4 stjerner – TAL R hos Contemporary Fine Arts, Berlin
Blind date forestiller to mænd, der står over for hinanden. Den ene, iført en slå- brok, holder en pistol, den anden, i militærkostume, vrænger munden og ser bange ud. Imellem dem er der et vindue ud mod noget grønt og blåt, og under det opløses alting i firkanter og trekanter. Der er sågar også to hvide figurer, der er malet med det bare lærred, og det måske allermest klassiske Tal-trick, en bort i bunden, er som altid signeret T.R. i midten.
Det nye ved udstillingen er sentimentaliteten og materialerne. De ni store malerier er alle lavet med lim blandet med pigment, hvilket giver et fladt og tørt look. Men farverne er som vi kender dem, alt godt fra pastellooket fra børneværelset i det svenske kolonihavehus med et twist af Notre Dame. Og motiverne er ligeså, deres umiddelbare interessanthed relaterer kun til det faktum, at det er dem, Tal R har benyttet sig af for at skabe værkerne. Der er ikke nogen skjulte politiske budskaber eller fortællinger gemt i elefanten, baren, professoren eller hestene, det er snarere hjælpemidler, Tal har brugt for at skabe den stemning, der er i værkerne.
Stor følsomhed
Når man ser de nye værker i sammenhæng med hans seneste generation af collageværker, er det svært at komme uden om en vis sentimentalitet. Tal R har udviklet et letgenkendeligt brand, der sætter ham i stand til at finde sig selv over det hele. En lille pilleæske, der er slidt på den helt rigtige måde, kan være Tal R’sk. Et postkort, en kuffert, en gammel bog, et fotografi fra et marked, alt kan være Tal R’sk, hvis blot det bliver fundet, arkiveret og præsenteret.
Men det kræver stor følsomhed at kunne leve sig ind i det mindste strøg, to kanter der skærer ind over hinanden eller som i Blind date, to små, grønne trekanter, der holder alt på plads.
Kluntethed
Den sentimentalitet er måske ikke ny, men den har aldrig før været tydelig i maleriet. Hvor han engang hæmningsløst elskede maleriet og elskede med det i fede konturer og frække lappeløsninger, er han nu trådt et skridt tilbage, og i stedet for at elske maleriet, er det sin egen kærlighed til maleriet han elsker at elske. Man ser det for eksempel i den helt særlige Tal R’ske kluntethed, der var så forførende på Louisianaudstillingen, den fremstår nu kluntet kluntet, på Elefantastic, et billede der forestiller en rund advokattype midt i sit wunderkammer, har han for eksempel været nødt til at overtegne højre side med streger af farvekridt for at få det til at hænge sammen. Hvorimod det stadig er kluntet på den helt rigtige kluntede måde i The Call, der forestiller et vindue med kig til et skib. Her virker kluntetheden naturlig og står ikke i vejen for den stemning, der ikke tåler en usikker tilstedeværelse fra en kunstner, der så pludselig får os til at tænke, og så rører vi ved konceptkunsten og så degraderes kigget til båden gennem vinduet til en kedsommelig rejse op i det metafysiske lag, der omgiver al samtidskunst og som er så frygteligt tåbeligt at bruge malerkunst som et påskud til at gå på opdagelse i.
Handler ikke om smag
Kun én ting er mere ligegyldig, nemlig hvor Tal R har fundet inspirationen.
Som om inspiration kommer ét sted fra. Som om kunst handler om noget. Som om det stiller spørgsmål. Som om det undersøger noget. Som om det handler om dit og mit liv, når Tal R har gjort det til sit varemærke at finde punktet, hvor motivet ornamenterer og bliver til ren form, figur, mønster og farve.
Ingen ved hvorfor, han i det komiske Haute Couture har malet seks heste, der kaster rundt med deres ryttere, ikke engang Tal R selv vil kunne besvare spørgsmålet sandfærdigt, det er sandsynligvis en million forskellige faktorer, der har gjort ham til den, han er.
Frygten er, at det handler om smag. Frygten er at reducere alt det, akademikerne og kritikerne har patent på og stå tilbage med noget, der kun handler om smag.
Men er der noget andet end smag? Er det ikke altid et spørgsmål om smag, for selv litterære mesterværker bryder alle sig ikke om. Er der ikke snarere tale om, at det ubevidste lag i os, den kollektive bevidsthed fra vores semifælles gener og kulturelle opvækst netop er indstillet ens, og at det derfor i tilfælde som Tals netop IKKE er et spørgsmål om smag, men om harmoni og balsam til et indre liv?
Dd
Eller er smag måske blot en port af kontekst, der sorterer det fra, der ikke passer til vores identitet, er smagen så ikke blot en omvendt plov, der baner en vej gennem ishavet?
Tal R har længe nærmet sig det perfekte maleri og har haft stor succes med det, fordi han har mindet os alle sammen om, hvor vigtigt maleriet er, ren tilstedeværelse gennem et par tuber maling og noget lærred. Maleriet er dødt, ligesom overfrakken er det. Eller sukker. Som om det gode vejr varer evigt, eller der ikke kommer flere mad-modeflip. Som om de mirakler, maleriet tilsyneladende ikke længere kan lave, nogensinde har fundet sted.
Vi ved af gode grunde ikke, hvor Tal R’s nye eksperimenter ender, det er blevet fladere, det er blevet mere alvorligt, farvestylingen fremstår sentimental, og motiverne står lidt i vejen for udtrykket, som om de er for tætte på forlægget. Mesteren i at undgå vores tanker og i stedet få direkte jackpot har, selvom han har gjort det umådeligt svært for sig selv med limfarven, fundet en balance, hvor ornamenteringen virker, men hvor kluntetheden virker lidt påtaget. Men når man er på vej mod så vigtigt et mål, som Tal R er, så er det okay at slå lejr engang imellem på velkendt jord, selv Columbus sov angiveligt et par nætter i Europa.
Tags: Berlin, Contemporary Fine Arts, Louisiana, Tal R