New Deals

Pind giver Olafur Eliasson en olfert med et neonværk, der gør nar af den islandsk-danske institution og alle os, der lader os forme af den

»Jeg er en del af dig, du er en del af mig,« sagde Pind for syv år siden med graffitibogstaver i en tegning, han nu har fundet frem fra gemmerne.

Det virker som et af den slags statements, der kommer, mens pandelappen er slået fra. Kroppen er ude at spadsere. Tankerne er sendt på koloni. Pind er helt alene med sig selv uden noget, der forstyrrer. Og pludselig går signalet klart igennem.

Dengang var det måske bare en god sætning. I dag er den tydbar. Ved siden af tegningen står et stativ af træ, med et akvarium uden bund ovenpå: Organized structure waiting, unaware of it’s own existence. Den kunne også have heddet Dit affald er min kunst.

Du er samfundet. Du æder og skider. Pind kommer med toiletbørsten og smiler og siger: »Nøøøj, hvor er den flot«.
(mere…)

Anna Sørensen har en fremtid om kurator, i hvert fald er det et hit, at hun har hevet fire værker af Niels Nedergaard med hos Tom Christoffersen.

Nu afdøde Nedergaard var fascineret af islamisk ornamentik, som han med kul kalkerede over på papir, hvorefter han tegnede det op med oliekridt og akrylmaling. Først gjorde han det med vinduer, og siden med alt, der var mønstret, døre, lofter etc.

Anna Sørensens værker er stadig sjove at se på, også tæt på hvor man kan ane, hvor meget hun elsker at male. Malte Fisker er så ung, så ham venter vi ved at kritisere.

Anna Sørensen. Malte Fisker og Niels Nedergaard hos Tom Christoffersen, Skindergade 5, København til den 23. april.

Bedømmelse: 5/6

Vi fedter i vores telefon. Vi skændes i vores forhold. Vi spørger, hvordan vi har det i clairvoyancen.

Vi køber status. Vi ordner hår. Vi går ud. Vi får sammenbrud. Vi går på Facebook.

Vi tænker kun lidt ad gangen, planlægger kun en smule, tror ikke på noget, alt kan købes, alt kan opleves. Alt lid sættes til teknologien. Og hvis vi synes, det bliver for overfladisk, er vi kun et klik og en tussebasse fra mindfulness og enhver åndelig indsigt.

Kære læser, kære indbygger i det 21. århundrede. Du har kun én Gud. Og han hedder Ahriman.

En falsk Messias

Først kom gode Lucifer, han gav os vores frie vilje, da han forførte Eva med et æble. Uden ham havde vi været slaver den dag i dag. Så kom Kristus for at skabe balance, fordi han vidste, at vi 2000 år efter ville få besøg af Lucifers dobbeltgænger, mr. ondskab, Ahriman, den faldne ærkeengel, der som en falsk Messias er kommet for at forføre os med kapitalisme og materialisme, der luller os ind i en bevidsthed af selvtilfredshed og tro på egne evner, der vil føre os ud af friheden og lukt i hans arme. Farvel liv, goddag maskinsamfund.

Ahriman virker ifølge Rudolf Steiner i den elektromagnetiske stråling.

Solen er også elektromagnetisk. I en 11-årig cyklus skaber den færre eller flere solpletter, der skaber magnetisme, der sammen med månen trækker os ud af form og skaber højvande og skruer op og ned for temperaturerne. (mere…)

3 stjerner

Jeg hørte engang en historie om Miles Davis. Hver gang han havde fundet på en ny melodi, havde han brug for en trommerytme, der kunne få den op at flyve.

Engang sad han med en ung trommeslager, der ikke kunne finde ud af det. Uanset hvad han prøvede, syntes Miles Davis ikke, at det duede.

Efter to dage, hvor de var lige ved at give op, sagde Miles Davis til trommeslageren, at han skulle prøve at spille noget virkelig dumt.

»Ok,« sagde trommeslageren og spillede noget rent nonsens.

»Perfekt,« sagde Miles Davis.

»Prøv så at spil det modsatte.«

Så smed trommeslageren stikkerne, nu gad han ikke længere.

Så sagde Miles Davis: »Har du overhovedet nogen idé om, hvor jeg vil hen?«

»Nej.«

»Det har jeg heller ikke. Men vi ved det, når vi har det.«

Mærk dig hans ord. ‘Vi ved det, når vi har det’. Det er i det grænseland,Forårsudstillingen 2011 burde ligge. Det burde være en institution, hvor man kunne se det, man ikke vidste fandtes. Det burde være et sted, hvor man kunne sende det kunst hen, man simpelthen ikke anede om holdt eller ikke holdt. Så kunne juryen vælge dét ud, vi aldrig havde set før. Og så kunne vi spadsere rundt i en heksekeddel af lort, hvor der pludselig en dag ville ligge en diamant af det pureste fremtid. Og vi ville
kunne omfavne den, og vi ville vide, at nu var den her. Der fandtes noget derude, vi ikke havde set før. (mere…)