingene ad. Det troede Judas også. Og farisæerne i templet.

»Men vi skal have penge for at overleve, vi skal have penge for at vise den gode kunst,« flæber museerne i kor.

Okay, okay, okay, men forestil jer, hvis Politiken i en måned kun bragte artikler, der var skrevet af dem, artiklerne handlede om. Ja, de kunne tjene lidt skejser på det, men det ville være lidt ligesom at brække sig i sine underbukser, imens man stikker hovedet op i røven på en ko. Det varmer lige nu, men på sigt er det ikke så lækkert.

Nå, nu kan Direktøren Grambye ikke læse mere, Harboe-bryggerierne er på den anden linje, de har en ny flaske, der er formet som en flaske, og når noget er formet …