U-Turn fortæller hvad de gerne vil være i stedet for at være det
U-Turn i København, 2008 – 3 stjerner
Et skilt med teksten ‘Erstat frygten for det ukendte med nysgerrighed,’ er U-turns bidrag til busterminalen på Rådhuspladsen. Belærende uden at være kunstnerisk stimulerende, kort sagt en manifestation af det delvise selvmål i Carlsberg Hal E hvor kuratorerne har valgt det sikre.
16 malerier af John Kørner over de 16 danske soldater der er blevet slået ihjel i Afghanistan er noget af det første man ser. Man ser danske soldater hist og her og nogen af dem bløder. Nu er det åbenbart også farligt at gå i krig, tænker man og skynder sig videre. Der er nemlig noget malplaceret over Kørners malerier når de bliver for konkrete, lidt ligesom hvis man skulle lave poesi over fodboldresultater. Eller ligesom når vejrværter prøver at lave komik. Det bliver bare aldrig særlig godt og man undres virkelig over hvad han dog laver her.
Overfor er der teater uden mennesker af Kirstine Roepstorff. Kun to Shrigley-lignende stemmer, blot uden humor, der i 36 stive minutter taler om sammenhænge, abstraktioner og ingenting, imens en trædims på scenen med diverse collager drejer rundt, badet i teaterlys. Det stinker af indforståede og tungnemme kunstkoder. Det burde da være muligt, at præsentere selv den mest tossede idé på en elegant og ‘kunstnerisk’ måde, så beskuerens sind holdes i ave. Undskyld, Kirstine, men jeg har aldrig oplevet noget så kedeligt før.
Det skulle da lige være reklamerne i aviserne for U-turn, teksten skrevet af gentagelsernes mestre, corporate heaven, det tunge og etablerede reklamebureau E-types, og så ellers vendt på hovedet. ‘Altså ligesom kunsten også skal vende beskueren på hovedet,’ kan man foran sin indre brækpose høre kuratorerne fortælle inden de med fingrene tegner et ‘U-turn.’ Man siger hvad man tror man vil være, i stedet for at være det. Velkommen til dansk kulturs største problem.
Og imens vi stadig har den moralske pegefinger helt oppe i måsen, kaster vi et blik på muren ved indgangen hvor Jota Castro har skrevet ‘China’ med fyrre par sko der er Made in China… Så gå da for helvede ned og aflever dine Nike sko og dit grimme Vero Moda tøj, og lav dine egne batiksvedige dragter! Eller tag til Kina og – som man siger på BBC – ‘get the bigger picture.’
FOS har lavet endnu en skæv socialbar hvor det mest sociale er muligheden for at få en splint i fingeren så stor at man ikke selv kan tage den ud. Al respekt til FOS, men siden han begyndte sit ærefulde hverv som de undertryktes skytsengel, er der bare sket en del med samfundet.
Og nej her tænker jeg ikke på Lilibeth Cuenca Rasmussens video, performance og installation hvor hun dækker sig strategisk ind ved at sample alle de kendte kvindelige performances. Dog uden at bidrage med en opgraderet læsning af Ono, Antoni og Saint Phalle med flere. Der er som sagt kun én ting der er værre end kvindekunst, nemlig søstersolidarisk kvindekunst.
Et virkelig godt værk finder man i Mads Lynnerups fascination af rutinerne på Sønder Boulevard som han har iagttaget i så lang tid at han både kan beskrive dem i tegninger og video. (Når man ikke selv har et liv må man håbe der er nogen tosser derude man kan snage i. Spøg til side, det er ikke set før, veloplagt og uden den grimme pegefinger.) Ligesom også Elmgreen & Dragsets spejl foran den lille havfrue er god. (Men man skal være meget berømt for at den ikke bliver plat. Vi stoler på drengenes format.)
Der er skam også flere godter, Daniel Svarres cirkel af mænd for ekempel, men andet end en arrangeret byfest der med sin bestilte underholdning krampagtigt forsøger at være nyskabende, bliver U-Turn aldrig.
Tags: Carlsberg, Daniel Svarre, Dragset, Elmgreen, FOS, John Kørner, Jota Castro, Kirstine Roepstorff, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Mads Lynnerup, U-Turn