En forførende, men ufarlig installation, gør det næsten til en foruroligende oplevelse at tage metroen
4 stjerner
Når man i denne uge tager metroen fra Kgs. Nytorv oplever man en sjældent vellykket genre, nemlig kunstværket i det offentlige rum der skal forføre forbipasserende. Men det der normalt hensygner uden opmærksomhed eller giver mavekneb af lede, kan på metrostationen ikke undgå at påvirke alle de mange rejsende på en fin og sofistikeret måde.
Værket er ganske enkelt – store videoprojektioner, dæmpet lys i forskellige farver og behagelig musik. Men stationen er virkelig forvandlet. Det er som om man er på vej ind i en natklub der får Ibizas bedste til at blegne, som om man er på vej ind i en helt anden dimension, som om der er rulletrapper bagerst i klædeskabet. Den ellers så simple opsætning fremstår så omfattende, at rulletrapperne virker som om de er lavet til installationen og ikke omvendt, og de andre rejsende virker pludselig langt synligere end nogensinde før, som om de er statister i værket. Men når man stiller sig på platformen midt i det hele og kan se både dem der er på vej op og dem der er på vej ned, og de enorme og meget sanselige balletdansere der fylder begge bagvægge, er det lige omvendt, man er trådt om på en anden side af den væg der adskiller de rejsende fra kunstværket, som om de slet ikke eksisterer, som om der er glas imellem os.
Værket hedder Urban Forest og er ment til at give et åndehul i hverdagen. Kunstnerne bag, Patrick Coard og Cecilie Waagner Falkenstrøm der sammen kalder sig The Reframing Initiative, har skrevet at de med værket gerne vil fjerne de rejsendes stress og jag og i stedet fylde dem med ro og varme.
I virkeligheden er værkets styrke næsten det modsatte, de prikker til roen og varmen og kan potentielt gøre os stressede og tvivlende. De får nemlig rejsen til at fremstå absurd, noget så almindeligt som rejsen der altid har handlet om at bevæge sig fra punkt a til b virker ikke længere som en serie af events, men kun en enkelt. Man opdager kort sagt hvor konform en togrejse er, man er en del af en enhed. Idet man træder ind på stationen, plugger man sig ind i præcis den samme event som man træder ud af når man er fremme, én stor flydende masse af toge og døre og mennesker. Der er ikke nogen a’er, b’er og c’er i rejser, der er kun ét stort bogstav med mange udgange. Èt stort A hvor tiden står stille, som om tiden bliver til et punkt der kun slår én gang, dok, og så træder man ned fra stationen, ud af eventen og de andre rejsende, og er videre.
En herlig sidegevinst ved værket er at det viser offentlig kunsts styrke. I en by hvor torve og pladser bliver voldtaget af politikernes og organisationernes dårlige smag og uvidenhed er det vigtigt blot en gang imellem at kunne se noget der ikke er fremstillet i provinsen og monteret på en spånplade der er skruet ned i en betonpille og anbragt sammen med 50 lignede monstrumer og udførlige vejledninger i præcis hvilke omvæltninger i ens liv et kig på de landskabelige fotografier vil medføre og hvilke budskaber skilderierne er sat i verden for at illustrere. Der ER desværre også en beskrivelse af hvad Urban Forest kan, men den står ikke i vejen for værket og den er også underspillet i den forstand at den ikke partout skal markere og understrege at det altså er KUNST vi har med at gøre. Tværtimod kalder kunstnerne det for et ‘stemningsværk’ hvilket er sympatisk.
Værket understreger dog et typisk problem hvad angår offentlig kunst, for når man ser den endeløse liste af samarbejdspartnere kan man ikke andet end at blive mindet om værkets ufarlighed. Balletdansere på en væg… Det virker lidt ligesom partypromotere der vil have dværge som bartendere eller forfattere der indleder deres første bog med at hovedpersonen vågner et sted og ikke kan huske hvordan han er kommet derhen. Balletdansere er så håbløs en banal idé, det er ligesom den første universelle idé der falder ned i hatten på mennesket når det skal tænke på noget der kunne være sjovt at vise på en stor væg i en metro, og selvom de danser smukt og det er koreograferet vidunderligt og filmet fra alle sider med en linse der fanger huden appetitligt, så kan værket så meget i forhold til rejsen at man ærgrer sig over at potentialet ikke er bedre udnyttet.
Værket forstyrrer virkelig noget velkendt. Men det gør ikke noget ved det. Kunstnerne har sat alarmen, og på vej ned af trappen realiserer man at det er muligt at stå op, men når man trykker på snooze og træder ind toget sker der ikke mere. De kunne have smidt en kold spand vand i hovedet på passagererne. De kunne have plantet en alvorlig tvivl på om man prioriterer sit liv rigtigt, de kunne have gjort det ferier kan, hvor det går op familiefaderen, at han skal bruge mere eller mindre tid på sin familie, men det gør de ikke. Og det er her det typiske problem bliver berørt, for det kunne de heller aldrig have fået lov til. Modet er fraværende på scenen for offentlig kunst. Og det eneste der vil kunne indgyde det er et stort og anerkendt navn. Og det har Urban Forest ikke. Men måske kunne de komme igen til næste år, med noget lidt mindre forudsigeligt og endnu bedre.
Urban Forest på metrostationen på Kgs. Nytorv til og med den 22. august 2010
Tags: Cecilie Waagner Falkenstrøm, Kgs. Nytorv, Metro, Patrick Coard, The Reframing Initiative, Urban Forest