Jürgensen og Dybbroes italienske ø-værk er en småpervers genvej til det mentale ingenmandsland
5 stjerner
Det ligner noget futuristisk modernistisk gejl fundet på en strand, det ligner det sædvanlige lal hvor man mimer kunsten uden selv at sætte noget på spil. Men så er der musikken, noget ganske underligt fra en pladespiller på gulvet, lyde og rytmer og det går op for én, at det er hjemmegjorte musikinstrumenter man er omgivet af, og lidt senere endnu når man drejer om hjørnet i det lille galleri og opdager filmen, ser man at det minsandten er ø-gjorte instrumenter.
Jacob Dahl Jürgensen og Simon Dybbroe Møller har sammen med en flok venner været på en italiensk vulkanø hvor de som i et andet maritimt reklamefremstød, har fundet flotsam og jetsam (hvilke underskønne ord) der skal vise verden én gang for alle, at havet har andet at byde på end skide drivtømmer der snart er blevet gennempulet af hveranden kunstner med hovedet tømt for inspiration og idéer. Næ, se her hvor meget skønt der rent faktisk skyller i land, fortæller vores venner. Og matroserne på marinekontoret må klappe i deres vejrbidte hænder, for hvilken forløsning af søens potentiale, éns ulykke bliver en anden mands musik. Hvilken besjæling af opgivet materiale. Eller omvendt, det endelige allersidste tab af sjæl i en verden hvor det vestlige menneske har opgivet storbyerne i jagten på unikke materielle objekter de kunne fetichisere, hvorfor de nu som en anden American Psycho er gået hele vejen og som svin med silikonefyldte læber, sprøjter i armene og numerologisk korrekte navne, står ved strandbredden og venter på at det som ingen anden har over kaminen, skyller i land.
Eller måske kan begge dele forenes, måske venter zen ude i horisonten når den sidste anstændighed er faldet. Når form har trukket de sidste livsdråber ud af os bliver vi endelig sat fri. Måske er det alligevel ikke mentale fængsler samtidskunsten har sat os i, men afgangshaller mod himmerige.
Næppe. Men ligesom dobbeltspillet i ‘Jetsam and Flotsam’ ikke kan forklares, så er der en klar tendens i samtidskunsten mod at det der før hed poesi og før det hed undersøgelser, nu hedder frie mentale rum eller fælles åndelige bevidstheder om man vil. Kunsten i dag kan lynhurtigt åbne døren til dette ingenmandsland inden i os selv hvor tanken er fri og vi blot er tilstede i bevidstheden. Dette rum som alle kan mærke, når blot de bliver bedt om at tænke over, at de tænker. Alle kan mærke at de ikke eksisterer i tanken, men et sted der er endnu dybere.
Om Jürgensen og Dybbroe Møller kan få os helt derind og om der virkelig er forbindelse til alle andre levende væsener må være op til den enkelte, men de viser os i hvert fald et vindue der kan spare mange for den årlige tur til Indien.
Mimedelen er heller ikke helt skidt, det er ikke kun forvrængerkunst hvor de letgenkendelige symboler bliver taget under behandling som når de laver instrumenter der ligner en Geertsen eller Calder, eller ironisk nuller-kunst hvor man griner ‘A-kasset’ af noget bøjet jern og en spand der ligner et spil kryds og bolle. Jürgensen og Dybbroe er ligesom kommet videre, de har ikke brug for at demonstrere overfor os at de kan deres Politikens Bog om Kunst, de causerer frit over modernismens symboler og former, uden at skele til om inspirationen kommer fra svundne tiders hype-modernisme eller vore dages sentimentalitetsmodernisme. De to kunstnere tager os med til alt fra et sommerhus i 60′erne til Bo Bedres seneste interiørtips og et hot tysk galleri i 10′erne. Det er så lækkert og spænder over så meget, at man bliver lidt blød i knæene. Bare væggen med de små trekanter der er strøet som stjerner på et Sergej Jensen-flag… Eller ophobningen af skilte i et træskilt i afskallet hvid der både ligner Anarki og Fred. Eller hvad med Henrik Olesens stav der på sidste galleri hvor ‘Flotsam og Jetsam’ blev vist, stod lænet op af et hjørne, men nu pludselig har fundet sig en plads mellem to vinduer, som en anden homo på lur der pludselig føler sig en smule accepteret.
Det ligner, at verden som vi kender den er gået under, og en dag om lang tid er skyllet i land.
Alt imens værket måske aldrig har været mere jordnært i sin kritik af den måde hele verden er skruet sammen på. Pantelleria ligger mellem Afrika og Italien og Jürgensen og Møller kunne ligeså godt have lavet deres instrumenter af mennesker, sorte vel at mærke, for hvem kan høre den evindelige hvisken over at spalteplads der ellers kunne have gået til døde afghanere eller ødelæggelser af naturen i stedet bliver brugt til politisk fnidder fnadder og løgn og latin, når en hel gruppe af mennesker drager mod selve den ø hvor desperationens overdrev i form af bådflygtninge skyller i land, men i stedet for at hjælpe dem eller fortælle deres historie, bruger tiden på at samle artefakter der ligner kunst, spille på dem, optage det og fragte dem gennem Europa mere komfortabelt end nogen af flygtningene nogensinde selv kommer til at opleve.
Det er vidunderligt skamfuldt at mærke galleriets omsorg over et par ødelagte fliser, et stykke af en stol og nogle stykker lava, når man ved hvad øen ellers gemmer. Og uden at fortabe sig i lalleglæde er det næsten som at høre Bruce Naumann spille på sin violin da han havde strengene stemt til tonerne D, E, A og D.
Tags: Bruce Naumann, Flotsam, Galerie Kamm, Henrik Olesen, Jacob Dahl Jürgensen, Jetsam, Simon Dybbroe Møller