3 stjerner – ‘I know what everybody did last summer’ på Henningsen Contemporary, 2010
De vælter over os, præsentationerne af mindre værker fra galleriernes faste kunstnere, der både skal sikre sommerferien for galleristen, undgå at spilde sløje sommermåneder på hårdt opsparede separatudstillinger og sidst men ikke mindst vise galleriets linje. Henningsen Contemporarys er en af slagsen, der viser en svaghed for den mere sterile og renskurede kunst, hvor brækket hvid er et gennemgående tema.
Emil Salto har fremkaldt en omgang mere af sine roste sort-hvide rum, denne gang i miniformat, hvilket kun gør dem endnu mere magiske. Og Troels Aagaard har klippeklistret, imens Christoffer Munch Andersen har malet en liter tykmælk. Det unge talent Mikkel Carl er ny i galleriet og har lavet et værk, der er typisk for ham: Et maleri på en væg af en gruppe velkendte skeletter fra vores kulturarv, der danser, imens der på gulvet foran står tre 1.200-watts varmeblæsere, så beskueren kan føle, hvordan det er at være i helvede. Heldigvis er det lige så charmerende, som det er kikset.
Tags: Christoffer Munch Andersen, Emil Salto, Henningsen Contemporary, Jacob Noel, Kristofer Hultenberg, Lea Porsager, Mikkel Carl, Morten Skrøder Lund, Troels Aagaard