Ortwed præsterer på sin udstilling på Statens det Kirkeby aldrig evnede
Kirsten Ortwed – Full Length på Statens Museum for Kunst frem til den 8. marts 2009
6 stjerner
Udgangspunktet kan ikke være værre. 60-årig kvinde der aldrig har solgt noget til en ung samler. Hypen kan ikke være mere fraværende for alt det og alle dem der repræsenterer kunstens boom i nullerne. Ortwed er kunstmekanisk set indehaver af præcis det modsatte som for eksempel kineserne oplever i disse år.
Når man går ned i den arkitektoniske katastrofe som skulpturgaden er, vader man oftest til højre. Her ligger en stor samling ‘skaller’ og slænger sig på gulvet og i galvaniserede metalbure på væggene. Tons of circumstances, som er ‘skallernes’ titel, er forme til skulpturer og nu også selv skulpturer. Ortwed er trådt i andet geled og man mindes Mand bider hund, en film om en der laver en film, et solidt trick til al konceptualisering. Og det virker. Det er godt. Det er intellektuelt udfordrende. Det er etisk og æstetisk lutrende og man får plads til at undre sig. Her er ingen sociale reprimander, men kun det klassiske dilemma: Hvad er form og hvad er indhold, så pokkers elegant og virtuøst udført. Og man står der midt i det hele med en rar følelse der ikke bliver postuleret ihjel. Se, det er rigtig kunst!
(Løs retningssnor: Kan det sælges i Valby? Hvis ikke er der måske en chance for at det er god kunst.)
Går man i stedet til venstre mærker man hurtigt en trækning omkring lungeklapperne når det brandnye værk Full Lenght ligger foran en. Det er stort, dyrt og sort. Det ligner det der er tilbage af træerne når man har fældet dem for at lave dem til skulpturer. Eller tæerne efter en god gang koldbrand. Men vigtigst af alt har Ortwed med Full Lenght præsteret det Kirkeby aldrig evnede, nemlig at bringe poesien op på et niveau af højere nærvær. Tankerne ledes mod Enzo Cucchis værk i Louisianas have… Og Kirkebys fire hundelorte på højkant, smukt mod Henning Larsens hvide Frank Lloyd Wright-inspirerede hovedbibliotek i Hellerup.
Inde i det der engang hed X-rummet ser man en fin opstilling af mindre værker. Her er Emil fra Lønneberg trægubbar skåret ud i monsterstørrelse i isolerskum hvorefter de er blevet malet med bronzemaling, hvorfor de vejer mindre end de ser ud til, præcis omvendt af direktiverne fra dansk kunsts førerbunker på Island Brygge.
Her er også både en kuffertvogn og en sækkevogn med en stor klump bronze og lange stænger med bronze, gips og tæppe. Det kunne så nemt have endt i den kedeligste højskoledur, men alligevel svinger det elegant. Og det er netop den eleganthed der gør denne udstilling så pokkers god. Det er nemlig svært at få noget til at balancere mellem det ‘villede’ og det man kan. Mellem pludderpladder eller at ligne en hest. Ortwed balancerer på det følsomme sted hvor det ikke vælter til nogen sider. Det er aldrig plat og man overvældes af en underlig form for sublimhed og en mikroskopisk tro på at det alligevel kan betale sig at rode med kunst.
Det er også denne tilbageholdenhed og fravigelse fra ethvert postulat og overfortolkning der gør værkerne så tidløse. Og det er det tidløse der gør at det ikke er hypet. Fordi det ikke kan være den næste store ting, det ER allerede stort, det svæver over vandene udenfor rækkevidde fra Bo Bedres trofaste læsere. Heldigvis er der trods alt stadig eksperter der med vores skattemidler kan se gennem støjen og give penge til en kunstner der er en legitim del af dansk og europæisk skulpturhistorie, så man ikke endnu en gang må gå sluk’øret hjem fra en statslig kunstinstitution.