Med en kunstscene som Københavns er det befriende endelig at se noget der er underspillet
Josef Straus, Sergej Jensen, Johanna Billing og Isa Genzken i Malmø Kunsthal i 2008
4 stjerner
Hvis du ikke allerede er ni centimeter åben når du går gennem dørene til Malmø Kunsthal, kan du godt tage hjem igen og vente på de næste ve’er. Den aktuelle udstilling får du intet ud af hvis du ikke har spærret gluggerne helt op.
Østriske Josef Strau er første af fire topnavne man møder. Strau laver lamper, arrangerer dem og opstiller dem i labyrinter hvor de lyser på lidt sand med perlekæder og indviklede beskeder. De fleste af lamperne køber han i Ikea hvorefter han klistrer papir på, hænger en ramme på væggen overfor eller stiller et objekt der minder om byggeaffald ved siden af. Strau tænker: ‘Jeg kan se en metaldims for mig, den er rund, med huller og den skal stå for enden af en hvid væg.’
Det handler om at erindre, om at tabe noget og finde det igen og det er en meget sprød følsomhed der er ligeså romantisk som et tysk 1800-tals maleri når det er godt. Det er paronikerens værk, det er kældermennesket der har sit eget billede af verden. Var Josef rig ville man kalde ham excentriker. Var han fattig, landsbytosse. Men nu er han i Malmø Kunsthal der tager ham alvorlig, og så bliver tosserierne i stedet for til en sjov oplevelse. Og hvis det er et blik ind i fremtidens kunst, så bliver det godt nok vildt.
Danske Sergej Jensens store udvalg af værker begynder med en sand gyser for Monet og Kirkeby-elskeren. Ser de først tøjdyret under tæppet, der læser en bog af Kirkegaard med understregninger på forsiden, når de aldrig kantinen.
Men værkerne på væggene… Jensen er selveste clubbing udgaven af Jannis Kounellis. Det er stof på stof, lapper på lapper på stof, lækre farver som man ikke ved om er pisskjolder eller dyr kinesisk tusch. Og præcis ligesom med Strau har vi at gøre med en kunstner der tager noget der virker åndssvagt og anbringer det i en kontekst hvor det bliver taget seriøst, og så åbner der sig en helt ny verden, der ganske vist ikke er noget særligt. Men blot det at kunne sige DET, er i Sergej Jensen og Josef Straus tilfælde noget særligt. Der er nemlig et lille kim af kvalitet som funkler. Og man kan ikke andet end beundre ledelsen. Set i lyset af den tarvelige tivolisering af kunsten som næsten alle institutioner og gallerier har gramset sig til med, er det forfriskende at se sådan en gang perlekædelir og batiksved. Det kræver mod at underspille i disse dage.
Skærmene i svenske Johanna Billings rum er superfede. Spinkle, svævende trærammer i diskret objektform belyst med videosignal. Men så er der heller ikke mere alkohol i bussen. Avantgardevideoen har samme problem som jazz. Det er kun sjovt for dem der spiller.
Video 1, ud af utrolig mange, handler om en kvinde der ikke tør hoppe ud fra en ti meter vippe i et gammelt østtysk havnebad der måske skal nedlægges. Men hvor er det højmetaforiske, det høj klassiske, det frække, den sjove vinkel eller den interessante problemstilling? I alle Billings videoer ses blot den samme ‘væren’ som de unge åbenbart går så meget op i. Men okay, man har nu engang den ungdom man fortjener, og det ER altså mere in at ryge end at gøre oprør.
Tyske Isa Genzken er sidste navn på plakaten.Tidligere punker, over 60, har været gift med Gerhard Richter, lever i institutionen. Hun er hot og røvhamrende radikal. Og hvis det ikke handler om incest eller jordens undergang, så er det ikke en Isa Genzken. Hun forstår at fremstille selv de mest komplekse problemstillinger på en elegant måde hvor man altid mærker den tyske kvalitetsånde i nakken.
Hun har anbragt en lang række bambus på taget af kunsthallen. Titlen er Hair grows how it wants to. Og jo, man kunne godt fremsætte en plausibel forklaring, men jeg fatter simpelthen ikke hvad værket handler om. Og jo, jeg HAR læst det halve af internettet og alle tekster på museet. Jeg har sågar ringet til en tysk professor der er venner med Isa, uden at få svar og må erkende at det også kan blive FOR filtret ind i kunstens hemmelige koder og sprog.
Billedtekst: Man må respektere intentionaliteten og så vurdere om den er frisk. Og det er den i Josef Straus og Sergej Jensens tilfælde. De balancerer sjældent smukt mellem AOF og MoMa.
Tags: Isa Genzken, Johanna Billing, Josef Straus, Malmø Kunsthal, Sergej Jensen