Jesper Just, Kunsthallen Nikolaj til den 9. november
3 stjerner
Udo Kier, nu med bryster, sidder i en sporvogn. Han forlader den og sætter spor i sandet med sine sko. Han kæmper for at blive fri – for sin jakke. Han svæver i et øde palads, pludselig er der turister overalt og til sidst er bygningen ødelagt. Det hele er filmet fra tre forskellige vinkler der afspilles på tre store lærreder.
Man kan vælge at se Justs surrealistiske film som kedelige stiløvelser over navlebeskuende gymnasie-freudisme og drømmetydning krydret med lommefilosofi. Eller man kan glæde sig over at der er nogen der gider forsøge at skabe et anderledes udtryk i samtidskunsten bygget på hyperpersonlige variationer over menneskets evindelige ensomhed. Og ja, når det nu skal
være så er det vel en anelse mere personligt og en anelse teknisk bedre and man kan opleve det på andet år på filmskolen.
Udover føromtalte hermafroditfilm Romantic Delusions fra Bukarest vises også tre andre nye film hvor en kvinde opfører et skuespil der minder om en slow motion udgave af ny cirkus. Hun sanser langt ud over grænsen til det vamle i en sand famleperformance der i underholdningsværdi ikke lader en gammel computer der starter Windows op, noget tilbage. Kvinden kravler sågar forlæns ned af en trappe! Og indspiller filmhistoriens mest kiksede sexscene inden en hånddukke synger at det hele er en misforståelse. Det minder om Walt Disneys udgave af Paul McCarthy – til MTV. Produceret af B&U.
Højdepunktet på udstillingen må derfor være Justs debutfilm Ingen mand er en ø, hvor en ældre herrer danser fjollet på Blågårds Plads imens en ung herre græder. Det er her Just er bedst, når det ikke bliver for tykt, men istedet kredser om forholdet mænd og mænd imellem.
Tags: Jesper Just, Kunsthallen Nikolaj, Udo Kier