Krisepotentialet for danske politikere har ændret sig markant, og Lene Espersen og Helle Thornings krisehåndtering er bare seneste eksempler på, at de fleste politikere ikke arbejder seriøst med disciplinen krisekommunikation.
Vælgerne vil hellere høre om det politiske indhold, end de vil høre om politikernes personlige problemer og dårlige sager. En påstand, man ofte hører, særligt efter at Thorning/Espersen-kriser i en lang periode har været hovedhistorier i medierne. Påstanden minder en del om den, der tit fremsættes i forbindelse med valgkampen, om at vælgerne langt hellere vil høre om den politiske substans, end om alle de proces- og personhistorier, medierne er fyldt med under valgkampene.
Personen har betydning
Begge påstande har da sin rigtighed, da mange vælgere selvfølgelig gerne vil høre, hvad deres politikere har på hjerte. Men det er naivt at tro, at vælgerne ikke er interesseret i at følge med i Thornings skatterod og Espersens mødeaflysninger og dårlige undskyldninger. Nogle vælgere bliver forarget over sagerne, andre ser disse personsager som ren underholdning, men fælles for vælgerne er, at sådanne sager selvfølgelig på den ene eller anden måde betyder noget for det billede, de konstruerer af deres politikere.
Efter at valgforskerne er begyndt at bruge mere avancerede metoder end blot at ringe op og spørge vælgerne, om det er politikken eller personen, der betyder noget for hvor de sætter deres kryds – her vil de fleste ædruelige nok svare politikken – kan de også registrere, at personen selvfølgelig betyder noget for stemmeafgivelsen. Så selvom vi kan have svært ved at indrømme det, har de mange person- og proceshistorier – som medierne i stigende grad prioriterer frem for substanshistorierne – en væsentlig betydning for stemmeafgivelsen. Et faktum der i disse dage bliver bekræftet ved, at både Thorning og Espersen styrtdykker i vælger- og troværdighedsmålinger.
Ingen fokus på krisekommunikation
Holdt op mod de omkostninger, som disse krisehistorier har både for politikernes personlige brand og parti-brandet, kan det undre, at danske partier ikke arbejder mere systematisk og strategisk med disciplinen krisekommunikation. Partierne har ellers gennemgået en professionalisering, når det gælder mange andre genrer af den politiske kommunikation, hvor de f.eks. bruger mange ressourcer på vælgeranalyse, kampagne- og organisationsudvikling, medietræning og på at arbejde med nye medier.
Men når det drejer sig om krisekommunikation, virker det imidlertid, som om partiernes arbejde mest af alt går ud på at sidde og vente på, at journalisterne ringer med de dårlige sager. De pågældende embedsmænd og politikere, der har vagten når telefonen ringer, håndterer så sagen ud fra, hvad de føler er rigtigt i situationen. En reaktiv og tilfældig tilgang, der nok også forklarer, hvordan Lene Espersen i snart 5 måneder har kunnet ligge underdrejet af et banalt mødeafbud, og at Thorning ikke har formået at lukket den dødsensfarlige skattesag i ét hug før sommerferien
Undren over politikernes manglende professionalisme, når det gælder krisekommunikation, bliver ikke mindre af, at krisepotentialet på det politiske felt er langt større, end det har været tidligere. Det er der særligt fire grunde til:
- Medietrykket på de politiske aktører er vokset dramatisk. Det betyder, at der skal produceres mange flere politiske historier, og da der tit ikke sker så meget nyt indholdsmæssigt, bliver fokusset i nyhedsproduktionen flyttet over på kritiske person- og proceshistorier. Det stigende medietryk betyder også, at styrken af kriserne tit bliver voldsommere og længere end tidligere, hvilket bliver yderligere forstærket af, at medierne er optaget af at finde selvstændige indgange og vinkler til at afdække kriserne.
- Den politiske journalistiks nyhedskriterier har forandret sig. De politiske journalister har i langt højere grad påtaget sig rollen som jagthund frem for vagthund. Der bliver brugt langt mere journalistisk krudt på at jage fejl, ulovligheder og dobbeltmoral hos enkelte politikere, end der bliver på at belyse magthavernes politiske beslutninger. Det store fokus, der er rettet mod politikernes ageren, rummer både juridisk og etisk et enormt krisepotentiale.
- Flere af partierne er blevet opmærksom på at gøre brug af den negative kampagne. Med inspiration fra udlandet, er flere partier blevet bevidste om, at det kan være meget effektfuldt at arbejde systematisk med at udstille de politiske modstandere på en negativ måde. Denne kampagneform skaber derfor grobund for endnu flere kriser hos de politiske aktører.
- Politikerne er blevet optaget af personlig branding. Journalisterne bliver derfor inviteret langt ind i politikernes privatsfære, for at de kan præsentere sig i alle mulige forskellige situationer. Men ofte glemmer politikerne, at disse backstage-historier rummer potentielle kriser og der ofte kommer viden og ting frem i denne form for eksponering, som kan bruges mod dem, når de står i en krisesituation. Politikerne er samtidig selv med til at flytte grænserne for, hvor langt medierne går i dækningen af deres privatliv. Når politikerne selv inviterer journalisterne indenfor i gode tider, kan de ikke regne med, at journalisterne ikke også kommer, når der er dårlige sager.
