3 stjerner – Kick Off 1 – 0 til samtidskunsten, i Kunsthallen Nikolaj
Den mexicanske kunstner Miguel Calderon blev nationalhelt, da han lavede videoen 17 – 0. Han havde taget de 17 mål, Mexico gennem tiden havde scoret mod arvefjenden Brasilien, klippet dem sammen til at vare 90 minutter, colourgraded dragterne så det lignede den samme kamp og fået en kendt sportskommentator til at lægge et nyt speak henover. Første gang, han viste kampen, var på en pub i Brasilien, hvor han med skjult kamera filmede de intetanende gæster, imens de blev ydmyget. Hjemme i Mexico går folk stadig amok, når de ser den. Undertegnede har set voksne mexicanere græde på en kunstmesse efter blot at have set et enkelt mål.
17 – 0 er et vidunderligt kunstværk om fodbold, fordi det træder ind i bolden og arbejder derfra.
Superstjerner
Det gør udstillingen ‘Kick Off’ i Nikolaj Kirke ikke.‘Kick Off’ er med få undtagelser lavet af mennesker, der tydeligvis er mere interesserede i fodbold som fænomen, end som fodbold. Og derfor bliver det aldrig rigtig godt.
Amel Ibrahimovic (smukt navn) har for eksempel i værket Gallery Champions League, der består af en række mellemstore tegninger, byttet fodboldspillerne ud med kunstverdenens superstjerner i de så velkendte holdopstillinger på plænen inden kamp. Her låner han et klassisk motiv fra fodboldens verden for at fortælle, at han er træt af den kommercielle kunstverden, hvor man dyrker navne og superstjerner frem for kunst, men det er et dumt værk at vise på en fodboldudstilling, da enhver fodboldfan ved, at ingen stjerne er bedre end sine sidste kampe i modsætning til kunstnerne, der kan leve længe på gode venskaber.
Gaaaab
Et andet næsten uudholdeligt værk er Nikeground af gruppen 0100101110101101.org. Gruppen vil gøre byer til levende reklamesøjler ligesom alle de idioter, der går med mærketøj, hvorfor de i Wien lader som om, at Nikes logo skal rejses som skulptur i en park midt i byen. Og resten af videoen går så med at interviewe lokale om ideen og selv iført grisetryner fortælle, hvorfor værket fortæller en masse om … Zzzz… Forbruge … Zzzz … Masse … Zzzz …
Den ultimative udstilling om fodbold havde måske bare været en stor skærm med fodbold. VM-kampene på storskærm i et musealt rum. Vi elsker nemlig fodbold, fordi det er fodbold, ligesom vi elsker vores mænd og koner, fordi de er vores mænd og koner. Sociologiske og antropologiske og til nøds filosofiske undersøgelser af fodbold er nogenlunde ligeså kedeligt som at skulle sætte ord på, hvorfor man har lyst til at knalde med kæresten – man har bare lyst, fordi man har lyst, og der findes ikke noget mere ligegyldigt end læren om små mikroorganismer i pungen, der sender hormoner mod hjernen, der sender blod sydpå.
Knud Pedersen bruger også fodboldspillet til at kritisere noget andet, men får dog væsentlig mere ud af det end Amel Ibrahimovic. Knud arrangerede i 1973 i Oxford Two Ball Football, der gik ud på at spille med to mål. Senere genopførte han værket på Tate, og for blot 10 år siden fik han Brøndbys oldboys til at spille en kamp i mørke. Smukke og brutale billeder af en kompleks verden, som dog på udstillingen kun repræsenteres ved invitationer til kampene samt et par presseklip.
Den argeste rindalist
Der er værker på ‘Kick Off’, der forholder sig til aspekter af fodbold, for eksempel handler flere videoer om hooligans og som i tilfældet med Frank Altschul Jensen, der har lavet er kartotekskort over resultatet i den første af Liverpools kampe hvert år efter hans fødselsdag, handler det om hans egen uforklarlige kærlighed til engelsk fodbold.
Men ligesom en sand fodboldfan ikke behøver at vide, hvem der spiller for at blive oppe en time længere med sit tv, så er der også noget at komme efter i Nikolaj Kirke. Faktisk er der et værk, der kan få selv den argeste rindalist i tale.
Harun Farocki har med 12 skærme i et ikke særlig sexet rum (symptomatisk for hele udstillingen i øvrigt) i værket Deep Play manet fanatismen ud i nye hjørner. Værket varer 215 minutter og er finalen fra sidste VM-slutrunde inklusiv forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Skærm nummer ét viser producerens råoptagelser, altså det feed, der er blevet sendt ud til hele verden inklusiv producerens nærmest musikalske kommentarer til kameramændene omslow motion, ind på manden, bag bolden og stop. Og nederst i skærmen kan man se hastigheder og gennemsnitshastigheder på alle spillere.
Rynken på næsen
På skærm nummer to kan man se VM-stadion fra luften. Lyden er politiradioen. På skærm nummer tre kan man se billedet af banen sat ind i en grid, der forestiller hele banen. Skærm fire følger én italiensk spiller ad gangen med vedkommendes fart på en graf henover billedet.
Skærm nummer fem er ren grafik med alle spillere som prikker og de to bagerste på hver banehalvdel med streger, så man præcis kan se, om der er offside. Skærm nummer seks er ligesom skærm nummer fire – blot med de franske spillere. Nummer syv er en computersimulation af kampen. Nummer otte følger trænerne, imens der henover skærmen ligger et grid, der hele tiden viser pasningerne. Nummer ni er en semantisk fortolkning gennem et neuralt netværk og en computerstemme, der læser op, så det lyder, som om det er en GPS, der kommenterer kampen.
Nummer 10 er et rum med analytikere, der laver perspektiver og afbildninger af kampen til pressebrug. Nummer 11 er kampen i fugleperspektiv. Og nummer 12 viser overvågningskameraerne fra stadion.
Deep Play er så godt et værk, at man kunne sælge det til én, der hader kunst. Man kunne opføre det i Fona, og folk ville få en oplevelse. Det er en god rynken på næsen af noget, millioner af mennesker dyrker som højere end livet, uden at behandle det som noget lidt underlødigt. Det er en pudsig side af lidenskaben, der tages under behandling, men om det helt rækker til en udligning af de kedelige værker er tvivlsomt.
Tags: 0100101110101101.org, Amel Ibrahimovic, Brasilien, Fikret Atay, Floor Wesseling, Fodbold, Frank Altschul Jensen, Harun Farocki, Ingeborg Lüscher, Jakob Kolding, Jeannette Ehlers, John Stotzer, Katya Sander, Knud Pedersen, Kristoffer Akselbo, Laurent Perbos, Lutz & Guggisberg, Martin Brand, Mexico, Miguel Calderon, Nike, Pied la biche, Seifollah Samadian, Serge Spitzer, Søren Brøgger