6 stjerner – Deimantas Narkevicius, The Unanimous Life i Kunsthallen Brandts, 2010
Imens de andre museer kæmper for at være først med den sidste nye verdensdel, (Heart vandt Indien, hvem vinder Mellemøsten?) så koncentrerer Brandts sig om kunstudstillinger af høj, høj klasse. Seneste skud på stammen er ikke blot modigt, det er også en anelse dumdristigt, (kun videokunst!?) hvorfor denne anmeldelse ikke skal bruges på smarte ord og vendinger, men hellere tjene som én lang varm anbefaling.
For hvem vil ikke gerne af hjertet kunne sige at vedkommende føler en stor kærlighed til Litausk videokunst? Vi er ikke blot i kategori med dem der fortæller at de har Odysseen liggende på natbordet, vi er helt oppe at flette tæer med dem der rent faktisk har læst den og nød det.
Kunstneren hedder Deimantas Narkevicius og er ikke en af verdens førende videokunstnere uden grund. Videoerne der varer fra 8 minutter til 68 minutter er medrivende og inspirerende. Ligesom Bukowski giver læserne lyst til at drikke og skrive, giver Narkevicius os lyst til at leve og filme.
I værket Once in the XX Century ser vi for eksempel noget så banalt som nedrivningen af Lenin-statuen i Vilnius vist baglæns. Begejstringen vil ingen ende tage da han hænger over jorden, hvorimod jublen afløses af ængstelse og forventning da han pludselig står på stenen. Grebet er enkelt og pudsigt, men stiller både skarpt på vores håndtering af ledere, socialisme, Obama, nyliberalisme og meget mere.
Disappearence of a tribe ligner også umiddelbart en socialistisk hyldest, men videoen der blot er en samling private fotografier af en families liv fra fødsel til død, efterlader os med så mange åbne narrativer at en stresset hverdagshjerne ser sig selv pusle med kunst til langt ud på aftenen.
Videoerne kan ses igen og igen, da én lille billet gælder for hele udstillingsperioden.
Tags: Brandts, Deimantas Narkevicius, Heart, Obama, Vilnius