Det voksende krisepotentiale, der er for danske politikere, og de store konsekvenser, kriserne tit har for politikerne og deres partier, skaber et åbenlyst incitament for, at der arbejdes mere strategisk og professionelt med krisekommunikation. I praktisk politik er der selvfølgelig grænser for, hvor mange ressourcer, der kan bruges på at udarbejde et solidt kriseberedskab. Men en række grundlæggende kriseovervejelser må det forventes, at de partier, der har ambitioner om magt og indflydelse i dansk politik, gør sig.
Forberedelse
Først og fremmest er det forventeligt, at partierne afdækker og analyserer de forskellige krisescener, der kan ramme dem. Politikerne kan nemlig blive ramt af mange forskellige typer kriser, lige fra etiske og juridiske enkeltsager og pludselig opståede politiske begivenheder, der skal handels på, til dårlige meningsmålinger, intern ballade og rod i privatlivet.
Havde Socialdemokraterne lavet en systematisk gennemgang af deres krisepotentiale, havde både privatskole- og skattesagen nok vist sig som potentielle røde kriser, der både skulle forberedes grundigt og eventuel også handles proaktivt på. Ligeledes havde en grundig analyse af Lene Espersens personlige krisepotentiale også givet et fingerpeg om, at der var en del i det christiansborgske miljø, der længe har haft et indtryk af hende som doven og uden den store interesse for udenrigspolitik. Denne viden kunne godt have været brugt til nogle strategiske tiltag både før og under krisen, som kunne have mindsket skaderne.
Når krisen opstår
En anden overvejelse, som politikerne også burde gøre sig, er hvordan de skal agere, lige når krisen starter. Her lider alt for mange danske politikere af Tove Fergo-syndromet, hvilket vil sige, at de aldrig eller alt for sent erkender, at de er ramt af en krise. Faktum er, at det ikke er politikerne selv, der bestemmer, om der er tale om en krise eller ej. Hvis medierne ringer med dårlige historier, er der som udgangspunkt tale om en krise, og så er det fuldstændig lige meget, hvor uretfærdig politikerne så opfatter dette.
Lene Espersen var flere måneder om at erkende, at hun havde en krise, og den reaktionstid har haft store konsekvenser for hendes katastrofale krisehåndtering. Ligeledes var det først, da Thorning fik den anden tur på skattesagen, at hun for alvor tog krisen alvorligt. Havde Socialdemokraterne med det samme indset krisens omfang og fået kortlagt krisepotentialet, havde de kunnet lukke sagen før sommerferie.
Håndteringen af krisen
I selve partiernes håndtering af kriserne, er der også brug for mere systematiske og strategiske overvejelser. Ofte virker det, som om politikerne løber forvildet rundt med en vandkande og forsøger at slukke de store brande, der buldrer om ørerne på dem. Værst har det været at se Lene Espersen, som har lydt som en ynkelig udgave af Jon Dahl under VM. Alle er imod hende, der er ingen der forstår hende, og hver gang, hun udtaler sig til medierne, er det med budskaber om, at det er synd for hende, og at hun er så ked af, at HUN har mistet vælgernes tillid. Espersens krisehåndtering har været så katastrofal, at det efterhånden er det, der er blevet hovedhistorien i stedet for mødeafbudene
Thorning har haft lidt mere tjek på strategi og budskaber i anden omgang, men man kan stadigvæk undre sig over, hvordan partiet selv bidrager til at holde liv i krisen ved at betale Thornings private revisor og ved ikke at give revisoren mundkurv på i medierne, så han ikke er med til at forlænge krisen mere end nødvendigt.
Opfølgning på krisen
Særligt Espersens håndtering har vist, at der skal nogle grundige overvejelser til, hvis man på en seriøs måde vil rette op på de skader, krisen har påført. Espersens manøvre med at sige, at hun på det seneste har deltaget i flere møder end tidligere, og at hun vil åbne op for sin kalender, er kun med til at gøre skaden endnu større. Hovedparten af borgerne er nemlig ligeglade med hendes mødefrekvens og kalender; de er langt mere interesseret i, om Espersen overhovedet har gjort sig nogle som helst udenrigspolitiske tanker. For selv om vælgerne som tidligere beskrevet også interesserer sig for person og processer, forventer de også, at deres politikere har fokus på den politiske substans. Og der er nok ikke mange, der kan huske, at de har hørt Espersen tale om udenrigspolitik, så det vil nok være en god ide for hende snart at tale om, det hun er ansat til.
Så der er en del overvejelser – både inden, under og efter krisen – som partierne skal gøre sig hvis de skal forbedre deres krisekommunikation og leve op til de nye krav, der er til krisehåndteringen.