Trods det at Thorning og hendes mand sandsynligvis ikke har gjort noget forkert, rammer skattesagen der, hvor det gør allermest ondt.
Det hører med til politikererhvervet, at man engang imellem står i nogle krisesituationer. Det kan være upopulære beslutninger, der skal træffes, interne uenigheder, dårlige meningsmålinger eller politiske begivenheder som terror, krig eller ulykker, der udløser kriserne. Men den allerværste krise for en politiker er som regel ikke den, der rammer, når politikeren står på den politiske scene, men den, der opstår back-stage, altså når politikeren som privatperson har overtrådt de juridiske eller etiske spilleregler.
En farlig type krise
Når en politiker bliver taget med fingrene i kassen, som Løkke gjorde med bilagssagen, eller laver nogle skøre private prioriteringer, som f.eks. Lene Espersen gjorde, da hun aflyste mødet med den amerikanske udenrigsminister, fordi hun hellere ville på ferie på Mallorca, styrtdykker deres troværdighed med det samme. Det er historier der optager mange vælgere og som kan få sindene i kog hos de fleste.
Det er sådan en back-stage-krise, Helle Thorning er havnet i, efter det er kommet frem, at hendes mand ikke betaler skat i Danmark, hvor han bor, men i Schweiz, hvor han arbejder til daglig. Juridisk bliver sagen undersøgt, men umiddelbart virker det ikke til, at der er tale om en ulovlighed.
Et forklaringsproblem
Men sagen drejer sig om meget mere end jura. Allerede nu handler de fleste historier da også om Thornings mærkesag om millionærskat, og at hun flere steder har sagt og skrevet, at hun bor med sin mand i Danmark. Det er forståeligt, at mange vælgere umiddelbart tænker på dobbeltmoral og på, hvorfor hendes mand ikke betaler skat i det land, hvor hans familie gør brug af de offentlige goder.
Helle Thorning står med et etisk problem, og indtil videre har hun ikke gjort meget ud af at forklare, hvordan hun selv forholder sig til denne etiske side af sagen. Selv om Thorning sikkert føler sig uretfærdigt behandlet af flere medier, burde hun åbent og grundigt forklare danskerne, hvordan hun opfatter situationen og hvordan hun og hendes mand fremover skattemæssigt vil indrette sig.
Kun få pip fra Thorning
For netop hurtighed, præcision og en god forklaring fra Thornings side vil kunne mindske de skader, som krisen allerede har medført. Erfaringerne fra f.eks. bilagssagen og Mallorca-ferien har vist, at disse back-stage-kriser kan blive ved og ved og dermed skade politikernes image voldsomt. Indtil videre er det svært at se den røde tråd i Thornings håndtering af sagen, som stadigvæk mest er kommet med nogle pip om, at de har handlet juridisk korrekt.
Fortsætter krisen vil den snart smadre den megen troværdighed, Thorning med hårdt arbejde har opbygget hos vælgerne til hendes lederevner og økonomiske kompetencer. Ligeledes får hun også et problem, når hun i fremtiden skal tale om S-SF-skatteplan og appellere til danskernes solidaritet om at arbejde 12 minutter længere.
Den politiske virkelighed er indrettet sådan, at mens det kan tage år at få bygget et godt image op om som politiker, skal der kun en enkelt sag til at smadre det hele igen. Og det er den virkelighed Thorning står med begge ben i de næste par dage.
Tags: Helle Thorning-Schmidt, Lene Espersen, Mallorca, Schweiz, skattely, Socialdemokraterne